Kristus – broen over kløften mellem muslimer og kristne – Mazhar Mallouhis pilgrimsvandring: 4

I bogen ”Pilgrims of Christ on the Muslim Road: Exploring a New Path between Two Faiths” (2007) skriver forfatteren Paul-Gordon Chandler, at den voksende kløft mellem kristne og muslimer i dag udfordrer os som kristne til anskue islam på en anden måde og til at nærme sig muslimer på en måde, som fører os nærmere muslimerne  i stedet for at øge fremmedgørelsen, så at oplever at finde åbne hjerter for evangeliet. Den syriske forfatter Mazhar Mallouhi, hvis pilgrimsvandring med Kristus Chandler beskriver i bogen, er et eksempel på en person, som forsøger at vise, hvordan Kristus slår bro over kløften mellem kristne og muslimer.

Mallouhis udgangspunkt er, at Kristus aldrig havde til hensigt at grundlægge en ny religion, men ønskede at leve sit liv iblandt os. I stedet for at kalde mennesker til en ny religion, kaldte Jesus dem til sig selv. Derfor er det ikke vor opgave at bringe muslimer til kristendommen, men at bringer Kristus til muslimer, dér hvor de er.

Guds kærlighed gør ikke forskel, og Kristus var optaget af at nedbryde de etniske konflikter mellem jøder og hedninger. Desværre er kristnes holdning til muslimer ikke præget af kærlighed men af fjendskab og frygt.  Men kristnes opgave kan aldrig være ”waging war on Islam”, men ”waging peace on islam”. Mallouhi henviser til Jesu holdning til samaritanerne, som han nægtede at indtage en krigerisk holdning overfor. Muslimer er vore samaritanere, siger han. Kristne og muslimer er ikke fjender, men de har fælles fjender i ondskab, uretfærdighed, intolerance osv.

Denne kærlighed må bl.a. vise sig i, at kristne begynder at respektere og ære muslimernes kultur og religion. Det er i praksis næsten umuligt at adskille islam fra arabisk kultur, og derfor kan Mallouhi sig om sig selv, at ”Islam is my heritage. Christ is my inheritance”. Mallouhi har imidlertid aldrig følt sig stærkt tiltrukket til islam – eller til religion i det hele taget; han er kritisk over for religion som en institution, fordi han ser den som noget, der skaber splittelse. Hans fokus er på de enkelte mennesker, og hans passion er at muslimer begynder følge Kristus, uden af den grund af skulle distancere sig fra deres muslimske kultur. Efter Chandlers vurdering er Mallouhis største fortjeneste at han har skrællet den vestlige klædedragt af Kristus og introduceret ham for muslimer, som en, der blev født i Mellemøsten, levede og døde dér.

I sin kommunikation med muslimer vælger Mallouhi at bygge på det, som kristne og muslimer har til fælles. ”For me Islam has ligth, while I belive Christ is the fullest light i can know.”. I stedet for at forsøge at fjerne mørket, synes han, at det er meget bedre at tænde nogle lys. Det handler for Mallouhi om at bekræfte alt, hvad der er positivt i islam, samtidig med at han deler den sandhed, som han har fundet i Kristus. Vores åbenmed over for alt, hvad de står for, gør dem åbne over for det vi står for, siger han. Det eksempel, vi som kristne sætter mht. vor holdning ti islam, vil ofte danne mønster for deres holdning til kristendommen.

I mødet med muslimer minder Mallouhi os om betydningen af at indtage rollen som deres gæst. Jesus optrådte ved flere lejligheder som gæst, og det var i høj grad Jesu måde at nedbryde de barrierer, som forhindrede mennesker i at se og forstå, hvem han var. Det at være gæst hos nogen indebærer, at man tillader sig selv at blive sårbar og afhængig af værten. Det kræver af gæsten, at han er ydmyg og villig til at tage imod fra værten, som vi fx ser det i Jesu møde med den samaritanske kvinde ved brønden.

I modsætning til, hvad man ofte hører i dag, så er det Mallouhis opfattelse, at den største hindring for, at muslimer skal komme til at følge Kristus, er ikke teologisk, men handler om religiøs, kulturel identitet. Derfor må kristne efter hans mening bestræbe sig på at finde en vej frem, som bekræfter, at muslimer kan forblive muslimer, samtidig med at det lever som disciple af Kristus. Og den største udfordring for kristne, der ønsker at dele evangeliet med muslimer, er ikke at skaffe sig mere viden om islam, men at elske muslimerne og vise deres religiøse og kulturelle baggrund respekt og ære.

Christiansfeld, fredag, den 24. august 2012
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 24. august 2012 - 13:38

    Afventer med interesse dine egne betragtninger i denne forbindelse.
    Citat: “Det er i praksis næsten umuligt at adskille islam fra arabisk kultur”
    Hvilket vil sige, at islams erobrede områder, Persien, dele af Indien, dele af Afrika o.s.v. er blevet påført arabisk kultur.
    Skal ikke også indisk kultur og afrikansk respekteres og æres – eller ser Mallouhi ikke på baggrund af Kristus, at andre kulturer bør vises “respekt og ære” ?
    Det afgørende er naturligvis for kristne, at (citat): “elske muslimerne og vise deres religiøse og kulturelle baggrund respekt og ære.”
    Massoud Fouroozandeh giver dig uden tvivl ret i det første, men måske nok ikke i den sidste. Se hans bog om global Jihad.
    Skal den sidste del om respekt og ære have nogen mening i denne sammenhæng, så må det være en respekt, der også indeholder kritik af islams mørke sider – og en åben debat om, hvor disse har deres rødder. Kan de skilles fra Profeten og hans liv?
    Islam indeholder også en del eskatologi. Bl.a. en forestilling om, at Jesus skal komme igen for at dræbe alle svin, få alle til at underkaste sig islam – og stille sig bag Muhammed.
    Jesus Kristus som den, der stiller sig bag krigsherren Muhammed! At vise den forestilling respekt og ære, der giver for mig at se ingen mening.
    Spørgsmålet som trænger sig på er: Den arabiske islamiske kultur, som den Kristus-troende Mallouhi vil holde fast i, og have kristne til at vise respekt og ære, er det den, vi kender, som ikke tåler nogen form for religionskritik??
    Hvis ikke – hvem deler han den så med?

  2. #2 by Lars Hougaard Clausen on 25. august 2012 - 00:21

    For mig at se er evangeliet et ingenmandsland, hvor vi befries fra vor kulturelle identitet og sættes fri til at etablere en ny sådan. Det gælder de kristne og missionæren – men det gælder også konvertitten! Så man kan ikke forestille sig, at den islamiske kultur skulle stå uanfægtet efter mødet med Kristus.

  3. #3 by Jørgen Aagaard on 25. august 2012 - 08:19

    Kan man sige det på den måde at Kristus er essensen i ethvert menneske. At kultur og religion er faktorer, som slører den kendsgerning for os – altså at vi ser kultur/religion istedet for menneske. Og at kristendommen (som religion) kan være præcis lige så slørende i forhold til Kristus/mennesket, som Islam eller anden religion og kultur kan være det?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: