En styringsreform af folkekirken: 2 – Det lokale kirkeliv

Om kort tid går kirke- og ligestillingsministerens udvalg i gang med at udarbejde forslag til reformering af folkekirkens styring. Efter min mening må udvalgets reformforslag måles på, om de i overensstemmelse med folkekirkens formål fremmer det lokale kirkeliv i menigheder og kirkelige organisationer. Det drejer sig altså om den lokale befolknings møde med evangeliet i form af gudstjenester og kirkelige handlinger til hverdag og fest, i sorg og glæde. Det drejer sig om undervisning af børn og voksne i de kristne tro. Det drejer sig om det kirkelige liv som diakoni og omsorg for mennesker, der har behov for hjælp. Og endelig drejer det sig om kirkens mission, altså kommunikationen af det kristne budskab over alle grænser til mennesker både lokalt og globalt. Hvis reformforslagene ikke gør nogen som helst positiv forskel på disse områder, direkte eller indirekte, så vil udvalgets arbejde i bedste fald blive ret uinteressante.

En styringsreform af folkekirken kan naturligvis aldrig i sig selv vække det kirkelige liv i sogne og lokalsamfund, men strukturer kan virke fremmende eller hæmmende for det kirkelige liv. I det lokale kirkeliv spiller præst og menighedsråd en helt central rolle, og sådan som jeg ser det, er der virkelig brug for strukturelle ændringer her.

En gang var præsten den eneste uddannede person i lokalsamfundet,  og derfor var det naturligt at præsten i kongens kirke blev gjort til kongens repræsentant på en række områder.  Men det er i dag ikke nødvendigvis fremmende for kirkelivet, at præsten på statens vegne har ansvar for civilregistrering og er begravelsesmyndighed. Samtidig kunne man passende overlade vielsesretten og den dertil hørende administration til kommunen, og i stedet tilbyde parrene en kirkelig velsignelse. Præsten må sættes fri til at være præst, og som præst bruge al sin tid på at fremme kirkelivet i lokalsamfundet. Her bliver det vigtigt, om udvalget fremsætter forslag, ,som peger i retning af en frigørelse af kirken fra dens statslige funktioner og det dertil hørende bureaukrati.

Menighedsrådene er med til at sikre en lokal forankring af folkekirken og burde først og fremmest fokusere på at fremme kirkelivet lokalt. Men i dag er situationen mange steder den, at menighedsrådene, som består af frivillige lægpersoner, er overbelastet med en række professionelle opgaver, som tager det meste af menighedsrådenes tid. Menighedsrådet varetager de fleste steder personaleledelsen af en række medarbejdere inden for forskellige fagområder. Menighedsrådet er ejendomsbestyrer af en eller flere kirker, præstegårde og andre bygninger og står derfor også for vedligeholdelse. Menighedsrådet er i nogle landsogne udlejer af marker og skove. Menighedsrådet varetager de fleste steder kirkegårdsadministrationen, med alt hvad det indebærer. Menighedsrådene har ansvar for at føre regnskab med ovenstående samt flere andre ting – ud fra et regnskabssystem, som helt sikkert giver god mening set fra den statslige centraladministrations side, men som gør det særdeles vanskeligt for almindelige menighedsrådsmedlemmer at skaffe sig et overblik over budget og regnskab og bruge det som økonomisk styringsredskab.

Her er der virkelig brug for strukturændringer, hvis der også fremover skal være medlemmer af folkekirken, som vil engagere sig i menighedsrådets arbejdet. Fx kunne man i forlængelse af kirkens frigørelse fra staten begynde med at overdrage driften af kirkegårde til kommunen. Sammen med nedlæggelsen af kordegnekontorerne, når personregistreringen overdrages til kommunen, ville det gøre menighedsrådsarbejdet mere overskueligt for mange menighedsråd. Og derefter kunne man overveje, hvordan menighedsrådene kunne befries fra de andre ovennævnte opgaver, så de kunne komme til at fokusere på det væsentlige, nemlig kirkelivet.

Der er brug for, at folkekirkens struktur tænkes igennem, ikke ovenfra, fra en statslig bureaukratisk synsvinkel, men nedefra, fra det lokale perspektiv, dér hvor kirkelivet leves og udvikles. Det er langt fra sikkert, at det udvalget med det kommissorium, som det har fået, kan løse disse grundlæggende strukturproblemer, men det ville være ønskeligt, om reformforslagene kom til at pege i den rigtige retning, altså at det lokale kirkeliv bliver det afgørende pejlemærke for reformarbejdet.

Christiansfeld, tirsdag, den 11. september 2012
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: