Hvem kan vi være i stue sammen med?

På årsdagen for 9-11 terrorhandlingerne blev der i København afholdt en konference om bekæmpelse af politisk og religiøs ekstremisme. Hovedtaleren var den pakistanske lærde Tahir ul-Qadri, som sidste år udstedet en fatwa, der fastslog, at terrorisme og selvmordsbomber ikke er foreneligt med islam. Blandt de indbudte notabiliteter var social- og integrationsminister Karen Hækkerup, men da hun fandt ud af, hvilke holdninger Tahir ul-Qadri i øvrigt havde, ville hun ikke være i stue med ham. Hun ville ikke dele talerstol på en konference om ekstremisme med en mand, der selv var ekstremist. Det viste sig nemlig, at Tahir ul-Qadri havde medvirket til udformningen af Pakistans blasfemilov, der giver dødsstraf for blasfemi.

Hækkerups bombastiske afbud og den efterfølgende debat rejser et meget principielt spørgsmål, nemlig: Hvem kan vi være i stue sammen med? Hvem kan vi føre dialog sammen med? Jeg har absolut ingen sympati for ul-Qadris umenneskelige holdning på dette område, lige som jeg på det skarpeste må tage afstand fra alle andre brud på menneskerettighederne, uanset hvem der står bag. Men betyder det, at vi ikke kan være i stue sammen med mennesker, som vi på helt centrale områder er uenige med, og fx ikke kan optræde som talere på konferencer sammen med dem vi er grundlæggende uenige med? Hvis dette principstandpunkt fastholdes generelt, så vil det få meget omfattende konsekvenser.

Jeg er tilhænger at demokrati, af menneskerettigheder og af en human retspleje, og jeg mener, at vi må forsøge at udbrede disse politiske holdninger overalt i verden. Men ville jeg – efter ovenstående princip – kunne optræde som taler på en konference til fremme af demokrati osv. sammen med en amerikansk politiker, som går ind for dødsstraf og endda for børn og unge under 18 år, og som går ind for brug af tortur i særlige tilfælde? Nej, det ville – efter ovenstående princip – ikke være muligt.

Alternativet til dette puristiske princip er naturligvis, at vi er parat til at mødes også med mennesker, som vi på nogle punkter er grundlæggende uenige med, men at vi naturligvis af al kraft modsiger de umenneskelige holdninger, som vi hver kan eller skal acceptere. Og det må vi gøre i håbet om, at vore indsigelser og protester gør indtryk, så at også muslimske grupper, som i dag går ind for dødsstraf for blasfemi, over tid vil ændre deres holdninger. Det er jo netop det, som er sket i den kristne verdens historie, hvor der helt op i det 17. århundrede var mennesker, som blev henrettet pga. blasfemi.

Dybest set gætter jeg på, at Karen Hækkerup – som det fornuftige menneske hun er -principielt er enig i dette synspunkt, men hun er jo politiker, og politikere orienterer sig ikke altid efter filosofisk gennemtænkte synspunkter, men ofte efter folkestemningen, og ifølge den vil der ikke være problemer med at optræde sammen med en amerikansk politiker, der går ind for tortur og dødsstraf, mens det ville være meget upopulært at optræde sammen med en muslim, der gik ind for dødsstraf for blasfemi.

Jeg skylder at fortælle, at jeg også fik en indbydelse til at deltage i mødet med Tahir ul-Qadri, men desværre måtte melde afbud af arbejdsmæssige grunde. Det kunne ellers have været spændende at møde Tahir ul-Qadri igen for sidste år i september sad jeg i en stue i London sammen med Tahir ul-Qadri. Jeg havde dagen forinden hørt Tahir ul-Qadri tale på en konference, hvor jeg glædede mig over hans teologisk begrundede afvisning af terrorisme, samtidig med at jeg kunne konstatere, at der var en række andre områder, hvor vi var dybt uenige. Mens vi sad i stuen fik jeg lejlighed til at stille ham et andet af de kritiske spørgsmål, som jeg mener, det altid er vigtigt at stille muslimer, nemlig om han gik ind for religionsfrihed, og helt specifikt om muslimer efter hans mening havde ret til at forlade islam fx til fordel for kristendommen.

Christiansfeld, torsdag, den 13. september 2012
Mogens S. Mogensen