Kirkens og kristnes opgave er …

Hvordan skal vi forstå kirkens og kristnes opgave lokalt og globalt, og hvordan skal vi sprogligt udtrykke denne opgave? Det er temaet for den konference arrangeret af Roskilde stift, som jeg sammen med 50 andre har deltaget i i går og i dag. Allerede i 2006 i den kirkeministerielle betænkning 1477  tematiseres i indledningen, hvordan vi kan se sammenhængen mellem folkekirkens ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, så det er ikke nogen helt ny debat.

Når vi i folkekirken skal udtrykke noget, som vi har lidt svært ved at sætte ord på, så bryder vi ofte ud i salmesang, og det gjorde vi også på denne konference, hvor den gennemgående sang var af Jørgen Kristensen (Højskolesangbogens nr. 528) om Jesu møde ved Jakobs brønd med en samaritanske kvinde, der desværre var ”lidt for varm og køn og lidt for villig til at give sig hen, lidt for hastig til at skifte mænd”.

Men en dag , hun kom at hente vand,
blev hun tiltalt af en fremmed mand.
Det var Jesus, ham, der er Guds Ord
og gør døde levende på jord.

Samtalen mellem Jesus og kvinden satte noget i gang ikke bare i kvinden, men i hele landsbyen:

Det var ord man aldrig havde hørt.
Nu fik hun den hele by forført.
Aldrig var hun før så køn.
Alle fulgtes med til Jakobs brønd.

Kirkens og kristnes opgave må naturligvis forstås ud fra Kristus – og den treenige Gud. Det hele udspringer af Faderen der sender Sønnen, af Helligåndens sendelse, til verden, og i den sendelse får kirken lov til at blive engageret. Det hele udspringer af fællesskabet mellem Fader, Søn og Helligånden, og kirkens og hele verdens inddragelse i disse relationer.

Opgaven blev beskrevet på mange forskellige måder på konferencen. Overordnet set blev opgaven beskrives som en tjeneste, vi er sendt for at udføre for mennesker, i næstekærlighed. Det er kirkens udadvendthed eller offentlighedsarbejde. Det handler om gennem vort liv, vore handlinger og ord at fortælle om Jesus på en troværdig måde, altså handler det om at præsentere og repræsentere kristendommen. Det er vores opgave som kristne og som kirke at gøre Kristus kendt, troet og efterfulgt, så vidt som det står til os.

Hvis opgaven skal løses med autencitet, så må vi tale om det, som vort hjerte er fuldt af. Vi må løse vor opgave ikke ud fra en magtposition, men i sårbarhed og ydmyghed. Vi kommer til mennesker som gæster i deres liv, og må opføre os sådan, og vor samtale med dem må tage afsæt i, at vi virkelig ønsker at lytte til dem for at lære af dem. Der, hvor opgaven udføres, sker der ofte en transformation, af samfund og kultur, og af alle involverede personer.

Der var også enighed om, at opgaven ikke var forbeholdt specialister, men at det er en livsopgave for kirken og for alle kristne. Kristentroen spredes gennem dagligdagens relationer mellem familie, venner, naober og kolleger. Virkeligheden synes at være, at kristne i syd har det meget lettere med opgaven, end vi har her i Vesten, så vi har åbenbart meget at lære af mennesker i Afrika og Asien.

Det er meget muligt, at der er brug for en sproglig fornyelse med hensyn til formuleringen af kirkens og kristnes opgave, men hvad det hele handler om kunne vi samstemmende synge om:

Den dag kom der mange folk til tro’n.
Sådan driver Herren selv mission.
Sådan kan en ”noksagt”, ja enhver
uforvarende bli’ missionær.

Mogens S. Mogensen
Liselund, Slagelse, lørdag, den 29. september 2012

Reklamer
  1. #1 by Ulla Thorup Nielsen on 29. september 2012 - 18:26

    Ja – det er jo vigtigt, at man ikke gør diskussioner om udbredelsen af kristendommen til en større nytænkning, end det reelt er. Og i den udstrækning det er muligt, kommer man nogen gange længst ved at bygge / udvikle videre på de eksisterende tiltag, i stedet for at starte på bar bund med noget helt nyt.

    En vigtig ”pointe” ved dit indlæg er, at udbredelsen af kristne værdier ikke ensidigt kan placeres som en politisk, teologisk eller organisatorisk problemstilling. Men meget udbredelse foregår på individniveau – menneske til menneske. Og at vi jo nok er mange, der uden selv at opfatte os som missionærer i religiøs forstand – alligevel går hen og bliver det. Ene og alene fordi vi har vores livs- og menneskesyn funderet i den kristen tro, og har det med os i den måde vi forholder os til de menneskelige problemstillinger, vi møder på.

    En anden vigtig ”pointe”, som du peger på – er, at når det gælder mennesker med rod i andre kulturer, så er det vigtigt at transformationen af de oprindelige kulturværdier, får den tid, den skal have. Forcerer man de processer, så kommer der ikke til at ske en reel og rodfæstet udvikling og forandring. Der er ting, som det ikke kan lade sig gøre at forsøge at ”tvinge” igennem.

    Venlig hilsen Ulla…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: