Økumeni som godkendelse, anerkendelse, vedkendelse, erkendelse og genkendelse – og bekendelse

I disse år gennemlever det danske samfund en udvikling fra et mono- til et multisamfund, hvor vi skal lære at leve med en langt større etnisk, religiøs og kulturel mangfoldighed end tidligere. Det har givet stof til mange og ophedede debatter, som har præget både mediebilledet og det politiske liv.

Samme opmærksomhed har der imidlertid ikke været omkring det forhold, at vi også på det kirkelige område i disse år oplever langt større mangfoldighed. Pluraliseringen på det kirkelige område begyndte allerede med religionsfriheden i 1849, der gav den katolske kirke og frikirker frihed til at udfolde sig. De seneste årtiers globalisering og immigration har bevirket, at vi i dag her i Danmark har repræsentanter for alle alverden større og mange mindre kristne kirker. Og måske skulle vi i kirkerne – og specielt i folkekirken –  for alvor besinde os på, hvordan vi skal forholde os til denne kirkelige mangfoldighed og dermed også til spørgsmålet om kirkens enhed.

Heldigvis har den danske stat for mange år siden langt den holdning til andre kirker bag os, som prægede århundrederne før grundloven i 1849, hvor staten undertiden mødte ikke-lutherske kirkers religionsudøvelse fx med en retskendelse, der kunne indebære landsforvisning. ” Men ét er, hvordan staten forholder sig til den kirkelige mangfoldighed, noget andet og mindst lige så vigtigt er, hvordan kirkerne ”kender” hinanden.

I den nyere økumeniske bevægelse, der tog sin begyndelse for godt 100 år siden, fokuseredes der i mange årtier på at skabe kirkelig enhed gennem godkendelse. Der blev arbejdet på at nå frem til en fælles forståelse mellem kirker, der kunne føre til, at man godkendte hinanden som kirker og godkendte hinandens embeder osv.

I slutningen af det 20. århundrede ændrede den økumeniske bevægelse karakter, måske i erkendelse af problemerne med at skabe en synlig enhed. Ud fra slagordet ”Unity in reconciled diversity” gik man i praksis fra godkendelse til anerkendelse. Anerkendelse indebærer en rummelighed mht. forskellighed og ønsket om at ville de andre – selvom de er forskellige fra os – uden at opgive sin egen identitet.

Hvis fokus flyttes fra kirkernes læreindhold og ritualer til de udfordringer, som kirkens medlemmer står overfor i deres samfund, kan økumenien udvikle sig i retning af vedkendelse. Vi vedkender os medlemmerne i kirker trods vore kirkelig forskelle som vore vore brødre og søstre og stiller os solidariske med dem i deres vidnesbyrd og lidelser og i deres kamp for retfærdighed.

En anden tilgang til mødet med andre kirker sætter fokus på erkendelse. Ingen enkelt kirke har den fulde erkendelse af evangeliets sandhed, og hver gang evangeliet oversættes til et nyt sprog og ind i en ny kultur, kommer nye sider frem af evangeliets mysterier. Det udtrykkes af Paulus i Eferserbrevet kap. 3 med ordene om ”at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse”.

I mødet med kirker, der kan være endda meget forskellige fra os, både her i Danmark og ude omkring i verden, har de fleste af os sandsynligvis haft den oplevelse, at vi i andre kirker har kunnet genkende noget, som var af afgørende betydning for vor egen forståelse af kristendom og af at være kirke. Økumeni kan også helt elementært tage sit afsæt i en sådan genkendelsens glæde.

Dybest set er kirkens enhed ikke funderet, hverken i hvad vi godkender, anerkender, vedkender, erkender eller genkender, men i, at Gud kender os, og at den kendelse han her og nu og på dommedag afsiger om os på grund af Jesus er, at vi er hans børn. Denne gudgivne enhed reflekterer den mangfoldige kirke med sin bekendelse – som en lovsang – til den treenige Gud. Og vi må som kirker og menigheder overveje, hvordan vi i de enkelte situationer i al skrøbelighed kan  forsøge at reflektere denne enhed i de økumeniske relationer gennem godkendelse, anerkendelse, vedkendelse, erkendelse og genkendelse. Ikke kun for den verdensvide kirkes egen skyld men til gavn for ”hele den beboede jord”, som er grundbetydningen af ordet “økumeni”.

Christiansfeld, onsdag, den 19. december 2012
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Svend Jespersen on 19. december 2012 - 20:04

    Kære Mogens.

    Når du her taler om økumeni, mener du så bestræbelserne på at opnå forståelse mellem de kristne kirker eller forståelse mellem alle religioner og deres aflæggere?

    • #2 by Mogens S. Mogensen on 19. december 2012 - 20:59

      Svend Jespersen: Jeg bruger ordet økumeni i den gængse betydning af forholdet mellem kirker/kristne.
      Vh Mogens

  2. #3 by Svend Jespersen on 19. december 2012 - 22:46

    Kære Mogens.

    Tak.

    Jeg spurgte, fordi ordet “økumeni” nogle steder bliver anvendt i forbindelse med noget andet end i dets oprindelige betydning.

    Og så kan jeg da berette, at begrebet økumeni gennem mange år har været en fast del af virkeligheden her i Roskilde Stift. Vores katolske privatskole i byen, Sankt Josefs Skole, har gennem flere år uden problemer afholdt sin juleafslutning i Roskilde Domkirke pga. pladsproblemer i den lokale Skt. Laurentii kirke.

    Da jeg fortalte min irske kones familie om det, var den umiddelbare reaktion åben forbøffelse: “That could not have happened here!”.

    Så jo, der er masser af masser af muligheder for økumeniske forsoninger.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: