”Det var Danmark, der bragte os evangeliet!”

I dag for 100 år siden blev de første tre missionærer fra Sudanmissionen (nu Mission Afrika) udsendt til Yola-området i det nordøstlige Nigeria. 1500 mennesker var samlet i Vor Frue kirke for at tage afsked med lægen Niels H. Brønnum, hans hustru Margaret, der også var læge, og sygeplejersken Dagmar Rose.

I sin tale ved udsendelsesfesten sagde Sudanmissionens grundlægger og formand pastor Anton Pedersen bl.a. ”Nu holder vi fest i aften; i morgen sejler de bort. Der er store vanskeligheder i vente for dem, tårnhøje vanskeligheder, med hensyn til klima, sprog o.s.v…” Og det fik han desværre mere ret i end han havde forudset. Allerede inden de tre missionærer var nået helt frem, fik Brønnums højgravide kone malaria. Hun fødte deres barn, men døde tre dage efter. Sygeplejersken Dagmar Rose rejste hjem med Brønnums søn, og Brønnum rejste videre til Yola. Anton Pedersen fortsatte i sin tale: ”… men løft dit blik op til den store skare for Guds trone. Tænk! Når de sorte kommer fra Yola og siger: ”Det var Danmark, der bragte os evangeliet!”.

I søndags havde Mission Afrika indbudt til festgudstjeneste i Vor Frue Kirke, for at mindes 100 året for udsendelsen af de første missionærer til Yola-området, hvor der i dag er en luthersk kirke med over 2 mio. medlemmer. Under gudstjenesten indløb der en SMS fra Yola, hvor ærkebiskop Nemuel Babba holdt gudstjeneste med tak for, at de danske missionærer for 100 år siden havde bragt dem evangeliet.

Ordene i avisreferatet af den første udsendelsesfest skurrer i vore ører i dag.m ”Sudan er … det mørkeste Afrika – et meget stort land med millioner af mennesker, negre, der for størstedelen står på et meget lavt kulturtrin. De er fetischdyrkere, d.v.s., de tilbeder ånder, som tænkes boende i sten, træer o.s.v. Det er den laveste af alle religioner.” Ved denne helligtrekongers-gudstjeneste i søndags prædikede Jakob Brønnum, Niels H. Brønnums barnebarn. ”Det er min fornemmelse”, sagde han bl.a., ”at dagens tekst om de østerlandske vismænd stimulerer nogle uheldige træk ved den europæiske selvforståelse, som gør det uhyre vanskeligt at prædike over den, netop i dag …”. I dag 100 år senere ”kan vi ikke længere tale om, at kirken bringer evangeliet til en anden verdensdel, uden at vi må tage stilling til, om den uheldigvis kommer til at tage lidt af sit borgerlige, hvide, europæiske, materialistiske, kapitalistiske værdisystem med.” Det giver ikke længere mening at henvise, at ”vores kultur alligevel er den højest udviklede, så helt galt kan det vist ikke gå”.

Niels Brønnum var naturligvis også et barn af sin tid og af sin kultur, men han evnede at relatere til det bachama-folk han kom for at tjene og at leve sig ind i deres kultur. Mogens Jensen, der skrev sin doktordisputats ”To mænd og deres mission” netop om Niels H. Brønnum og Anton Pedersen fortæller, at en anden missionær undrede sig  – og måske også var lidt misundelig  – over Brønnums popularitet hos de første kristne i bachamaer. ”Hvem elsker I mest?” spurgte missionæren. ”Jesus eller likita?” (hausa for læge, som han blev kaldt). ”Vi elsker naturligvis Jesus mest, men vi holder rigtig meget af likita, fordi han taler vort sprog”, svarede de. ”Niels Brønnum var helt tydelig ikke nogen kulturimperialist”, konkluderede Jakob Brønnum,  ”Han var et åbent og søgende menneske, og han kom i et arbejdes tjeneste der bar frugt, og som efter forskellige historiske omskiftelser har fået sin egen, afrikanske identitet”.

Men ”… hvem kan i dag med rimelighed påstå, at vi befinder os på det højeste udviklingsstadium nogensinde”, spurgte Niels H. Brønnums barnebarn i prædikenen. ”Et mørke sænker sig ganske langsomt over vores kultur, en materialismens afgudsdyrkelse, som truer med at gøre os fuldstændigt blinde og døve overfor den kærlighed, som Paulus beskriver i Det ny Testamente i 1. Korinterbrev kapitel 13.”

Jakob Brønnum sluttede sin prædiken med at sige, at ”Efter min mening har vi brug for de vise mænd fra Østerland på ny, til at sige, se, når disse her mennesker kan rejse over ørkener og bjerge i ugevis, for at møde noget, de forstår, er større end noget andet, kærlighedens ophav, den levende Gud i blandt os, det, der giver os vores forståelse af, hvad vi dybest set skylder hinanden, så kan I også komme i kirke på søndag. Måske er det for sent. Måske kan det aldrig igen siges højt nok til at forandre det, at vi har lavet os en verden, hvor tingene og vores ejerskab over tingene er vigtigere end vores ansvar overfor hinanden. Eller måske kommer de fra Afrika næste gang.”

For 100 år siden udbrød Anton Pedersen: ”Tænk! Når de sorte kommer fra Yola og siger: Det var Danmark, der bragte os evangeliet!’”.  I dag skulle vi måske sige: ”Tænk! Når afrikanerne kommer fra Yola til Danmark og siger: ’Hør det evangelium, I bragte os for 100 år siden’”.

Christiansfeld, tirsdag, den 8. januar 2013
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Claes on 8. januar 2013 - 15:18

    Det er en stor ting, når mennesker kommer fra det fjerne med evangeliet og rækker broderhånd til de fremmede. Det er et praktisk udtryk for næstekærlighed, sådan som også Jesus kom fra faderhjemmet der oventil og rakte os broderhånd med hílsen fra sin Fader og Gud. En kærlighedens ild breder sig over jorden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: