Hvordan staver man til menighedsudvikling?

I en brydningstid hvor der er fokus – og efter min mening et meget nødvendigt fokus – på folkekirkens overordnede styringsstruktur, kan det være på sin plads at minde om, at strukturer er til for kirkelivets skyld, og at kirken er til for verdens skyld, for ”at forkynde Kristus som hele verden frelser”, som det står i en kirkeministeriel betænkning. Samtidig med at vi i folkekirken i de kommende år gennemfører en nødvendig strukturudvikling på nationalt plan, må vi arbejde på en endnu mere nødvendig  menighedsudvikling på lokalt plan.

Heldigvis arbejdes der med menighedsudvikling i Danmark. Det gælder fx Kirkefondets projekt ”Lokal Kirkeudvikling” og i det ”Kirkeplanternetværk”, som Århus Valgmenighed har taget initiativ til. Men vi kan også hente inspiration fra udlandet. Brødrene Martin og Fredrik Modeus fra Sverige har således i mange år arbejdet med menighedsudvikling med udgangspunkt i menighedens gudstjeneste. For et par år siden udkom på dansk Fredrik Modeus bog ”Mod til at være kirke” (Alpha 2011), der bestemt også kan bidrage til at give forsagte danske menigheder mod til at være kirke. Bogens synspunkter kan sammenfattes i seks teser.

1. I gudstjenesten bliver menigheden til.
For Fredrik Modeus er kristentro et fællesskabsanliggende, og altså ikke noget vi kan klare på egen hånd. ”En menighed er først og fremmest mennesker, som fejrer gudstjeneste sammen”. Det handler om at opbygge fællesskaber, der samtidig er præget af åbenhed og tydelighed, fællesskaber, der er præget af ”forsonet mangfoldighed”. Men ”det er kun, hvis vi er fastforankrede og trygge, at vi for alvor kan være åbne … Lige så vigtig som samlingen indadtil er, lige så væsentlig er det at forstå kirkens principielle retning udadtil”.

2. Menighedsudvikling staves gudstjenesteudvikling

“Hvis en menighed i første omgang er mennesker, som fejrer gudstjeneste sammen, så må menighedsudvikling forstås som gudstjenesteudvikling”. “Gudstjeneste er den gudstjenestefejrende menigheds ejendom og ikke præsternes, ikke organisternes  og ikke de, der lejlighedsvis kommer forbi.”I Martin Modeus’ bog ”Menneskelig gudstjeneste” (Alpha 2007) understreges det, at gudstjeneste handler om varetagelse af tre relation, relationen til Gud, til mine medmennesker og til mig selv. Derfor handler gudstjenesteudvikling om udvikling af de tre dimensioner, som også er helt afgørende for en menigheds udvikling. Gudstjenesten er ikke bare en aktivitet blandt mange, men et nærvær af det guddommelige. “Når man har svært ved at skelne mellem centrum og periferi, etableres de mange aktiviteter”.

3. Gudstjenesteudvikling staves delagtighed
Gudstjenesten er for alle, men Fredrik Modeus anbefaler at gå ud fra minoriteten, den gudstjeneste fejrende menigheds minoritet. Hvis ikke dem, der i dag kommer til gudstjenesten er glade for at deltage, er der ikke mange chancer for, at de vil invitere andre med. I stedet for at “få gør alt”, må princppet være at “mange gør noget”. Der må arbejdes med forskellige kategorier af delagtighed i gudstjenesten, dialogdelagtighed, praktisk delagtighed og repræsentativ delagtighed. I praksis delagtiggøres menigheden i gudstjenesten gennem gudstjenestegrupper (bestående af lægfolk, ansatte og præst), der hver for sig har ansvar for hver femte gudstjeneste.

4. Delagtighed fungerer bedst, når gudstjenesten er præget af genkendelsens glæde.

Gudstjenesten er den gudstjenestefejrende menigheds ejendom, og man bliver tryg i en gudstjeneste, når man gives mulighed for genkendelsens glæde. “Hvis man laer gudstjenesten have en fast form, så gør man det muligt for mange at blive delagtige.” Er menigheden tryg, orker den også at bære sine uvante gudstjenestefejrende. Alle skal involveres i et langsomt forandringsarbejde. Alle forandringer skal tages som udgangspunkt for næste skridt i udviklingen.



5. Gudstjenestens delagtighedsstruktur reflekterer kirkens vision
Visionen sammenfatter Martin Modeus med ordene fællesskab, bøn, forkyndelse og liturgien efter liturgien. Alt i gudstjenesten handler om relationer: til Gud, til mig selv og til andre mennesker. Arbejdet på relationer er vigtigere end arbejdet med aktiviteter. Sådan som man beder, kommer man til at tro. Den enkeltes bønsliv må have sit centrum og udgangspunkt i fællesskabet med andre i gudstjenesten. Fredrik Modeus argumenterer for, at der er behov for en måde at samle menighedens anliggender op i bøn, og for personlig forbøn og håndspålæggelse i gudstjenesten. Prædiken må forberedes sammen af præst og menighed i en samtale præget af lytten, åbenhed og tillid og tage sit udgangspunkt i de erfaringer, mennesker i menigheden har. Modeus’ råd til prædikanter er: ”Undervurder aldrig tilhørerens erfaring, og overvurder aldring hans eller hendes kundskab”. Gudstjenesten fortsætter efter gudstjenesten. Kirkens arbejde er i første omgang det, enhver kristen gør i sin hverdag – ikke i sognegården. Liturgi fører til diakoni og vidnesbyrd.

6. Kirken er ikke til for at verden skal blive mere kirkelig, men for at verden skal blive mere menneskelig
Kirken er ikke til for sin egen skyld. At være kirke er, som Bonhoeffer har udtrykt det , altid at være kirke for andre.

Der er flere måde at stave til menighedsudvikling på, men Modeus-brødrenes måde at gøre det kan bestemt være til inspiration – og udfordring eller provokation –  for alle os i de danske menigheder, som erkender behovet for udvikling, så vi i højere grad får ”Mod til at være kirke”.

Christiansfeld, tirsdag, den 12. marts 2013
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Organisationsudvikling i folkekirken? | Ullas Vinkler...

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: