Mission uden missionærer? (Mission i en brydningstid – 2)

At mission er i en brydningstid i disse år, og at det sætter traditionelle missionsstrukturer under pres, er der i dag en lang række symptomer på. Et af dem er det faktum, at antallet af udsendte missionærer fra de gamle danske missionsselskaber er faldet drastisk i de senere år, så drastisk så man kan forudse, at der i nogle missionsselskaber på sigt ikke vil være udsendte danske missionærer eller i det mindste ganske få.

Årsagen til denne udvikling er først og fremmest den meget glædelige, at de kirker, som er opstået i kølvandet på missionsselskabernes arbejde gennem de sidste mange årtier, nu er blevet så veletablerede, at de ikke længere er afhængige af danske missionærer. Blandt de andre årsager kan i flæng nævnes, at det i en række lande er blevet vanskeligere at få arbejdstilladelse til missionærer, at det er blevet vanskeligere at rekruttere missionærer i Danmark, at sikkerhedssituationen i flere lande er for ustabil til udsendelse af missionærer.

Man kunne spørge: Hvad er problemet ved det, for kirkerne har stadig brug for missionsselskabernes penge til en lang række gode projekter, og der er heller ikke mangel på afrikanske og asiatiske missionærer, som missionsselskaberne kan understøtte? Og det er vel netop det, som missionsselskaberne gør, støtter projekter med økonomiske midler, understøtter lokale medarbejdere og engagerer sig i syd-syd-mission.

Problemet er imidlertid, at missionærerne – de udsendte danske missionærer – har været en krumtap i hele missionsstrukturen, og at missionsselskaberne har været bygget op omkring missionærerne. Missionærerne har været det personlige bindeled mellem missionens danske bagland,  de afrikanske og asiatiske kirker og kristne i missionsområderne og missionsselskabets ledelse i form af bestyrelse og sekretariat. Når missionærerne tages ud af denne missionsligning, får det en række utilsigtede konsekvenser, bl.a. at missionsselskabets ledelse nu bliver den nye krumtap i missionsstrukturen.

Det, der skabte den nærhed til missionsarbejdet, som har været brændstof for missionsvenners engagement og begejstring, var missionærerne. Missionsvennerne blev personligt bekendte med missionærerne, fordi de i mange tilfælde kom fra deres bagland, fordi de blev udsendt og genudsendt ved store fester i baglandet, fordi de modtog breve fra missionærerne og undertiden selv skrev til missionærerne, fordi de bad for dem, og fordi de mødte dem på deres møderejser.

Det, der skabte nærhed – og dermed også ofte gensidig forståelse –  mellem missionsselskabet i Danmark og samarbejdspartnerne i Afrika og Asien var missionærerne, som indgik i arbejdsfællesskab med afrikanske og asiatiske kristne og blev personlige venner med flere af dem. Missionærerne blev en slags kulturtolke mellem Afrika/Asien og Danmark, mellem missionsselskab i Danmark og kirker i Afrika og Asien, og tolkningsopgaven gik begge veje.

Mission uden missionærer fører let med sig, at den personale dimension i missionsarbejdet og i missionsstrukturen nedtones. Forholdet mellem missionsselskabets ledelse og de kirker, man samarbejder med i Afrika og Asien, kommer til at mangle det personlige bindemiddel, som missionærerne var, og risikoen for manglende gensidig forståelse og for konflikter vil være voksende. Forholdet får let en mere forretningsmæssig karakter og bliver i højere grad et økonomisk mellemværende, og der er fare for at missionsselskabet reduceres til en velgørende fond, der understøtter projekter.

Baglandet/missionsvennerne mister nærheden til missionsarbejdet i Afrika og Asien, og i stedet for missionærerne bliver det nu missionsselskabets ledelse, der alene kommer til at tegne billedet af missionsarbejdet og repræsentere forbindelsen til kirkerne i Afrika og Asien. Dermed bliver det vanskeligere at vedligeholde engagement og begejstring for arbejdet

Forholdet mellem baglandet/missionsvennerne ændres også. Givertjenesten bliver ikke længere så tæt knyttet til de personale dimensioner i missionsarbejdet repræsenteret ved missionærerne, men missionsselskabet bliver i højere grad nødt til at tage de fundraising-redskaber, som er kendt fra andre indsamlingsvirksomheder, i brug, med den fare, at missionsvennerne risikerer at føle sig reduceret til donorer.

Der er intet, der tyder på, at vi nogen sinde kommer tilbage til en situation, hvor de gamle missionsselskaber sammenlagt havde udsendt hundredevis af missionærer, og endda ofte langtidsmissionærer. Mission kan naturligvis også finde sted uden udsendelse af danske missionærer til Afrika og Asien, men spørgsmålet er, hvilke strukturelle ændringer der vil være hensigtsmæssige for at fremme deltagelsen i mission fremover? Hvordan kan man skabe nærhed til missionsarbejdet? Hvordan kan man give mulighed for det engagement i mission, der begejstrer? Hvordan kan man fremme den personale dimension i en mission uden udsendelse af den type missionærer, som har været karakteristisk for den moderne missionsbevægelse?

Christiansfeld, onsdag, den 10. april 2013

Mogens S. Mogensen

Fortsættelse følger!

  1. #1 by frovin on 12. april 2013 - 00:51

    Kære Mogens!

    Som sædvanlig har du en række skarpe betragtninger, bl.a.:

    “Mission uden missionærer fører let med sig, at den personale dimension i missionsarbejdet og i missionsstrukturen nedtones. Forholdet mellem missionsselskabets ledelse og de kirker, man samarbejder med i Afrika og Asien, kommer til at mangle det personlige bindemiddel, som missionærerne var, og risikoen for manglende gensidig forståelse og for konflikter vil være voksende. Forholdet får let en mere forretningsmæssig karakter og bliver i højere grad et økonomisk mellemværende, og der er fare for at missionsselskabet reduceres til en velgørende fond, der understøtter projekter.”

    Sådan synes jeg det ser ud til at være nogle steder, i hvert fald!
    Trofasthed – en vældig fin dyd i missionsarbejdet – ser nogle gange ud til at låse missionsselskabene fast i en rolle som fond eller sparegris for kirker, der kan rigtig meget selv – men som altid mangler penge.

    Jeg kan ind i mellem være bange for om det grundlæggende kommer til at forvirre præmissen for at være missionsselskab – at rollen er så afgørende anderledes end den var i f.eks. 1913. Man låses fast på en geografisk lokation og på en eller flere samarbejdspartnere, og glemmer at der skam er vældig mange steder i verden hvor der ikke findes et etableret kristent fællesskab.

    Indrømmet: Jeg er udsendt til en pioneropgave, der et stykke hen ad vejen nok ligner 1913 mere end 2013 i mange missionsselskabers optik. Men er det ikke netop det, der skal til – pioneropgaven – for at missionselskabet kan holdes fast på sin eksistensberettigelse, og ikke mindst bruge flittigt af sin erfaring?

    Strøtanker her fra Perú.

  2. #2 by Jakob Bjerrum Swartz on 13. april 2013 - 10:46

    Tak for gode og skarpe tanker, Mogens, omkring missionsarbejdet.

    Det er rigtigt, at der slet ikke bliver sendt så mange missionærer ud fra Danmark som tidligere. Jeg er pt i Liberia hvor Dansk Etioper Mission tidligere har haft mange missionærer. Nu har vi én.

    Men det personlige møde mellem mennesker er stadig vigtigt, som du skriver. Der er helt nye muligheder for at skabe kontakter mellem Danmark og andre lande. Facebook, email, og billige flyrejser gør det ikke længere eksklusivt at rejse til et fremmed land.

    Jeg tror, at vi i fremtiden vil se flere danskere, der opretholder et engagement i international mission gennem deres egen menigheds direkte kontakt til projekter eller menigheder i Afrika og Asien.

    @ Frovin: Ja, der er behov for at balancere mellem arbejdet med traditionelle partnere, og pioner mission. Vi skal holde fast i gamle partnere til gensidig støtte, fordi vi er samme kirke, men også bevæge os ud i nye områder.

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 13. april 2013 - 17:07

    @Thomas Frovin: Tak for dine kommentarer.
    “Jeg kan ind i mellem være bange for om det grundlæggende kommer til at forvirre præmissen for at være missionsselskab – at rollen er så afgørende anderledes end den var i f.eks. 1913. Man låses fast på en geografisk lokation og på en eller flere samarbejdspartnere, og glemmer at der skam er vældig mange steder i verden hvor der ikke findes et etableret kristent fællesskab.” Jeg tror, at du her har fat i en problemstilling, der også fortjener behandling. På den ene side indebærer mange års samarbejde om mission, at der opstår relationer som brødre og søstre, som man ikke bare kan afbryde uden videre. På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt, hvis en af parterne låses fast af den anden partners vision/mål eller mangel på samme, og ikke er fri til også at engagere sig i forhold til nye udfordringer.

    “Indrømmet: Jeg er udsendt til en pioneropgave, der et stykke hen ad vejen nok ligner 1913 mere end 2013 i mange missionsselskabers optik. Men er det ikke netop det, der skal til – pioneropgaven – for at missionsselskabet kan holdes fast på sin eksistensberettigelse, og ikke mindst bruge flittigt af sin erfaring?” Pioneropgaver er vigtige, men det er efter min mening ikke den eneste store udfordring i mission Fx vil mission i Danmark, som vel ikke kan kaldes pionermission, også være en stor og vigtig udfordring.
    Vh Mogens

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 13. april 2013 - 17:09

    @Jakob B. Schwarz: Tak for dine kommentarer.
    “Jeg tror, at vi i fremtiden vil se flere danskere, der opretholder et engagement i international mission gennem deres egen menigheds direkte kontakt til projekter eller menigheder i Afrika og Asien.”- Jeg er enig, udfordringen er blot at finde modeller for den direkte kontakt, som kan spille sammen med partnerskabet mellem missionsselskab og kirke i Afrika.
    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: