Mission er ikke længere en ensrettet trafik fra vesten til resten (Mission i en brydningstid – 3)

Da den missionsstruktur blev etableret for over 100 år siden, som langt hen ad vejen stadig er dominerende, var udfordringen for den kristne verden i vesten at bringe evangeliet til ”hedningerne” i resten af verden. Mission blev en ensrettet trafik fra vesten til resten, og da mange af kirkerne i de gamle kristne lande ikke ønskede at være med, skete udsendelsen af missionærer til Afrika og Asien fra private eller frie missionskredse organiseret i missionsselskaber.

Denne struktur fungerede fint i pionerfasen, hvor evangeliet blev forkyndt og der efterhånden opstod menigheder. Strukturen har også fungeret fint mht. at fremme kirkernes teologiske udvikling. I det kristne vesten havde vi en stor teologisk tradition at øse af, og den blev af missionærerne givet videre til de unge kirker. Strukturen passede også som hånd i handske til alt det – ofte statsfinansierede – udviklingsarbejde, som efterhånden blev en stor del af missionsselskabernes virksomhed i kirkerne i Asien og Afrika. Missionsselskabet og missionærerne repræsenterede den udviklede verden og formidlede den udviklede verdens viden og teknologi til kirkerne i u-landene.

Allerede tilbage i 1970’erne begyndte bl.a. den latinamerikanske missionsteolog Orlando Costas imidlertid at tale om at den moderne missionsbevægelse var i en krise på grund af dens ”one-way street mentality”. Alle missionsstrukturerne var udviklet med henblik på  at facilitere et flow af personel og ressourcer fra centrum til periferi. Men mens vesten i århundreder havde været kristendommens centrum, hvorfra missionen flød ud til periferien, så har kristendommens demografiske og dynamiske udvikling betydet, at der i dag er mange centre – også for mission. Omkring to tredjedele af verdens kristne lever i dag i de dele af verden, der tidligere var ”missionsmarken”, og missionsengagementet er der ofte langt stærkere end i de gamle ”kristne” lande. 

I dag er mission ”from everywhere to everywhere”, det vil altså også sige fra Afrika og Asien til Danmark. Hos danske missionsselskabers partnerkirker i Afrika og Asien er der ofte en klar erkendelse af, at det ikke kun er i deres områder, at der er brug for mission, men også i Danmark, og det må vække undren hos dem, at missionsselskaberne ikke også har et stærkt fokus på missionsudfordringerne lige uden for deres egen dør, eller over, at de ikke i højere grad inviteres til at bidrage til missionsarbejdet i Danmark.

Det, der mere end noget andet har sat den gængse missionsstruktur under pres, er altså , at mission globalt set ikke længere er en ensrettet trafik fra vesten til resten. Derfor er der brug for en omstrukturering af missionen, så den kommer til at svare til den foreliggende virkelighed. Spørgsmålet er, om fx de gamle missionsselskaber kan omstrukturere sig selv på en sådan måde, at de for alvor kan spille med ikke kun mht. mission fra Danmark til Afrika og Asien, men også fra Afrika og Asien til Danmark, eller der må udvikles helt nye missionsstrukturer.

Christiansfeld, torsdag, den 11. april 2013

Mogens S. Mogensen

Fortsættelse følger!

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: