Riv pyramiderne ned! (Mission i en brydningstid – 4)

Opdagelserne og den efterfølgende kolonisering af Afrika og Asien banede vej for den moderne missionsbevægelse. Den interesse for mission, som opstod i pietistiske og andre vækkelseskredse, bl.a. også i Danmark, fandt sin organisationsform i missionsselskabsmodellen, som sandsynligvis var den i situationen optimale organisationsform.

Afstanden mellem Danmark og Kina eller Nigeria betød den gang, at bortset fra missionærerne var der næsten ingen, som rejste mellem Danmark og missionsområderne, og mulighederne for kommunikation var yderst begrænsede. Baglandets missionsengagement kanaliseredes igennem nationale missionsselskab ud til missionsområderne. Selskabet rekrutterede, uddannede, udsendte, aflønnede og superviserede missionærer til Afrika og Asien for de økonomiske midler som blev samlet ind i missionskredsene og sendt til selskabet.

Da de nye kirker i missionsområderne blev selvstændige, indgik missionsselskaberne aftaler med kirkeledelserne om placeringen af missionærerne i de forskellige afdelinger, stifter, provstier og sogne og om, hvilke projekter i kirken der skulle modtage økonomisk støtte. Der var så at sige tale om to pyramideformede strukturer, hvor toppen i de to pyramider varetog samarbejdet. Personel og andre ressourcer kom nedefra i missionsselskabspyramiden og bevægede sig op til toppen af pyramiden, og derfra til toppen af den afrikanske eller asiatiske kirkepyramide, hvorfra personel og andre ressourcer fordeltes ned igennem pyramiden.

Men ligesom opdagelserne og koloniseringen åbnede op for muligheden for fx dansk mission i Afrika og Asien med brug af den klassiske missionsselskabsmodel, så har de seneste årtiers globalisering åbnet op for muligheden for en radikalt anderledes interaktion mellem missionsinteresserede danskere og mennesker, organisationer og kirker i Afrika og Asien. I dag har masser af danskere besøgt en række lande i Afrika og Asien og har lært folk at kende der. Telefon, e-mail, SMS, internet er blevet alment tilgængelige kommunikationsmidler, ikke bare for danskere, men også for et hurtigt voksende antal afrikanere og asiater. Dermed er missionsselskabets monopol på kontakten mellem missionens bagland og de nye kirker i Afrika for længst blevet brudt, og missionsengagerede danskere har pludselig fået mulighed for at opleve en langt større nærhed til missionsarbejdet og samarbejdskirkerne og en meget mere personlig kontakt til enkeltpersoner i de områder, som missionsselskaberne arbejder i.

Ønsket om at udnytte af disse nye muligheder harmonere meget godt med de postmoderne  kulturforandringer, som der i øvrigt sker det danske samfund. De hierarkiske strukturer er ikke længere populære. Kodeord i dag er medindflydelse- og bestemmelse, borger- og brugerinddragelse. Centralisering afløses af decentralisering, og nye netværksstrukturer opstår. Passiv støtte (i karikeret form: ”pay, pray and obey”) afløses af ønsket om aktiv deltagelse og relationer. De gamle tiders organisationsloyalitet afløses af individualisme og selvstændighedstrang.

Denne udvikling udfordrer de gamle missionsstrukturer. Missionsselskaberne kommer under pres for at giver grupper og menigheder i Danmark større frihed til inden for selskabets rammer at deltage aktivt i projekter og selv initiere projekter og dyrke deres egne relationer med menigheder og grupper i Afrika og Asien. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, etablerer man sit eget helt uafhængige arbejde, en slags mini-missionsselskab. På den anden side kæmper missionsselskaberne for at bevare de organisatoriske pyramider intakte. Ikke kun pga. en forståelig uvilje mod en besværlig forandring og hensynet til de afrikanske og asiatiske kirkelederes ønsker. Men bl.a. også af hensyn til økonomisk ansvarlighed og kontrol med pengestrømmene, anvendelsen, og for at sikre, at den ekspertise, som er opsamlet i missionsselskaberne kan sikre, at missionsarbejdet – og især ildsjælenes missionsprojekter og relationer  – ikke kommer til at gøre mere skade end gavn.

Enhver virksomhed – og det gælder også missionsvirksomhed – kræver struktur, men udfordringen er, at finde den eller de strukturer, som passer ind i en globaliseret postmoderne verden, og som kan fremme både fremme engagement og begejstring hos de missionsengagerede og sikre, at der bliver kvalitet i missionsarbejdet og ordnede samarbejdsforhold. For at det kan ske, er der brug for kreativ nytænkning og eksperimentering, og måske kan man ligefrem hente inspiration fra titlen på en bog af SAS’s tidligere chef, Jan Carlzon, “Riv pyramiderne ned!”

Christiansfeld, fredag, den 12. april 2013
Mogens S. Mogensen

Fortsættelse følger!

  1. #1 by Anders Møberg on 12. april 2013 - 06:07

    Tak for analysen, Mogens! Men nu en slutning, som jeg glæder mig til at se opfølgningen på. Hvad mon det i praksis betyder at rive pyramiderne ned og hvorfor? Hvordan undgår vi at eksperimentering ikke blot bliver en fornyet “jeg hjælper afrika feel good – følelse”? Vi må arbejde med spørgsmålet om modtagere. Hvem har mest brug for hjælpen? Det er uden tvivl danskerne, men hvordan indser vi det i handling? Hvis vi river den ene pyramide ned, så vil den sydlige uden tvivl stadig stå (magtstrukturer vi selv har været med til at implementere). Er disse bedst hjulpet ved at vi vedligeholder strukturerne eller forandrer dem?

  2. #2 by Orla F. Møller (@orlafm) on 12. april 2013 - 09:48

    To modeller kunne måske tjene til inspiration til løsning af dete uhyre komplekse problem:
    1) Pladeselskaberne, der har fundet ud af, at det ikke nytter noget, at forlange, at folk skal købe en hel LP. Men nu udbyder løsrevne sange.
    2) Det nye sociale internet, hvor f.eks. Facebook tilbyder brugere en platform, som er defineret, men som tillader brugeren at agere frit inden for rammerne. Og som samtidig udnytter ny viden og præferencer og adfærd til at udbygge sin platform!

  3. #3 by Jakob Bjerrum Swartz on 13. april 2013 - 10:54

    Der er ikke tvivl om, at der er behov for struktur ændringer i missionsselskaberne, idet tiderne skifter. Men jeg ser også tegn på den forandring.
    Mission Afrika har arbejdet indgående med partnerskabs tanken, og støtter syd-syd mission meget.
    Afrika InTouch (ikke et traditionelt missionsselskab) er baseret på grupper af frivillige danske unge, der har direkte kontakt til projekter og aktiviteter i Afrika.
    Jobmission er et initiativ der opfordrer danske kristne til at virke med deres job i lande lukkede for kristendommen.
    Dansk Etioper Mission arbejder med venskabsmenigheder der har direkte kontakt til hinanden.

    Ja, der er brug for eksperimentering for at finde ud af, hvilke modeller der kan fungere i hvilke kontekster.

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 13. april 2013 - 17:11

    @Anders Møberg: Tak for dine kommentarer. Jeg har ikke svarene på de spørgsmål, jeg rejser, og som vi diskutterer her. Og jeg tror, at mit sidste indlæg (nr. 6), responderer lidt på det, du spørger om.

  5. #5 by Mogens S. Mogensen on 13. april 2013 - 17:13

    @Orla Møller: Tak for dit indspil med de to modeller, som bestemt kan være med til at inspirere til en nødvendig nytænkning omkring missionsstrukturer.
    Vh Mogens
    PS også tak for dine/jeres fine overvejelser i email.

  6. #6 by Mogens S. Mogensen on 13. april 2013 - 18:14

    @Jakob B. Swartz: Du har ret, fx eksperimenterne i Afirka Intouch er bestemt vigtige, lige som DEMs arbejde med venskabsmenigheder.
    Vh Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: