Genforening af mission og kirke – men hvordan? (Mission i en brydningstid – 5)

Den moderne missionsbevægelse udviklede sig gennem det 19. århundrede som en bevægelse uden for den officielle kirke med en missionsselskabsstruktur. I mange tilfælde blev missionen ikke anerkendt af den offentlige kirke, og når den senere blev anerkendt, blev afstanden mellem kirke og mission opretholdt, ud fra en forståelse af, at mission var noget som foregik uden for kristenhedens område, i Afrika og Asien, og som blev varetaget af særligt interesserede, mens den officielle kirke varetog opgaven at være kirke – med gudstjeneste og kirkelige handlinger – for befolkningerne i de kristne lande.

Adskillelsen mellem kirke og mission var naturligvis ikke total. For det første var de missionsvenner, som organiserede sig i missionskredse og missionsselskaber, ofte aktive medlemmer af deres kirke. For det andet var hovedformålet med missionsarbejdet i Afrika og Asien at forkynde evangeliet netop med henblik på at plante kirker. Men bortset fra det var den kirkelige struktur og missionsstrukturen to adskilte strukturer, og det var først i de sidste årtier af det 20. Århundrede, at kirke og mission for alvor begyndte at nærme sig hinanden.

På det globale plan blev Det Internationale Missionsråd integreret i Kirkernes Verdensråd i 1961, og på det nationale plan i Danmark fuldbyrdedes denne udvikling med dannelsen af Folkekirkens Mission, som sidste år blev integreret i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Den organisatoriske integration af kirke og mission er blevet ledsaget af en teologisk og missiologisk udvikling, der kan sammenfattes med ordene ”missional ekklesiologi” (missional kirke) og ”ekklesial missiologi” (en kirkelig mission). Udgangspunktet er den treenige Gud og sendelsen af Sønnen og Helligånden til verden (missio Dei), som kirken inddrages i. Det betyder, at det ikke er kirken der har (eller ikke har) en mission, men at det er Guds mission, der har en kirke.

Men hvad betyder denne tilnærmelse mellem kirke og mission for missionsstrukturerne (og lige så vigtigt: for kirkestrukturerne)? Den nærliggende tanke for missionsselskaber, hvis gamle missionskredse næsten er ved at forsvinde, er, at menighederne kunne overtage rollen, som dem der støtter missionsselskabernes arbejde med penge og andre ressourcer. Erfaringen i Danmark viser imidlertid, at menigheder kun i begrænset omfang er tilbøjelige til at knytte sig til et bestemt selskab og dermed antage en ”selskabsidentitet” og overtage missionskredsenes rolle. De menigheder, som har fået øjnene op for betydningen af mission, ønsker ofte en langt større nærhed til og samspil med de kirker og menigheder, som de støtter i Afrika og Asien, end de gamle missionskredse havde. I menighederne vil der ofte ikke kun være fokus på, hvordan man kan bidrage til missionsarbejdet, men også på, hvordan engagementet i missionsarbejdet kan tilføre værdi til deres egen menigheds udvikling

Den største udfordring til den gamle missionsstruktur og dermed også til missionsselskaberne er imidlertid, at det ikke længere giver mening kun at tale om mission i Afrika og Asien. Den vågnende missionsforståelse fx i folkekirken indebærer ikke kun en forståelse af legitimiteten af mission i Afrika og Asien, men også en erkendelse af, at vi her i Danmark i højere og højere grad står i en missionssituation. En undersøgelse foretaget af Folkekirke og Religionsmøde i samarbejde med bl.a. med Landsforeningen af Menighedsråd (Karma, koran og kirke, 2007), viste, at efter præsternes opfattelse var den største udfordring for folkekirken hverken islam eller den nye østligt inspirerede nyåndelighed men sekulariseringen. Det er ikke sikkert, at man i menighederne vil tage ordet ”mission” i sin mund, men det, som mission i en aktuel forståelse af ordet betyder, bliver der større og større forståelse for.

Jesus sagde til sine disciple – den første kirke – at de skulle være hans vidner i hele verden, men at de skulle begynder, der hvor de var (ApG 1,8). Når mission og kirke i disse år genforenes, så vil det også indebære et engagement i mission, der begynder lige uden for kirkedøren. Missionsselskaberne har sammen med deres samarbejdskirker i Asien og Afrika opsamlet værdifulde erfaringer i mission, som Folkekirken i meget høj grad har brug for. Når det gælder det tværkulturelle og interreligiøse arbejde, er der allerede et frugtbart samarbejde mellem missionsselskaber og menigheder i nogle særlige projekter, som fx Mødestedet på Vesterbro. Men det helt store spørgsmål er, hvilke missionsstrukturer der skal til for at facilitere, at folkekirkens menigheder for alvor engagerer sig i mission både lokal og globalt, og at folkekirkens menigheder begynder et ligeværdigt samarbejde med kirker og menigheder i Afrika og Asien om mission både her og der.

Christiansfeld, lørdag, den 13. april 2013
Mogens S. Mogensen

Fortsættelse følger!

Advertisements
  1. #1 by Nina Leinum Nørgaard on 11. november 2013 - 21:57

    Hej Mogens
    Du spørger om hvilke missionsstrukturer der skal til før at folkekirkens menigheder engagerer sig i mission globalt og lokalt. Meget interessant spørgsmål, som jeg arbejder med helt praktisk.

    Jeg er sognemedhjælper og mit hjerte har altid været for dem, som endnu ikke sidder fast på kirkebænken – og forhåbentligt heller aldring kommer til det. Hvis jeg var i Afrika, ville jeg være ansat som evangelist til en by, hvor de endnu ikke var nået med evangeliet. Men jeg bor i Danmark og her ansætter vi enten præster eller sognemedhjælpere til at arbejde for kirken, for at få flere i hus.
    Så jeg er ansat til legestue, gospelkor, Gud og spagetti o.s.v. for at få flere i kirke, så de kan høre evangeliet. Og i min fritid går jeg ud. Jeg går på cafe med byens kvinder, jeg hænger ud ved fodboldbanen, jeg drikker tyrkisk the med mine naboer og spiser pakistansk med min gode ven. Og i alt hvad jeg gør bærer jeg Jesus. Ikke fordi jeg “prædiker” men jeg er bare og taler om det som jeg er fyldt af… og det er Guds kærlighed og så alle mine helt almindelige tanker, som jeg deler med mine medsøstre.

    Hvorfor ansætter folkekirken ikke “evangelister” til en by? En som går ud og bare er en del af folket, sørger med dem som har mistet, glæder sig med dem der gifter sig, er tilgængelig for en snak, tør at tale tro med mennesker, og som ikke er ansat til at få flere i kirken, men til at være de gode nyheder for byen.

    Jeg tror at det er det, der skal til. Jeg gør det allerede… Men det ville da være fantastisk om jeg kunne ansættes til det. Det ville være et “pilotprojekt”. Ville være godt at sende “evangelister” ud to og to. Det handler om at sætte mig fri til det og ikke forvente flere i kirke allerede om 2 år…. men hvem ved hvad der ville ske på sigt.

    Det ville være som Luk. 10, hvor Jesus sender dem ud to og to, til at gå ind i fredens hus i den by, hvor de er. Fortælle evangeliet og helbrede de syge…

    Mon det kan lade sig gøre i Folkekirken? Og hvordan skulle forankringen til Folkekirken se ud, sådan at det påvirker kirkegængerne til mission globalt og lokalt?

    venlig hilsen
    Nina Leinum Nørgaard

  2. #2 by http://alliedinggjnq.pen.io on 29. april 2014 - 21:39

    Does your site have a contact page? I’m having problems locating it but, I’d like to send you an e-mail.
    I’ve got some ideas for your blog you might be interested in hearing.
    Either way, great website and I look forward to seeing it expand over time.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: