Islamistisk terrorisme presses hårdt af liberal islam og ikke-revolutionær islamisme (”Hvorfor er der så få muslimske terrorister?” – 2)

I bogen ”The Missing Martyrs. Why There Are So Few Muslim Terrorists” (2011) dokumenter Charles Kurzman, at der faktisk ikke er nær så mange muslimske terrorister, som medierne giver indtryk af, og at antallet de seneste år – bl.a. til al-Qaidas store fortrydelse – har været for nedadgående. 

Kurzman er på ingen måde en lalleglad optimist mht. terrorismen. Et sted skriver han, at den dårlige nyhed for amerikanere er, at der virkelig er islamiske terrorister, som er ude på at få ram på dem. De kan ikke afskrækkes af fængselsstraffe eller ekstreme forhørsmetoder eller udsigten til at miste livet. De betragter USA som deres dødsfjende og vil dræbe så mange amerikanere som muligt på så dramatisk en måde som muligt. Men den gode nyhed for amerikanere er, at der ikke er ret mange islamistiske terrorister, og at de fleste af dem er inkompetente. De bekæmper hinanden lige så meget som de bekæmper andre, og de bekæmper først og fremmest deres potentielle statslige sponsorer.

Frygten for terrorismen svarer imidlertid ikke til det reelle omfang af terror. Undersøgelser viser, at terrorisme anses for den største trussel mod USA, og denne uforholdsmæssige frygt for terrorisme har bevirket en forlængelse af den undtagelsestilstand, som begrænse borgerrettigheder, og har også ført til at USA i dag bruger 170 mia. dollars om året i den globale krig mod terrorisme. Kurzman foreslår ikke, at vender det blinde øje til terrorisme, men at man behandler den på det niveau, som den fortjener.

Men spørgsmålet er, hvorfor der i dag er så få muslimske terrorister? Gallup-undersøgelser i muslimske lande i månederne efter 9/11 viste, at mellem 4 og 36% af respondenterne var parate til at retfærdiggøre 9/11-angrebene, og derfor skulle man tro, at der var mange potentielle terrorister. Men andre undersøgelser viser, at man havde sympati for Osama bin-Laden pga hans antiimperialistiske modstand mod amerikansk udenrigspolitik, og ikke fordi de i øvrigt tilsluttede sig hans ideologi eller havde noget ønske om at engagere sig i terrorisme. Situationen er den, at der i næsten alle muslimske lande er en voldsom mod USA pga af dets udenrigspolitik, samtidig med at der er en stor beundring for mange amerikanske værdier, først og fremmest frihed og demokrati.

If. Kurzmans er al-Qaida i disse år udsat for hård konkurrence fra liberale muslimske bevægelser, hvis kombination af demokratiske politiske holdninger og kulturel konservatisme er langt mere populær blandt muslimer and de revolutionære islamisters antidemokratiske vold. Undersøgelser viser, at når befolkningen i muslimske lande får valget mellem en islamistisk revolution og demokratiske valg, foretrækker et overvældende flertal demokratiet. Når islamistiske partier stiller op til frie demokratiske valg, klarer de sig gennemgående ikke særlig godt. Samtidig med at det store flertal af muslimer går ind for det demokratiske ideal, er sharia-idealet også meget populært, og de to tilsyneladende uforenelige idealer forbindes i en kombination af politisk liberalisme og kulturel konservatisme.

Selv blandt politiske islamister – altså bevægelser som ønsker at etablere en islamisk stat – er terroristerne isoleret, da de fleste islamistiske bevægelser i dag har valgt – af en blanding af pragmatiske og ideologiske grunde – at søge magten med fredelige midler. Faktisk tog næsten alle al-Qaias islamistiske konkurrenter offentligt afstand fra 9/11 angrebet. Det har de gjort samtidig med at nogle af dem har forsvaret terrorangreb mod civile i Israel, hvilket tager sig inkonsistent for ikke at sige hyklerisk ud. Deres begrundelse for denne påfaldende distinktion er, at de betragter israelske civilister som helt integrerede i den israelske regerings militære aktiviteter og derfor som legitime mål.

Så vidt Charles Kuzmans analyse. Og hvad kan vi så bruge den til? Kunzman gør det ikke lettere for os at få et klart overblik, men hvis virkeligheden er kompleks, så er det ikke hensigtsmæssigt at agere ud fra et forenklet billede af virkeligheden. Virkeligheden er den, at der er sekulære muslimer, liberale muslimer, ikke-revolutionære islamister og revolutionære islamister og terrorister, og at sidstnævnte udgør en meget meget lille del af verden over 1 mia muslimer. Virkeligheden er også den, at der er mange muslimer som både går ind for sharia og demokrati og evner at forene dem. Virkeligheden er den, at der er mange muslimer, som på samme tid hader USA’s udenrigspolitik og beundrer det amerikanske samfund. Og så er virkeligheden desværre også den, at der er islamistiske terrorister derude, som er parat til at begå de mest inhumane forbrydelser mod uskyldige mennesker, når vi mindst venter det.

Århus, tirsdag, den 23. april 2013
Mogens S. Mogensen

Fortsættelse følger!

Reklamer
  1. Læst og påskrevet i 2013 | Mogens S. Mogensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: