Et budskab om håb og en udfordring til at se Gud i næsten fra arabisk biskop i Mellemøsten

Fra Jerusalem til kirkedagene i Aalborg kom biskop Mounib Younan, det lutherske verdensforbunds præsiden, der præsenterede sig sådan: ”Jeg er araber, palæstinenser, kristen, evangelisk-luthersk. Det er lidt kompliceret.” Han blev født i en palæstinensisk flygtningefamilie fra 1948-krigen i den gamle bydel af Jerusalem, kun et stenkast fra Gravkirken og kun få minutters fra tempelbjerget med klippemoskeen og grædemuren. De palæstinensiske kristne, der kan spore deres herkomst tilbage til den tidlige kirke nævnt i Apostlenes Gerninger, ”har levet side om side med muslimer i 1400 år og sammen med jøderne i 2000 år. Som palæstinensiske kristne har vi bedt til Allah (det arabiske ord for Gud) som den treenige Gud i to tusind år.”

Younan, hvis emne var ”At se Gud i næsten: Håbets teologi”, mindede os om, at tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Heb 11,1). Håb er forbundet med udholdenhed, fordi håb er forbundet med vor nuværende lidelse (Rom 5,3-5). ”Det er vanskeligt at have en håbets teologi, når der er så meget, der er forkert i verden, så meget had, så megen gengældelse og blodsudgydelse. Er religionen årsagen til volden og ekstremismen?” Younan konstaterede, at religion undertiden bliver et del af problemet. Charles Kimball nævner i bogen ”When Religion Becomes Evil” fem markører for ekstremisme:

•    Påstand om absolut sandhed
•    Blind lydighed
•    Håb om at etablere en ’ideel’ tid
•    En etik, hvor alle midler retfærdiggør målet
•    Deklaration om hellig krig.

Younan var overbevist om, at  ”En af de store udfordringer i det 21. århundrede vil være at genvinde troens magt som en drivkraft for retfærdighed, fred og kærlighed. … For at kunne gøre dette arbejde, må vi være overbeviste om at ingen religion har monopol på had og ekstremisme, og at vi alle – kristne, muslimer, jøder og personer fra alle religioner inklusive dem, der ikke har nogen religion – alle er ligeligt  ansvarlige og ligeligt kaldet til at arbejde sammen for at finde de fælles positive værdier i kærlighed, medfølelse, medfølelse, retfærdighed og fred og sammen være villige til at arbejde på at værne om den ukrænkelige værdi i alle mennesker, uanset hudarve, race, tro eller religion. Det er vort håb. Det er den fremtid, vi længes efter.” I stedet for at dele mennesker i dem og os, må religion være med til at forene mennesker. ”Formålet med den kristne tro – og i de fleste religioners selvdefinitioner, tror jeg – er at styrke den menneskelige kærlighed til Gud og samtidig styrke kærligheden til medmenneskene, vor næste”.

Midt i alle problemerne i Mellemøsten er der også håbstegn. Efter Younans opfattelse, selvom det arabiske forår måske bliver til en arabisk vinder, så handler striden ikke om religion, selvom der naturligvis er nogle, der forsøger at misbruge religionen. ”Det muslimske og kristne perspektiv på den arabiske opvågnen, er at den er nødvendig for de kommende demokratiske reformer, sådan at alle mennesker, uanset om de er muslimer, kristne, sunni, shia, alawitter eller druser , kan få lige ret for loven.”

Om Muhammed-krisen i 2006 sagde Younan, at når vi nyser i Danmark, så bliver de forkølede i Mellemøsten. Men også i denne vanskelige situation var der håbstegn i Mellemøsten. De kristne kirker i Mellemøsten forsøgte midt i kristen at skabe gensidig forståelse og at bygge bro mellem den muslimske og den kristne verden. Younans kirke tog fx initiativ til en diskussion om religions- og ytringsfrihed og behovet for en gensidig hensyntagen og respekt for næsten og til udviklingen af en ”Code of Conduct” mht. religion, der i 2008 blev underskrevet af 48 kristne og muslimske ledere. Dokumentet understreger på den ene side respekten for religiøs tro, hellige profeter, bøger, tekster og steder og religiøse symboler, og på den andens ide respekten for religiøs frihed, frihed til religionsudøvelse, som ikke skader andres tro og følelser og appellerer til dialog og samarbejde.

Efter Younans opfattelse har de arabiske kristen et ansvar for at være en stemme for islam i vesten. Islam vokser i vesten og er på vej til at blive en integreret del af det europæiske samfund. ”Ved at gøre brug af håbets teologi, kan danske kristne så ikke acceptere deres nye naboer på samme måde, som de mellemøstlige kristne har gjort det i de sidste 1400 år?”

Når biskoppen undertiden blev spurgt, om hans syn på fremtiden i Mellemøsten, var hans svar altid, at han hverken var optimistisk eller pessimistisk, men håbefuld. ”Kun kærlighed vil vise os vejen – ikke skønhed, ej heller magt. Kun kærlighed kan løfte os ud af vore nuværende lidelser. Kærligheden er vort håb. Kærligheden lærer os værdier. Kun kærligheden vil hjælpe os til at se Guds billede i næsten.”

Danske Kirkedage, Aalborg, fredag, den 10. maj 2013
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: