Hvordan kan man sidde inde, når alt håb er ude?

Temaet for Danske Kirkedage 2013 i Aalborg er ”Menneske, hvor er du?”. I formiddags blev der sat fokus på et andet spørgsmål, nemlig, ”Gud, hvor er du?” Stortingspræst Per Arne Dahl tog udgangspunkt i den længste fredag i Norges historie, nemlig fredag den 22. Juli 2011, hvor snesevis af nordmænd blev dræbt i Oslo Centrum og på Utøya. Per Arne Dahl, som spillede en helt central rolle, i dagene efter katastrofen, fortalte om ”At rejse sig efter en rystelse”. Når mennesker rammes af sådanne alvorlige rystelser, så melder spørgsmålet sig, ”Gud, hvor var du?”, da det skete.

Desværre er Utøya/Oslo katastrofen ikke unik. Sådanne lange fredage sker næsten dagligt rundt om i verden, i Irak, i Afghanistan, i Syrien osv. Og når ulykken rammer det enkelte menneske i form af dødsfald i den nærmeste familie, alvorlig sygdom osv. så er der på samme måde tale om en lang fredag, der kalder bønnen eller skriget frem, ”Hvor er du, Gud?” Lidelser skal aldring sammenlignes, men må hver for sig fastholdes og respekteres.

I katastrofer som tsunamien, Utøya/Oslo osv. har mange søgt tilbage til Martin Luther King, der for 45 år siden blev skudt og dræbt, efter at han havde været fængslet 12 gange, hans hjem bombet 2 gange og daglig var blevet truet på livet. I den situation må man spørge: Hvor er du, Gud, og hvor var I hvide mennesker, som lader disse krænkelser ske. Når man udsættes for sådanne vanskeligheder og lidelser er er if. King to måder at reagere på. Enten med hævn og bitterhed eller ved at forvandle lidelsen til en skabende magt. Det sidste blev Oslos svar. De fyldte ikke byen med had og hævn, men med lys og blomster og kærlighedens genskabende magt. For King var ubevæbnet kærlighed den stærkeste kraft i verden.

Per Arne Dahl henviste til den norske digter Hans Børli, hvis digte har været til stor trøst for mange. For ham var det at leve, at rystes; det går ikke an at leve uden at tag sine sorger på sig. Da hans hustru – efter digterens død – blev spurgt, hvorfor Børli var så god til at trøste svarede hun bl.a., at Børli altid sagde til sig selv og andre: Husk, at du er mere end dit livs nederlag, nulpunkt og skam, du er et helt liv, skabt i Guds billede og elsket af Gud. For ham handlede det om at finde små nok ord til at store nok følelser. Alt hans skrev var et kærlighedsbrev til sårede mennesker. ”Kun den har ret til at skrive kærlighedsbreve, som gør det med en fjerpen lavet af fjeren fra en såret fugl”.

Med henvisning til den japanske digter, Haruki Murakami, der efter jordskælvet i Kobe i 1995 skrev novellesamlingen ”Efter skælvet”, mindede Per Arne Dahl om, at sorgen er kærlighedens pris. Det haster ikke med sorgen (vi må give den god tid), men det haster med håbet, så rystelsen kan blive til reaktion og ikke resignation.

Ikke blot skal vi give plads til sorgen, men også til vreden. Augustin sagde en gang at håbet har to døtre, nemlig vreden og modet. Vreden skal der til for at de forkerte ting ikke sker igen. Modet skal til for at vi gør det, der skal ske. Det er også helt i orden at blive vred på Gud, for den Gud vi tror på kan sagtens holde til vor vrede. Vi har ikke brug for en herlighedsteologi, der benægter virkeligheden, men en ærlighedsteologi, som åbner os for virkeligheden.

Det paradokse kan ske, at død kan vække til live. Efter Utøya/Oslo katastrofen har det været mærkbart, at vi har fået lidt mere øje for hinanden, lidt mere venlighed, lidt mere respekt. Met det fortsætter ikke af sig selv, men forsvinder af sig selv, hvis vi ikke som nationer våger og er i beredskab.

Per Arne Dahl var glad for at være kristen i en kirke, som vi har i Norge og Danmark,, hvor man aldrig har forsøgt at markedsføre troen som en lykkereligion. Alrdig har han været så glad for vor salmeskat, som i den situation. Aldrig har han været så glad for, at 75 af salmerne i Salmernes bog er klagesalmer. Aldrig har han været så glad for Jobs bog. Det er kun en lidende Gud, der kan hjælpe lidende mennesker. Kun den, der selv har råbt ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” kan sørge for, at ingen mennesker bliver forladt af Gud, men altid bliver set af Gud.

Når nationer og enkeltpersoner oplever katastrofer, så lyder spørgsmålet, ”Kirke, hvor er du?”
Som den tyske lutherske teolog Jürgen Moltman har sagt et, ”Kirken skal være det sted, hvor håbet overvintrer”, det håb, som giver kraft til sårmærkede kvinder og mænd. I kirken siger vi ikke, at så længe der er liv er der håb, men så længe der er håb er der liv.

Som reaktion på katastrofen den 22. Juli 2011 sagde en politiker, at det dybeste og vigtigste håb, der tilskynder til gode gerninger, er det håb, vi henter andetsteds fra. Det er kirkens mandat, at sætte ord på, hvor dette ”andetsteds” er. En norsk digter har i et kort digt udtrykt noget helt centralt om kirkens opgave: ”Vi rejste en gang katedralen, ikke for at fange mennesker, men for at holde vore liv fast i overskridelsens gåder”.

Per Arne Dahls tale var på samme tid dybt bevægende og underfundigt humoristisk. Et citat glemmer jeg aldrig.  ”Hvordan kan man sidde inde, når alt håb er ude?”

Danske Kirkedage, Aalborg, lørdag, den 11. maj 2013
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by sports Authority discount coupons on 7. januar 2014 - 15:24

    Woah! I’m really loving the template/theme of this blog.
    It’s simple, yet effective. A lot of times it’s challenging to get that “perfect balance”
    between superb usability and appearance. I must say you have done a superb job with this.
    In addition, the blog loads extremely quick for me on Opera.
    Excellent Blog!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: