Menneskeligt Dagblad

At Dansk Folkeparti har hængt 700 navngivne personer ud som potentielle terrorister i en avisannonce, kan ikke undre. Også selvom det måske viser sig at være et brud på dansk lovgivning, for dette partis holdning til indvandrere har tidligere bragt det kant med dansk lovgivning.

At Kristeligt Dagblad har optrykt denne skammelige annonce, som hænger helt uskyldige mennesker ud som potentielle terrorister, kan derimod undre. Ikke fordi avisens chefredaktør samtidig tager afstand fra annoncens indhold, som værende populistisk, provokerende og utiltalende. I ytringsfrihedens navn må en avis naturligvis give plads for synspunkter, som avisen ikke deler, også når disse synspunkter – som redaktøren så præcist beskriver det – er utiltalende. Og det er naturligvis rigtigt, som samme redaktør skriver, at en avis ikke skal agere smagsdommer i forhold til politiske synspunkter, uanset hvor usmagelige de egentlig er.

Men her handler det overhovedet ikke om ytringsfrihed. Det handler om overgreb på ganske uskyldige mennesker. Et overgreb, som Dansk Folkeparti hensynsløst og samvittighedsløst begår mod vore nye medborgere, børn, unge og voksne, blot for at fremme dets politiske synspunkter. Et overgreb, som Kristeligt Dagblad imidlertid gør sig medskyldig i ved at acceptere mod betaling at optrykke annoncen med navne og adresser på de ca. 700 nydanskere.

Jeg har i mange år abonneret på Kristeligt Dagblad og ønsker også fortsat at gøre det, for det er grundlæggende en virkelig god avis. Men her har avisen efter min mening optrådt etisk uforsvarligt. Da jeg for mange år siden gik til latin-undervisning, lærte jeg en sentens, der tilskrives Cicero, ”errare humanum est”, det er menneskeligt at fejle. Og her har avisen sandelig vist sin ”menneskelighed”. Men fortsættelsen af den latinske sentens lyder: ”sed perseverare turpe”, men at fremture er skændigt. Forhåbentlig skal vi ikke opleve, at avisen fremover bliver præget af en skændig fremturen.

Inden alle vi avislæsere, der var ved at falde ned af stolen, da vi så Dansk Folkepartis nedrige annonce i  Kristeligt Dagblad, går helt ud af vort gode skind af forargelse over avisens pinlige fejltrin, så må vi gribe i vor egen fejlbarlige barm og besinde os på den alternative fortsættelse af sentensen ”sed ignoscere divinum”, at tilgive er guddommeligt.

Christiansfeld, onsdag, den 29. maj 2013
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: