Tæppet er gået for 5. akt: Konsistens og improvisation i bibeltolkningen

“Bibelbrug i menighedsudvikling” er temaet for den internationale konsultation i Minneapolis, som jeg i disse dage deltager i. Vi har hørt om, hvordan man har arbejdet med menighedsudvikling – og hvordan man har brugt bibelen i dette arbejde – i Norge, USA, Tyskland, England, Sydafrika og Danmark. En af de måder bibelen har været brugt på er ”Dwelling in the Word” som er en form for lectio divina, men hvor der er fokus på både at lytte til Ordet på at lytte til hinanden (se blogindlægget: ”Dwelling in Minneapolis”).  Det er en bibelbrug, som appellerer til, at ganske almindelige lægmænd og kvinder reflekterer over en bibeltekst, uden vejledning af en autoriseret kommentar eller en teolog/præst.

Det rejser spørgsmålet om forholdet mellem bibel og menighed? Hvordan fortolker vi skriften? Findes der én rigtig måde at tolke skriften på, eller hvor går grænserne for en mangfoldighed af tolkninger? Hvordan skal vi i det hele taget forstå Bibelen? Som lutheranere står vi en tradition for at tillægge skriften stor autoritet, jf. princippet om sola scriptura, så derfor kommer vi ikke uden om spørgsmålet om skriftens autoritet.

Fra Sydafrika deltog en håndfuld teologer, og en af dem præsenterede en kreativ og udfordrende måde at gå til bibelen på. Han hentede sin inspiration fra en artikel af den anglikanske teolog N. T. Wrights ”How Can the Bible Be Authoritative?” Her slår Wright fast, at det først og sidst er Gud, der har autoriteten. Den autoritet, som Gud har lagt ned i skriften, er ”ikke er magten til at kontrollere folk, knuse dem og fastholde dem i små kasser”. Tværtimod har skriftens autoritet som al Guds autoritet til formål at befri mennesker fra ondskab og synd, så de kan blive fuldt ud menneskelige. Den skrift, som Gud har lagt autoritet ned i, består  imidlertid først og fremmest af historier, og skriftens autoritet udfolder sig derved, at Guds folk fortæller og genfortæller deres historie som historien om verden,  fortæller pagtshistorien, og først og fremmest  fortæller historien om Jesus. 

Men hvordan kan historier have og udøve autoritet? Her griber Wright til Shakespeare for at finde en brugbar model. Hvis vi antager, at der findes et skuespil af Shakespeare, hvis femte akt er gået tabt, ville en måde at løse dette problem på være at give en gruppe trænede, sensitive og erfarne skuespiller den opgave at fordybe sig i de første fire aktiver og så i fællesskab udarbejde og opføre femte akt. Skuespillerne måtte så at sige på en ansvarlig måde gå ind i historien, som den forelå i de første fire akter for at forstå handlingen med dens personer og temaer for derefter at agere med både innovation og konsistens. Når man så så resultatet, ville de første fire akter, som stadig eksisterede, være den autoritet, som det nye femte akt skulle vurderes ud fra.

På tilsvarende vis indeholder skriften fire aktier, som er kendte og beskrevne, og som derfor udøver autoritet. Første akt er skabelsen, anden akt syndefaldet, tredje akt Israel og fjerede akt Jesus. Femte akt, som omhandler kirken, er et ufuldendt akt, som vi nu lever i. Og så føjer den sydafrikanske teolog et 6 akt til: Vi kender noget til hvordan dramaet ender, nemlig med nyskabelsen eller genløsningen. Vores opgave er med innovation og improvisation i troskab over for de øvrige kendte akter, at forsøge at “skrive” femte akt, på en sådan måde at der bliver en konsistens i hele historien.

Når det gælder Bibelens autoritet og vor tolkning af Bibelen uddrog den sydafrikanske teolog følgende principper. Det handler om at være trofast mod den historie, som vi lever i og er blevet en del af. Dvs.

•    Vi skal ikke genopføre de tidligere akter, for vi lever I dag i en ny akt
•    Vi må improvisere I en aldrig afsluttet femte akt.
•    Der vil være talrige valide improvisationer.
•    Men ikke alle improvisationer lige valide.
•    Vi er alle på scenen for at spille vor rolle i femte akt.
•    Men det er afgørende vigtighed, at vi kender hovedhistorien.

Og så mindede teologen om, at nogle temaer i den bibelske historie gå igen i alle akter. Nogle temaer spiller en stor rolle i de første akter, men får mindre betydning senere hen Nogle temaer får en større betydning, jo længere hen i dramaet vi kommer. Nogle temaer forsvinder  og nye kommer til.

Tæppet er gået for femte akt, og ud fra vor fortrolighed med de andre akter, må vi nu vove os ud på scenen og spille vore roller – uden manuskript og sufflør.

Minneapolis, tirsdag, den 18. juni 2013
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: