Kirkelig demokratiforskrækkelse

Helt fra demokratiets indførelse i Danmark for godt 150 år siden har der i kirken været et ambivalent forhold til demokrati. Og også i dag er der i folkekirken meget delte meninger om demokrati, ikke når det gælder samfundets styreform, men kirkens styreform.

Den person, som i nyere tid har haft størst indflydelse på vor forståelse af kristendom og kirke, er N. F. S. Grundtvig. Vi synger hans salmer hver søndag, og jeg – og sikkert mange andre – har sågar oplevet, at alle gudstjenestens salmer var skrevet af Grundtvig. Frem til 1848 var Grundtvig imidlertid modstander af at indføre en demokratisk forfatning i Danmark. En af hans begrundelser var, at det ville give ’mængden’ politisk magt og dermed måske splitte samfundet.

Da venstremanden I. C. Christensen i 1903 fik indført menighedsråd, altså en form for demokrati i folkekirken på sogneplan, var både Indre Mission og grundtvigianerne i mod, sammen med alle biskopperne og mange af præsterne. Man var bange for, at en sådan demokratisering ville ødelægge og splitte folkekirken, og Kristeligt Dagblad gav fx udtryk for frygten for, at disse menighedsråd, ”som slet ikke virkelig er det, deres navn lyder på”, senere ville få ret til at vælge deres egen præst.

Efter en forsøgsperiode blev der i 2009 indført stiftsråd, der indebar form for demokrati på stiftsplan. Men det skete ikke uden, at der fra forskellige sider i folkekirken, bl.a. Tidehverv, blev protesteret voldsomt.

Når man lytter til reaktionen fra de mest demokratiforskrækkede kredse i folkekirken på debatoplægget fra ”Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”, skulle man tro, at der i oplægget var forslag om indførelse af demokrati på nationalt plan i folkekirken. Det er nu egentlig slet ikke tilfældet. Selv i de mest vidtgående forslag er det stadig folketing og kirkeministerium som har den endegyldige beslutningskompetence. Med en sammenligning af processen frem mod indførelse af demokrati i det danske samfund i 1849, så er der her tale om, at der foreslås en pendant til ”de rådgivende stænderforsamlinger”, som blev indført i 1834. Man kan tale om en form for demokratisk valgt rådgivende kirkeråd.

I går, den 22. august, fik vi endnu et eksempel på denne folkekirkelige demokratiforskrækkelse. I dag har de allerfleste i folkekirken accepteret demokratisk valgte menighedsråd, provstiudvalg og stiftsudvalg – og det gælder tilsyneladende også Fyens Stifts biskop Tine Lindhard og stiftsrådsformand Ester Larsen, men de siger ”Kirkeråd, nej tak”. Tilliden til demokratisk valgte medlemmer af et evt. kirkeråd kan ligge på et meget lille sted.
”De vil sandsynligvis og meget forståeligt give sig i kast med emner, der ligger uden for deres mandat”. Og så vil et sådant kirkeråd sandsynligvis begå den dødssynd at udtale sig på folkekirkens vegne.

Grundtvig begyndte med at være en arg modstander af demokrati i det danske samfund, men han ændrede holdning og fik en afgørende indflydelse på den folkelige forståelse af demokrati i Danmark. Derfor har jeg også tillid til, at biskoppers, præsters og lægfolks demokratiforskrækkelse efterhånden vil aftage og blive afløst af et positivt engagement i en demokratisk folkekirke også på nationalt plan. Modstanden mod menighedsråd aftog efter nogle år, og i dag kan ingen forestille sig en folkekirke uden menighedsråd. Det samme er sikkert ved at ske med stiftsrådene. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det samme ikke også vil ske med et kirkeråd.

Christiansfeld, fredag, den 22. august 2013

Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: