Giv sognene deres selvstændighed tilbage!

I dagens kronik i Kristeligt Dagblad, “Støtter staten folkekirken som Grundloven siger?“, analyserer den grundtvigske provst Gunner Lund-Sørensen forholdet mellem stat og kirke, som det har udviklet sig – i sær i de senere år. Hans konklusion er, at der må ske en løsgørelse mellem stat og kirke, og begrundelsen er, at den mere og mere verdsliggjorte stat ikke støtter den evangelisk-lutherske kirke (som den ellers grundlovsmæssigt er forpligtet på). Tværtimod har staten har blandet sig mere og mere i kirkens liv og i det hele har reguleret kirken, som var den statens ejendom, og menighedsrådene bliver styret fra oven, som var de blot kommunalråd og dermed mistet mere og mere af deres uafhængighed.

I dag er situationen den, at ”menighedsrådet mere og mere sættes ud af spillet, fordi de ikke mere forstår de regelsæt på alle mulige områder, ansættelse, regnskab, budget og så videre, som presses ned over dem”. Det er en beskrivelse, som jeg desværre tror, mange menighedsråd kan nikke genkendende til. Derfor er jeg helt enig med provsten i, at opgaven er at gennemtænke, ”hvordan det enkelte sogn med dets kirke igen kan få sin selvstændighed tilbage”.

Jeg kan egentlig også udmærket forstå, hvorfor provsten – i debatten om en ny styringsstruktur for folkekirken –  ikke går ind for, ”at Kirkeministeriets og Folketingets magtbeføjelser over kirken skal erstattes af et kirkeråd”. Fordi, en sådan overflytning af kompetence ikke i sig selv ændrer på den manglende selvstændighed, som sognene (menigheder og menighedsråd) i stigende grad oplever. Efter min mening kunne man vel med rette håbe på, at et kirkeråd vil have større forståelse for kirkens liv end folketing og ministerium – men lad det nu ligge i denne sammenhæng!  Men tilbage står, at uanset om vi får et kirkeråd eller ej, så er der et meget påtrængende behov for, at sognene (menigheder med menighedsråd) får en langt større selvstændighed, end de har i dag. En langt større selvstændighed til sognene ændrer imidlertid ikke på, at der altid vil være nationale kirkelige opgaver, som ikke kan løses alene af sognene. Derfor vil der altid være brug for et nationalt kirkeligt organ. Men Gunner Lund-Sørensen har helt ret i, at folkekirken har bedst af i videst muligt omfang at blive styret fra neden, med størst mulig selvstændighed for de enkelte sogne.

En forudsætning for, at sognene kan få en langt større selvstændighed er imidlertid, at alle sognene får en størrelse, der gør dem til bæredygtige enheder, der på de fleste områder kan stå på egne ben og derfor også træffe deres egne beslutninger. Det giver ingen mening at tale om væsentlig større uafhængighed for sogne, der kun har nogle få hundrede medlemmer. Når der er i dag er så mange små sogne, bliver konsekvensen naturligvis en, at magten flytter længere op i systemet, i første omgang til de mere og mere magtfulde provstier. Et bæredygtigt sogn, der ansvarligt kan administrere sin uafhængighed, må have flere tusinde medlemmer. Det kræver naturlig en nærmere analyse – og en bred drøftelse – at nå frem til et passende minimumsmedlemstal for en fremtidig sognestørrelse. Til dem, der med en større sognestørrelse vil blive for stor afstand mellem kirken og lokalbefolkningen, kan svaret være, at hvis der er flere kirker i samme sogn, kunne man sikre nærheden til den enkelte kirke ved at etablere et gudstjeneste- og aktivitetsudvalg – under menighedsrådet –  omkring hver enkelt kirke.

En sådan ændring af sognestørrelsen ville betyde, sognene kan blive langt mere økonomisk uafhængige af provstiet. Det vil også betyde, at man i alle sogne kunne ansætte en daglig leder, der kunne aflaste de ellers mange steder voldsomst overbelastede menighedsrådsmedlemmerne mht. administration og personaleledelse af kirkefunktionærer. Det ville også betyde, at sognene administrativt og ledelsesmæssigt bliver mere uafhængige af provsti, stift og kirkeministerium.
Sognenes selvstændighed kunne imidlertid også fremmes ved en anden væsentlig ændring. Og her kunne den grundtvigske provst hente nyttig inspiration fx fra erfaringerne i de grundtvigske fri- og valgmenigheder. Man kunne man give menighedsrådene det fulde ansvar for at ansætte præster og for ledelsen af disse præster. Derved ville man komme ud over den uheldige todelte styringsstruktur i folkekirken, hvor præster i modsætning til andre ansatte i sognet ikke står til ansvar over for menighedsrådet, men over for biskop og provst. En ændring på dette område ville styrke sognets uafhængighed af biskop og provst, hvis opgave så ville blive reduceret til at skulle føre et teologisk tilsyn.

Når vi en gang kommer til vejs ende med drøftelsen af folkekirkens fremtidige styringsstruktur (på det nationale plan), så står der tilbage en endnu vigtigere opgave, der drejer sig om at give sognene deres selvstændighed tilbage – alt sammen til gavn for folkekirkens menigheders liv og tjeneste lokalt, nationalt og internationalt.

Christiansfeld, tirsdag, den 19. november 2013
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by jugar online flappy bird on 18. maj 2014 - 20:17

    Wonderful blog! I found it while browsing on Yahoo News.
    Do you have any tips on how to get listed in Yahoo News? I’ve been trying for a while but
    I never seem to get there! Thanks

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: