Reformationen, der løb ud i sandet – i kondisko

Uggerby og Tværsted. Bare lyden af navnene på disse vedsysseske lokaliteter sætter fantasien i sving. Uggerby er ikke hjemsted for indianere, men ikke desto mindre er man på krigsstien på disse kanter. Tværsted, ja, det lyder som hjemstedet for de tvære, og tvære, det er de på dette sted.

Sidste år indsatte den gode provst en ny præst i kirkerne i Uggerby og Tværsted., og det skulle han måske aldrig have gjort, for det skulle vise sig, at denne præst ikke var til sinds at gå på listesko blandt de stridbare vendelboer. Nu skulle forandringens vinde blæse over klit og strand i Vendsyssel.

Kampen måtte tage sin begyndelse, ved at præsten blev klædt godt på til den vigtige opgave. Et var, at denne mandige præst måtte bære forsmædelsen ved at iføre sig en lang sort kjole, der var gået af mode for flere hundrede år siden, og binde en pibekrave, der mindede om en stiv hagesmæk, om sin gejstlige hals, men da det kom til de moderne sorte sko, som ikke just matchede middelalderdragten, satte denne brave præst omsider sin teologiske fod ned. ”Her står jeg, jeg kan ikke andet.” Iført kondisko kastede stridsmanden sig ud i kampen for fornyelse i folkekirken.

Men den teologiske fornyelse havde trange kår i Uggerby og Tværsted. Menigheden levede nemlig op til de navne, de havde givet deres byer, og satte hælene i. De tvære vendelboer ville ikke have nogen forandring eller fornyelse og sendte derfor røgsignaler til provsten, der ud fra en tolkning af uniformsreglementet udtalte, at der til en sort middelalderkjole naturligvis måtte høre et par moderne sorte sko. Og da den progressive sognepræst trods alt ikke ønskede at miste sine sognebørns agtelse og dermed risikere at blive fradømt kjole og krave, så klappede han hælene sammen på sine nypudsede sorte armani-sko. Derfor ser det ud til at reformationen i Uggerby og Tværsted er løbet ud i sandet – i kondisko.

Fredericia Station, lørdag den 11. januar 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Principielle overvejelser om præstens sko | Mogens S. Mogensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: