I folkekirken har vi sat ræven til at vogte gæs

Manu Sareen er en unik kirkeminister. I september 2012 nedsatte han et ”Udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”, som skulle søge at finde en løsning på det problem i den folkekirkelige styringsstruktur, som hans gøren og laden fra første dag i kirkeministeriet har været det tydeligst tænkelige symptom på. Da Manu Sareen i oktober 2011 tiltrådte som kirkeminister, udråbte han sig som ”chef for folkekirken”, og lige siden har han ageret som politisk leder folkekirken på samme måde som en socialminister agerer som chef for socialvæsenet og en trafikminister sætter sig i spidsen for udviklingen af det trafikale område i Danmark.

Men er folkekirken da ikke et statsligt område, der styres politisk lige som socialvæsen, trafik, forsvar osv.? Jo, sådan blev det, da kongen med reformationen i 1536 gjorde kirken til en statskirke. Men med grundloven – og religionsfriheden – i 1849 blev der påbegyndt en proces, – markeret ved at statskirken skiftede navn til folkekirke – mod en nedbygning af kirkens statskirkelige karakter.

Vi fik menighedsråd, så den lokale kirke ikke længere blot skulle styres af sognepræsten som statens tjenestemand, men af et lokalt råd, der repræsenterede kirkens medlemmer. Menighedsrådene fik indflydelse på valg af præster, men fungerede indtil for få år siden hovedsageligt som viceværter, der tog sig af kirkens ”fag og tag”. I dag har de valgte menighedsrådsmedlemmer sammen med præsterne fået et fælles ansvar for hele kirkens liv og vækst.

Vi fik provstiudvalg, så provstiet ikke længere blot skulle styres af statens tjenestemand, provsten, men af et kirkeligt råd, der repræsenterede provstiets menighedsråd. Vi fik stiftsråd, så stiftet ikke længere skulle styres af statens tjenestemand, biskoppen, men også af et kirkeligt råd, der repræsenterede stiftets menigheder og præster.

Men folkekirken på nationalt plan – både når det gælder kirkens ydre og indre anliggender –  fortsat styres af statsmagten – først og fremmest repræsenteret af kirkeministeren – er vi igen og igen blevet mindet om af Manu Sareen. Det var statsmagten, repræsenteret ved kongen, som i 1536 tog initiativ til at reformere kirken, og 477 år senere besluttede statsmagten, repræsenteret ved kirkeminister Manu Sareen, at indkalde unge præster i folkekirken for at fremme fornyelsen i folkekirken gennem en såkaldt ”Innovation Camp”.

Kan man bebrejde Manu Sareen at han som minister driver politik på det folkekirkelige område? Nej, det mener jeg egentlig ikke, at man kan. Politikere er sat i verden for at politisere, og det er naivt at tro, at man til enhver tid kan sætte en politiker i spidsen for folkekirken uden at han eller hun vil drive politik. Og det er i en tid, hvor der er stærkt fokus på værdipolitikken meget naivt at forestille sig, at politikere – og det gælder ikke blot kirkeministre, men alle kirkepolitikere – ikke vil inddrage folkekirkelige temaer i den partipolitiske strid om magt og indflydelse og dermed politisere folkekirken.

Når vi sætter ræven til at vogte gæs, kan vi godt formane ræven til ikke at følge sin natur og ind imellem spise en gås, men i det lange løb er det ikke hensigtsmæssigt for driften af gåsefarmen.

Kirkeminister Manu Sareen fortjener derfor stor tak for den selverkendelse, der ligger i, at han har taget initiativ til at ændre styringsstrukturen i folkekirken, så han og andre politikere ikke i alt fremtid fristes over evne til at gå på politisk rov i folkekirken.

Christiansfeld, søndag, den 2. februar 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: