Poeten og lillebror

Jeg må indrømme, at jeg kun har læst og hørt nogle af Yahya Hassans digte, og det er måske en fejl, for efter sigende er han ”Poeten som satte Danmark i brand”. Nu bor jeg langt fra København, så det er måske grunden til, at jeg ikke har fået øje på branden, men jeg kan læse mig til, at hans digte er den bedst sælgende digtsamling i Danmarkshistorien. Og så meget brand er der åbenbart i Hassans digte, at man på Politiken er blevet hede om ørerne. Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen har offentligt bekendt, at Hassans digte har vækket de kulturradikalt sindede, det såkaldte Politiken-segment, af deres tornerosesøvn. Læsningen af Hassans poetiske mesterværk fik dem til for første gang for alvor at få øjnene op for volden og kriminaliteten i ghettoerne og overbeviste dem om nødvendigheden af at tilegne sig det hårde debatpensum, som helt andre miljøer havde udviklet.

Men ikke blot har Hassans digte sat Danmark i brand, de har også anstiftet en litterær fejde mellem Danmark og Sverige. Over Øresund fyger beskyldninger om racisme og vulgaritet, konfliktskyhed osv. Baggrunden er, at Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen blev bedt om i Sydsvenska Dagbladet om at introducere Yahya Hassan for vort broderfolk, inden hans digtsamling skulle udkomme på svensk – og dermed også sætte Sverige i brand..

Der er ingen tvivl om, at der er forskel på integrationspolitikken – og debatten i Danmark og Sverige, men det, der for mig at se, er interessant i denne strid, er forholdet mellem poesi og virkelighed. Når man identificerer digt og virkelighed, gør man i Hassans tilfælde poesi til sociologi, og det en meget dårlig en af slagsen. Og så må man stille spørgsmålet, om Hassans digte, eller den tolkning, som nogle foretager af hans digte, giver et repræsentativt billede af danske muslimer eller af livet i muslimske ghettoer. Når man bryder forbindelsen mellem digt og virkelighed, mister Hassans digte fuldstændig deres nerve. Og så bliver Hassans digte i bedste fald til en ligegyldig leg med ord, og hans passionerede og inciterende oplæsning af dem bliver til performance.

Det er kun ganske få, om nogen, der vil betvivle, at Hassan taler ud af personlige erfaringer, og derfor gør hans digte – og hans oplæsning af digte – og så et stærkt indtryk på de fleste. Men fristelsen til at forholde sig til Hassan ikke som poet, men som sociolog, er langt større, og det er også en fristelse for Hassan selv til at lade sig lokke ud af rollen som poet og ind i rollen som sociologi – eller ekspert i islam og integration. Det er den fristelse, som den fornuftige storebror, Sverige, formaner dets frække lillebror Danmark til ikke at falde i, når det gælder holdningen til poeten Hassan.

Har Hassans ”Digte” gjort os klogere på danske muslimer eller danske muslimer i ghettoer i almindelighed og på integrationens status i Danmark? Nej! Har Hassans ”Digte” bevæget os, fordi de giver os mulighed for at leve os ind i, hvordan en ung man har oplevet at vokse op i en muslimsk familie og en muslimsk ghetto? Ja!

Christiansfeld, fredag, den 7. februar 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 11. februar 2014 - 14:29

    Det ville da være en god ide at læse Yahya Hassans digtsamling til ende.
    Under vreden, som bærer det poetiske udtryk, eksisterer der f.eks. også en medfølelse med søstrene, og med Hassans mor, som ingen åbenbart har tænkt på at gøre noget for at hjælpe – de griber jo ikke til kriminalitet…
    Den “fornuftige storebror” har sin rigelige del af indvandrer-kriminalitet (skønt det selvfølgeligt ikke må benævnes sådan i Sverige), men “storebror” er tilsyneladende rigtig god til ikke at blive klogere på f.eks. unge pigers forhold i de frustrerede, patriarkalske familier. I hvert fald er frygten for at stemples som racist stærkt hæmmende for evt. omtale af disse forhold.
    Jes Stein Pedersens store forsyndelse, der på den anden side af Øresund udløste ordet “racistisk”, var dette udtryk: “Der kan næppe tænkes større forskel end den mellem den selvstændige skandinaviske kvinde og den patriarkalske familiefar fra Mellemøsten”…. Den var åbenbart alt for realistisk.
    Hvis vi endelig ikke må lade poesien åbne øjnene for andres smerte så meget, at vi kan forestille os at hjælpe; men i stedet vil være “bevæget” – og frem for alt ikke kritisk eller “generaliserende”, for det ødelægger det fine tolerante image – så har den dydige storebror bidraget til endnu en generation af piger, som geografisk lever i et land med rettigheder for kvinder og børn, men i praksis aldrig får lov at have glæde af disse.
    De betaler for “æren” og frygten for (at blive beskyldt for) at generalisere.

    Skal forbindelsen mellem digt og virkelighed kun bruges til følelsen af “bevægelse”?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: