Folkekirkelige dommedagsprofeter før og nu.

Historisk set har udviklingen i kirken i Danmark aldrig været præget af revolutioner – og godt for det. Den eneste revolution i den danske kirkes historie fandt sted for snart 500 år siden, da kong Christian den 3. hen over hovedet på præster og menigheder gennemførte en reformation, der ændrede kirken fra at have været romersk-katolsk til at blive luthersk-protestantisk. Junigrundlovens indførelse af folkestyre i 1849 derimod betød stort set ingen ændringer for kirken, udover at den fik et nyt navn, nemlig Folkekirken.

Om det er denne historie, der gør det, ved jeg ikke, men der har i og omkring folkekirken lige siden – og helt frem til i dag – været en meget udbredt modstand mod forandringer. Junigrundlovens løfter om indførelse af en egentlig sammenhængende forfatning for folkekirken er det  – trods flere behjertede forsøg –  således aldrig lykkedes at realisere; modstanden mod forandringer har altid været for stor.

Men der blev dog i perioden 1903-22 gennemført en række kirkelove, som skabte markante forandringer i folkekirkens struktur – forandringer, som traditionen tro naturligvis blev mødt med voldsomme protester. I 1903 fik vi de første folkevalgte menighedsråd, der tilmed i 1912 fik det fulde økonomiske ansvar for kirkens jordtilligender. I 1922 blev oprettet provstiudvalg, og samme år fik menighedsrådsmedlemmerne ret til at vælge biskopper.

Argumenterne mod disse forandringer af folkekirkens struktur, som ingen i dag er modstandere af, lyder imidlertid meget velkendte. Forslagene blev mødt med argumenter som, at det ville ende med en noget så farligt som en kirkeforfatning, eller at det ville føre til en adskillelse af stat og kirke. Demokratiske valg af biskopper ville føre til en politisering af biskopperne.

Det er tankevækkende, at det var venstremanden I. C. Christensen, der fremlagde, forsvarende og fik gennemført forslagene om forandringer i kirkens struktur. Om modstanderne mod de forslag, der blev gennemført med kirkelovene i 1922 skrev han således i Menighedsraadenes blad i 1925 nr. 2. s. 24 bl.a.

”Der har i disse Kredse dannet sig et Slagord: ”Vi vil ikke have nogen Kirkeforfatning”! Slagord kan virke fordummende, idet de ofte hindrer Folk i selv at tænke. Den danske Kirke har aldrig staaet uden Forfatning, men denne er blevet omordnet flere Gange. Vor nuværende Kirkeforfatning har været under Omordning lige siden 1849, da vi fik vor nye politiske Forfatning, som grunder sig paa almindelig Valgret. Det maatte være en Selvfølge, at Kirken her maatte følge efter, hvis Folket ikke skulde vende sig fra den og tabe Interessen for at opretholde den.”

I. C. Christensen var en fremsynet politiker, som – på trods den indædte modstand i brede kredse i og omkring folkekirken mod forandringer i folkekirkens struktur – turde tale om behovet for, at folkekirken fik et fællesorgan på nationalt plan. I ovennævnte artikel skrev han således, at man nu havde fået lovfæstede menighedsråd: ”… hvorvidt vi derefter ogsaa vil faa en lovfæstet Fællesrepræsentation for disse må Fremtiden afgøre …. Indrømmes maa det ogsaa, at den danske Folkekirken har Fællesinteresser, dom den endnu ikke har den rette Indflydelse paa. Jeg tænker her bl.a. paa Uddannelsen af vore Præster. Jeg tror ikke Folkekirken i Længden vil kunne finde sig tilrette med de nuværende Forhold paa dette Omraade”.

I dag – næsten 90 år senere – har vi stort set den samme type folkekirkelige dommedagsprofeter som på I. C. Christensens tid, dommedagsprofeter, som forudser folkekirkens undergang, hvis der foretages forandringer i folkekirkens struktur.

Man kunne – ud fra et kontrafaktisk historie-perspektiv – forestille sig, at hvis man ikke havde haft en politiker som I. C. Christensen, så ville vi måske i dag stadig have haft en folkekirke uden demokratiskvalgte menighedsråd, provstiudvalg og biskopper.

Christiansfeld, mandag, den 14. april 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Ulla Thorup Nielsen on 15. april 2014 - 21:30

    Det triste og sørgelige, synes jeg, ved folkekirkens forandringsmodstand er, at den lige så stille og systematisk ”afliver” sig selv.

    Der er ingen organisatoriske sammenhænge eller enkeltindivider, der kan ”overleve”, ved at være modstandere af de generelle samfundsmæssige forandringer, hvad enten man bryder sig om dem eller ej. Det kan kun lade sig gøre at ”overleve”, ved at finde en konstruktiv kritisk og aktiv måde at takle forandringerne på.

    Hvis ikke folkekirken selv kan finde ud af, at finde en konstruktiv kritisk og aktiv måde at takle de generelle samfundsmæssige forandringer på, så bliver det andres beslutninger og valg, der kommer til at styre folkekirkens fremtid. Sådan som det sker ved udmeldinger af folkekirken – og et stigende pres fra den politiske verden til folkekirken om at mobilisere noget tidssvarende struktur og styring. Og det kan folkekirken som organisatorisk sammenhæng ikke bebrejde andre – end sig selv.

    Venlig hilsen Ulla…

  1. Ny styringsmodel for folkekirken? | Ullas Vinkler...
  2. Samfundet på tværs…» Blog Archive » Ny styringsmodel for folkekirken?
  3. Ny styringsmodel for folkekirken? « Pædagogik, Struktur & Ledelse…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: