Flerreligiøse og spirituelle rum i sekulære institutioner: 
1 – Den historiske udvikling

I forbindelse med byggeriet af flere store sygehuse er planerne om etablering af religionsneutrale rum blevet heftigt debatteret. Planlæggerne har argumenteret for etableringen af  bede- og refleksionsrum og kapeller uden permanente religiøse symboler for at tilgodese den større religiøse mangfoldighed i samfundet i dag. Og fra politiske og kirkelige kritikeres side er der blevet argumenteret med, at nok har vi religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed, og der bør etableres specifikt kristne rum på sygehusene, da Danmark er et kristent land.

I et historisk perspektiv er det en interessant debat, vi er vidne til i disse år. I århundreder havde kristendom og kirke haft en helt central og ubestridt plads i samfundet, og ingen havde bestridt kristendommens og kirkens plads i det offentlige rum. Men især op igennem 60’erne og 70’erne og måske også 80’erne rullede sekulariseringen som en uimodståelig bølge gennem samfundet. Alle toneangivende samfundsforskere var overbeviste om, at religionens (dvs. kristendommens) tilbagegang var uomgængelig, og at religionen blive forvist til en beskeden plads i privatsfæren. Den forkyndende kristendomsundervisning kom i 1975 ud af folkeskolen. Der blev lagt hindringer i vejen for sognepræsternes adgang til sygehusene.

Inden man helt var kommet til ende med at få religionen ud af det offentlige rum, skete der i slutningen af det 20. århundrede et par markante ændringer ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. I 2001 annoncerede filosoffen Jürgen Habermas ”det postsekulære samfund”, og gjorde dermoed op med forestillingen om den uafvendelige sekularisering af samfundet. Religion var kommet for at blive. I det postsekulære samfund tilkendes religionerne en positiv rolle, også i det offentlige rum, og derfor er der i alle vestlig lande en voksende anerkendelse af, at menneskers religiøs behov også må imødekommes i ellers sekulære institutioner og sammenhænge.

Men den religion, der nu blev mødt med en ny  anerkendelse i sekulære institutioner, var ikke nødvendigvis den religion, som vi havde kendt i århundreder. Ved siden af kristendommen i flere og flere forskellige udgaver blev alle de andre verdensreligioner også en del af det flerligiøse samfund, og ved siden af de etablerede religioner gjorde mere diffuse spiritualiteter sig stadig stærkere gældende. Derfor kunne man ikke genoptage traditionen med kun at give kirke og kristendom en plads i det offentlige rum, og fx blot etablere kristne bederum og kirkelige kapeller på de nye sygehuse.

I international sammenhæng bruger man ofte betegnelsen ”multi-faith spaces”, for at udtrykke, at det ikke blot er en gammeldags sekulær tænkning, men en moderne postsekulær tænkning, hvor tro tilkendes en positiv betydning. For at tilgodese det postsekulære perspektiv og for at anerkende tilstedeværelsen af mangfoldigheden af etablerede religioner såvel som mere diffuse spiritualiteter kunne man kalde disse rum for ”flerreligiøse og spirituelle rum”.

Det virkeligt interessante ved denne udvikling er altså, at det er sekulære institutioner – det være sig lufthavne, sygehuse, læreanstalter, virksomheder – der ellers ikke har nogen religiøs dagsorden, som overvejer og planlægger, hvordan de skal imødekomme deres brugeres religiøse og spirituelle behov. Det sker naturligvis i et eller andet samspil med repræsentanter for diverse religiøse og spirituelle grupper – og undertiden også med støtte fra disse – men det administration og ledelse i disse sekulære institutioner, der træffer beslutningerne om religionens (og spiritualitetens) plads i deres del af det offentlige rum.

I England er der over 1500 sådanne ”multi-faith spaces”, som de kalder dem, de allerfleste er etableret efter år 2000. Også i Danmark er der etableret ”religionsneutrale rum”, som de traditionelt er blevet kaldt. Allerede i 1996 blev der etableret et bederum i Københavns Lufthavn, dog således, at der er et rum, som var adskilt med en skillevæg, hvor de kristne kunne bede på den ene side, mens tilhængere af andre religioner kunne bede på den anden side. På flere sygehuse har man fjerne korset i kapellet for at gøre det til et religionsneutralt rum, der kan anvendes også af mennesker med en anden religiøs baggrund end kristendommen.

Overgangen fra et principielt set sekulært samfund, hvor religionen var på vej ud af det offentlige rum, til et post-sekulært samfund, hvor religion og spiritualitet får plads i sekulære institutioner opleves af nogle ateister, som et stort tilbageskridt. Og overgangen fra et monoreligiøst kristenhedssamfund, hvor kirke og kristendom havde en uantastet religiøs monopolstilling i i samfundet, til et flerreligiøst postkristenhedssamfund, hvor kirke og kristendommen skal dele pladsen i det offentlige rum med andre religioner og spiritualiteter opleves af mange som et smertefuldt tab. Og derfor er det helt naturligt, at vi i disse år oplever en intens debat for og imod ”flerreligiøse og spirituelle rum” i sekulære institutioner og sammenhænge.

Christiansfeld, lørdag, den 3. maj 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Ulla Thorup Nielsen on 7. maj 2014 - 16:13

    Det er på flere måder en ny og anderledes situation vi står overfor, ved en ”genindførelse” af troen i det offentlige rum – de nye supersygehuse.

    Dels er der, som du beskriver det, sket en ændring i det religiøse ”landskab”, der er blevet en langt mere nuanceret størrelse, end den tidligere har været. Men der er også sket en ændring i den organisatoriske styringsstruktur, der bliver brugt indenfor det meste af den offentlige sektors institutioner.

    Det management koncept i form af øget detailstyring, der for alvor vandt indpas i forbindelse med strukturreformen fra amter til regioner og kommunesammenlægningerne, har også ændret billedet i hele sundhedssektoren. Hele den offentlige institutionsverden er i dag præget af et fragmenteret tidsstyringskoncept, hvor alle praktiske opgaver er fragmenteret ned i små ”lav-praktiske” enheder, hvor kvalitet er baseret på, at alle udfører deres del af opgaverne ”perfekt” på det rette tidspunkt. Det er et styringskoncept, der er ”kopieret” fra produktionsvirksomheder. Men det har givet store problemer, at bruge det koncept indenfor områder, hvor hovedopgaven handler om mennesker. Og den problematik har ikke fundet sin endelig form endnu.

    Så der er sket en sekularisering af samfundet, men også en generel øget rationalisering i den offentlige sektors institutionsverden. Det gælder også i menneskesynet, hvor effektiv funktionalitet er kommet i højsædet, og de bløde menneskelige værdier er blevet forsøgt omdefineret til forskellige former for rationel ”nytteværdi”. Det er blandt andet kommet til udtryk i de nye ledelseskoncepter, der baserer sig på selv-realiseringskonceptet. Den problematik har etnologen Kirsten Marie Bovbjerg rettet en del kritik mod.

    Venlig hilsen Ulla…

  1. Det åndelige og spirituelle formsprog | Ullas Vinkler...
  2. Det åndelige og spirituelle formsprog « Pædagogik, Struktur & Ledelse…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: