Fra forfulgte kristne til forfølgende kristne. Etnisk udrensning af muslimer i Den Centralafrikanske Republik

I december 2012 iværksatte en alliance af overvejende muslimske militser, kaldet Séleéka (der betyder alliance), en militær offensiv mod den centralafrikanske regeringen, hvis leder var en kristen. I marts 2013 blev regeringen væltet og Sélékas leder Michel Djotidia blev landets første muslimske præsident – indtil januar 2013, hvor han blev tvunget til at trække sig tilbage. I de 10 måneder, Séléka var ved magten, var de ansvarlige for massakrer, voldtægter og brutale ødelæggelser af landsbyer, der førte til en humanitær og katastrofe, hvor 935.000 mennesker, dvs. en femtedel af befolkningen, blev sendt på flugt.

I den kristne flertalsbefolkning udviklede anti-Séléka-holdningen sig efterhånden til en anti-muslimsk holdning, og hele den muslimske befolkning blev holdt ansvarlig for Sélékas hærgen. I september 2013 begyndte overvejende kristne Anti-balaka-militser (balaka betyder) at udføre væbnede operationer rettet ikke bare mod Seleka men også mod muslimske civile. De gennemførte massakrer og nedbrændte og røvede muslimske hjem.

Magtbalancen ændredes, da franske styrker i december 2013 kom til hovedstaden Bangui, hvor Seleka-militserne kort forinden havde dræbt 1000 kristne, efterfulgt af en FN beslutning om at sende en afrikansk-ledet fredsbevarende styrke til landet. Den muslimske præsident nedlagde sit embede i januar 2014 og drog i eksil til Benin, og den kristne Catherine Samba-Panza blev indsat som ny midlertidig præsident. De muslimske séléka-militsede mistede hurtigt deres magtposition, og det lykkedes ikke de franske og afrikanske militære styrker at hindre Anti-balaka-militserne i at fylde tomrummet.

Lige siden januar 2014 har Anti-balaka-militser udført en lang række angreb på muslimer i byer og landsbyer, hvor mange hundrede muslimer er blevet slået ihjel og mange flere blevet fordrevet fra deres hjem. Ved siden af de egentlige militsangreb har der også været mange tilfælde af individuelle lynchninger af muslimer foretaget af civile kristne.

Det er ikke lykkedes, hverken den nye centralafrikanske regering eller de franske og afrikanske militære styrker, der er til stede på et FN mandat, at standse anti-balaka-militsernes brutale fremfærd. Det, der i disse uger foregår i Den Centralafrikanske Republik,, hvor 15% af befolkningen indtil sidste år var muslimer, er en ”anti-muslimsk etnisk udrensning” . Indtil sidste år var 100.000 af Banguis 734.000 indbyggere muslimer. Den 27. April evakuerede de franske og afrikanske militære styrker de sidste 1300 muslimske borgere fra hovedstaden – mens folkemasserne råbte, ”Befrielse!” og ”Vi har renset Den Centralafrikanske Republik for muslimer!”. Hvis det ikke lykkes at få standset denne udvikling, vil Den Centralafrikanske Republik inden længe være kemisk renset for muslimer, og landet vil være – ja, udtrykket råber til himlen – en 100% kristent land!

At kristne (sammen med en del ikke-kristne) i Den Centralafrikanske Republik blev udsat for grusomme voldelige overgreb og tvunget på flugt af de (overvejende) muslimske Séléka-militser, er et faktum. Kristne blev vitterligt forfulgt af muslimer, men det vi ser nu, er desværre, at kristne i endnu større stil forfølger muslimer i Den Centralafrikanske Republik. Men at man selv er blevet udsat for forfølgelse, kan aldrig retfærdiggøre, at man udsætter andre for det samme. Ligesom muslimer må forventes at tage afstand fra andre muslimers terrorhandlinger og forfølgelser, så må vi også som kristne på det kraftigste tage afstand fra vore medkristnes voldelige overgreb på og fordrivelser af muslimer fra deres hjem i Den Centralafrikanske Republik.

Heldigvis er der både på kristen og muslimsk side modige og visionære ledere, som arbejder målbevidst for at modarbejde disse voldsomme religiøse konflikter, som  Imam Omar Kabine Layama Archbishop Dieudonné Nzapalainga, og Reverend Nicolas Guérékoyamé Gbangou, der er landets højest rangerende ledere i deres respektive trossamfund. for deres arbejde for at forebygge vold og fremme interreligiøs tolerance har de netop fået en international pris. Også Project for Christian Muslim Relations in Africa (PROCMURA) har både før og under konflikten udført et stort stykke arbejde for at fremme forsoning mellem muslimer og kristne.

Svaret på voldelige overgreb og forfølgelse fra muslimer mod kristne eller omvendt er ikke at udsætte forfølgerne for forfølgelse, men at arbejde på dialog, forsoning, samarbejde og sameksistens.

 

Christiansfeld, onsdag, den 14. maj 2014
Mogens S. Mogensen

 

Kilder:
Ethnic Cleansing and Sectarian Killings in the Central African Republic.. Amnesty International Report. February 2014.
Tom Illits, “Central AFrican Republic: Anti-Muslim ethnic cleansing facilitated by French forces”. Green Left Weekly, May 12, 2014.

Reklamer
  1. #1 by Allan Madsen on 14. maj 2014 - 13:27

    Dette viser med al tydelighed den modkultur vi som kristne er kaldede til, og som i udgangspunktet såvel som i teorien synes at være rimelig lett: nemlig “at vende den anden kind til!” – hvis man bliver slået på den ene kind. Vi kan dog ikke fra retssikkerhedens bastioner opfordre vores medkristne brødre i centralafrika til at gøre det – de må selv læse, forstå og gøre efter Jesu ord. De må selv så at sige bære frukter, som er omvendelsen værdige. Også i dette tilfælde viser det sig, hvor tæt det vedslige regimente er ved det åndelige! Men samtidig er der også et psykologisk aspect: for mange mænd f.eks. vil det være lettere, at leve med overgreb på én selv, end overgreb på ens nære: åh, hvor ligger hævntanken da tætt på overfladen, og har let ved at stikke sit grimme fjæs frem. Men vi kan bede for våre søsken i centralafrika, at de måtte kunne finde frem til fredelig sameksistens…

  2. #2 by Nikolaj Hartung Kjærby on 18. juni 2014 - 15:15

    For en ordens skyld vil jeg lige påpege at det er en sandhed med modifikationer at anti-Balaka skulle være kristne: https://www.forfulgt.dk/nyheder/2014/Marts/Kirkens-afvisning-skaber-vrede-hos-anti-Balaka/
    (Det er muligvis også en sandhed med modifikationer at Séleka skulle være muslimer – det vil jeg lade muslimer om at udtale sig om).

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 19. juni 2014 - 18:47

    @Nikolaj: Du har helt ret. Derfor skriver jeg også “overvejende kristne Anti-balaka-militser”. Det betyder ikke, at de opfører sig som kristne eller repræsenterer kristne. Iøvrigt er det glædedligt at kristne ledere tager skarpt afstand fra Anti-balaka-militeserne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: