Religiøs forfølgelse i muslimske lande – Fakta og teorier om religiøs forfølgelse 4

I analysen af sammenhængen mellem begrænsninger i religionsfrihed og voldelig religiøs forfølgelse i bogen ”The Price of Freedom Denied. Religious Persecution and Conflict in the Twenty-First Century” (2010) konstaterer forskerne Brian J. Grim og Roger Finke, at religiøs forfølgelse er udbredt i alle muslimske lande. En undersøgelse om religiøs forfølgelse i de første 7 år af det 21 i lande med over 2 mio indbyggere, viser, at mens der er dokumenteret tilfælde af religiøs forfølgelse i alle lande med muslimsk flertal, så er det samme kun tilfælde for 78% af de lande, der har et kristent flertal og for 86% af de øvrige lande.

Ikke blot er religiøs forfølgelse mere udbredt i muslimske lande, men den foregår også på mere alvorlige niveauer. I 62% af de muslimske lande er der dokumenteret religiøs forfølgelse på et moderat eller højt niveau (hvor mere end 200 personer er blevet forfulgt), sammenlignet med kun 28% for kristne lande, og 60% for andre lande. På det allerhøjeste niveau, hvor mere end 1000 personer er blevet forfulgt, ligge 46% af de muslimske lande, mens det samme kun er tilfældet for 11% af de kristne lande (de øvrige lande ligger på samme niveau som de muslimske).

De data, som Grim og Finke har analyseret, er i overensstemmelse med deres teori om, at det er begrænsningerne i religionsfriheden, som fører til religionsforfølgelse. I lande med muslimsk flertal er der høje niveauer af såvel statslige begrænsninger af religionsfriheden begrænsninger initieret af ikke-statslige aktører (typisk muslimske gruppers forsøg på at begrænse friheden for andre religioner).

I de muslimske lande spiller ikke-statslige aktører i form af religiøse grupper fra den dominerende gren af islam en afgørende rolle mht. begrænsningen af religionsfriheden, dels ved at udfordre regeringen til at indføre restriktioner mod andre religiøse grupper (både muslimske og ikke-muslimske) og ved selv at begrænse andre religiøse gruppers udfoldelsesmuligheder. Ofte indgår regeringen en alliance med den dominerende islamiske gruppe med det formål at beskytte både staten og den dominerende religiøse gruppes interesser. Når religion og samfund på denne måde falder sammen, så bliver skillelinjen mellem forræderi mod staten og religiøs apostasi meget tynd. Og når religiøse ledere gennem denne alliance får mulighed for at være med til at regulere religiøse forhold i samfundet, så forøges risikoen for religiøs forfølgelse voldsomt.

Det er ikke noget nyt fænomen, at der er alvorlige begrænsninger i religionsfriheden i muslimske lande, en undersøgelse fra 1940 viser, at der også på det tidspunkt var langt større begrænsninger i religionsfriheden i muslimske lande end i kristne lande, og siden da har de to landegrupper udviklet sig i hver sin retning. I de kristne lande er der blevet markant større mere religionsfrihed, mens det i mange muslimske lande er kommet flere begrænsninger i religionsfriheden.

De muslimske lande udgår imidlertid ikke en homogen blok, når det gælder religionsforfølgelse, men der er markante regionale forskelle. I syv ud af otte muslimske lande i Afrika syd for Sahara var der ingen eller kun et lavt niveau af religiøs forfølgelse, mens det samme kun gjorde sig gældende i to ud af11 lande i Europa/Eurasien og i 6 ud af 16 mellemøstlige eller nordafrikanske lande. De muslimske lande i Afrika syd for Sahara skiller sig også ud på en anden måde, idet niveaet for religiøs forfølgelse faktisk var lidt lavere der end i kristne lande i Afrika syd for Sahara!

I nyere tid har mange muslimske lande været ramt af væbnede konflikter, og det kunne måske forklare, hvorfor niveauet for forfølgelse er så højt i muslimske lande. Grim og Finkes analyser viser, at der er en korrelation mellem væbnede konflikter og religiøs forfølgelse, men den er langt fra så stærk som korrelationen mellem begrænsninger i religionsfrihed og religiøs forfølgelse.

Ifølge Huntingtons tese om ”Clash of Civilisations” skulle der optræde flere konflikter omkring brudfladerne mellem civilisationerne, i bunden af hvilke religionerne spiller en afgørende rolle. Men forskernes analyser viser, at der ikke er flere konflikter i muslimske lande, der ligger på civilisationernes brudflader, end i muslimske lande, der ikke ligger på disse brudflader. Dertil kommer, at Grim og Finkes analyser i øvrigt viser, at ofrene for religiøs forfølgelse ofte er religiøse minoriteter, som hører til samme religion som den dominerende religion, der forfølger dem (et klassisk eksempel er shi’a muslimer eller ahmadiyya muslimer, der bliver forfulgt af sunni-muslimer). Endelig viser en anden undersøgelse foretaget af Grim og Finke, at muslimer faktisk har større risiko for at blive chikaneret eller udsat for voldelig forfølgelse af regeringer i muslimske lande end af regeringer i lande, der har et ikke-muslimsk flertal. Det vil sige, at det ”clash”, som fører til religiøs forfølgelse oftere finder sted inden for samme religion – fx mellem forskellige muslimske grupper – end mellem civilisationer – fx mellem islam og vesten/kristendom.

Det springende punkt, når det gælder forklaringen på den religiøse forfølgelse i muslimske lande, er naturligvis shari’a-lovgivningen. Alle lande med shari’a i deres forfatning eller lovgivning (bortset fra et) har mindst fire love, der begrænser religionsfriheden. Omvendt kan man også konstatere, at fraværet af en streng shari’a-lovgivning i de fleste muslimske lande i Afrika syd for Sahara er relateret til det lave niveau af religiøs forfølgelse i disse lande. Grim og Finke fremsætter derfor den teori, at ”Kampen mellem muslimer om forståelsen og vedtagelsen af shari’a-loven er nært forbundet med de religiøse restriktioner og de forfølgelser, som ofte følger efter. Skønt det til dels kan være en reaktion mod århundreders vestlig dominans, finder vi at det primært er en kamp inden for islam, snaren end en kamp med vesten.”

Men hvordan forholder det sig så med muslimer, som lever i i ikke-muslimske, fx kristne, lande? Hvilken rolle spiller religionsfriheden her? Grim og Finkes foreløbige analyser tyder på, at religionsfrihed fremmer muslimers integration i lande med kristent flertal. Således henviser de til et en undersøgelse foretaget af PEW Research Center, der viste, at i USA, hvor der generelt er religiøst set mere dereguleret end Europa er overvejende moderate og ”mainstream”. Fx er der procentvis dobbelt så mange muslimer i Storbritannien, Frankrig og Spanien, der siger, at selvmordsbomber undertiden eller ofte kan retfærdiggøres end i USA.

 

Christiansfeld, lørdag, den 17. maj 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: