Præstekirken, virksomhedskirken og netværkskirken

Menighed-og-mission-Det danske samfund er i dag præget af stor mangfoldighed, og derfor kan det heller ikke undre, at det samme gælder folkekirken. Folkekirken er præget af en stor mangfoldighed, både når det gælder kirkens selvforståelse (hvad er en kirke), kirkens virke (hvad gør en kirke) og organisering (hvordan organiserer kirken det, som den gør).

Ved at observere og reflektere over mangfoldigheden er jeg kommet frem til den hypotese, at den måde folkekirken (og det samme gælder egentlig også vore andre kirkesamfund) er organiseret på, kan opdeles i tre ”weberske idealtyper”. Idealtyper er på ingen måde at forstå som ideelle typer, men det er et begreb udviklet af sociologen Max Weber. Idealtyper skal her forstås i webersk forstand, altså sådan som sociologen Max Weber forstod en idealtype. En idealtype er en analytisk konstruktion, der anvendes til at beskrive karakteristiske elementer ved et givet fænomen. Ingen idealtype findes i ren form i virkeligheden, men idealtyper kan alligevel være nyttige til at skabe sig et overblik og et sammenligningsgrundlag, hvor den enkelte types karakteristiske træk betones.

Min hypotese er, at der er tale om tre idealtyper, nemlig præstekirken, virksomhedskirken og netværkskirken. . Inddelingen bygger på karakteristika vedrørende kirkernes centrale virke, deres geografi, subjekt og fokus, den sektor kirken forstår sig selv i, samspillet med frie kirkelige organisationer, kirkernes styringsprincip og deres opdeling samt den rolle hhv. præster kirkefunktionærer, frivillige, medlemmer og menighedsråd spiller

Præstekirken er opstået i et hierarkisk og statisk landbrugssamfund. Præstekirken som organisationsform for kirken har flere hundrede års tradition bag sig og den dertil hørende styrke. I centrum for denne kirkemodel står præsten og hans varetagelse af gudstjenester og kirkelige handlinger. Kirken er i høj grad personificeret af præsten og et præsten gør. I præstekirken er den primære forventning til menighedsrådet, at det fungerer som kirkens vicevært, der sørger for, at de ydre rammer for det kirkelige liv er i orden.

Virksomhedskirken er opstået i et demokratisk industrisamfund. Her forudses det, at der til stadighed sker en udvikling, men en udvikling, som det er muligt at forudse og til en vis grad at kontrollere. Mens kirkens subjekt i præstekirken i praksis er præsten, er det i virksomheden menighedsrådet (som præsten er medlem af) og fokus er på den brede vifte af kirkelige ”serviceydelser” som kirkens medarbejdere leverer. Mens der i præstekirken primært styres efter traditionen og efter regulativer, lægges der i virksomhedskirken vægte på målsætninger og handleplaner.I sociologien skelner man i dag mellem tre sektorer i samfundet, staten, markedet og civilsamfundet, der hver opererer ud fra deres logik. I præstekirken opfattes kirken primært som hørende til i den statslige sektor, og der lægges vægt på, at kirken er en statskirke. Lige som socialvæsenet og skolevæsenet tager sig af servicering af borgernes henholdsvis sociale og uddannelsesmæssige forhold, sådan er kirken sat i verden for på statens vegne at betjene ”borgerne” på det kirkelige område. I virksomhedskirken er forståelsen den, at folkekirken og andre kirker agerer på et religiøst eller livsanskuelsesmæssigt marked, hvor mange forskellige aktører udbyder deres ydelser. Der er altså tale om en konkurrencesituation mellem kristendommen og andre religioner og livsforståelser og mellem kirkerne indbyrdes.

Mens vi har mange års erfaringer med præstekirken og efterhånden også virksomhedskirken, så er netværkskirken af nyere dato. Netværkskirkens organisatoriske tænkning er stærkt inspireret af postmoderne tænkning. I postmoderniteten er det ikke mulig at forudsige og styre udviklingen, men det handler om at lære at navigere i kaos. Den viden, der skal til for at agere hensigtsmæssigt, ligger ikke i toppen af virksomheden hos ledere og eksperter, men er fordelt i hele det kirkelige system, og derfor må alle inddrages i ledelsen. Omdrejningspunktet i netværkskirken er netværkene, som konstitueres af de frivilliges deltagelse. I netværkskirkens optik er kirken først og fremmest en del af civilsamfundet. Kirken er ikke statens forlængede arm eller en virksomhed, der kæmper om markedsandele, men er mere i slægt med foreningsverdenen, hvor mennesker finder sammen i foreninger og netværk, der er bundet sammen af fælles interesser, mål og værdier.

I den same lokale kirke – blandt medlemmer, folkevalgte, ansatte og frivillige – er der ofte forskellige opfattelser af kirkens organization, der kan hænge sammen med forskellige kirkelige retninger eller med de erfaringer, som man bringer til kirken fx fra arbejdslivet. Jo større diskrepans, der er mellem de forskellige gruppers forståelse af kirkens organisation, jo større er risikoen naturligvis for konflikter. Derfor kunne det måske være en god ide i fællesskab at drøfte, hvilken forståelse af kirkens organisation, den enkelte aktør i kirken agerer ud fra.
Christiansfeld, torsdag, den 12. juni 2014
Mogens S. Mogensen
Læs mere om emnet i min artikel “Præstekirken, virksomhedskirken og netværkskirken” i Menighed og mission. Den mangfoldige kirke – 2. Ny Mission nr. 26 (Frederiksberg: Dansk Missiosnråd, 2014).

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: