Gaza-konflikten og synet på Israel og Palæstina

I løbet af de seneste dage har er der fra Gaza blevet sendt flere hundrede raketter mod mål i Israel, og fra Israel er der blevet foretaget flere hundrede raket- eller flyangreb mod mål i Gaza. I Gaza er der indtil videre blevet dræbt 98 og såret 670, mens der endnu ikke meldes om  hverken døde eller sårede i Israel.

Mens bomberne falder i Gaza og Israel, foregår der en heftig debat i medierne – og også i de danske medier – om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Undertiden kan man have den oplevelse, at debattørerne taler helt forbi hinanden, og årsagen til det kan måske være debattørernes implicitte – og måske ikke altid bevidste – grundlæggende syn på Israel og Palæstina. Lad os først kigge lidt på de forskellige syn på Israel.

Et synspunkt tager udgangspunkt i den historiske og religiøse kontinuitet mellem den nuværende stat Israel og Det Gamle Testamentes Israel. Ud fra den forståelse har Israel en guddommelig ret til hele det område i Mellemøsten, som blev lovet til Abraham og hans efterkommere. Israels jøder er altså Guds udvalgte folk. Den forståelse kan føre til den holdning, at kamp mod Israel er kamp mod Gud, og at Gud er på Israels side mod dets fjender. Den forståelse kan imidlertid også føre til den holdning, at Israel som Guds udvalgte folk er under Guds dom og måske straf, når det ikke handler retfærdigt, og at Gud derfor sender profeter for at formane Israels ledere til at handle retfærdigt. Og så kan der rejses kritik mod staten Israels behandling af dets jødiske statsborgere og palæstinenserne i de besatte områder.

Et andet synspunkt tager udgangspunkt i holocaust. Jøderne har op igennem historien været ofre for forfølgelser, der kulminerede i nazisternes udryddelseslejre. Derfor skylder verden jøderne at give dem et sikkert sted, et land, hvor de kan være trygge. Og derfor har anden verdenskrigs sejrherrer en moralsk forpligtelse til at beskytte Israel mod alle dem, der vil Israel til livs, som det fx har været tilfældet med Israels arabiske naboer. Her ses Israel altså først og fremmest som offer, men spørgsmålet kan rejses, om der er grænser for, hvor langt offer-paradigmet kan strækkes i legitimering af Israels handlinger.

Det er for det tredje også ofte blevet fremhævet, at Israel er den eneste demokratiske retsstat i hele Mellemøsten. Midt i en muslimsk verden repræsenterer Israel alle de demokratiske og retlige værdier og holdninger, som Vestens demokratier er bygget på, og som Vesten gerne så udbredt til resten af verden. Israel repræsenterer dermed demokratiet i kampen mod de udemokratiske kræfter. Denne holdning kobles undertiden med, at Israel repræsenterer den jødisk-kristne civilisation i civilisationskampen mod islam. Ud fra denne tanke må Vesten for enhver pris støtte Israel. Denne holdning kunne imidlertid også legitimere kritiske spørgsmål til Israels demokrati og retsvæsen i forhold til israelske jøder og palæstinenser i de a områder.

Et fjerde synspunkt tager udgangspunkt i, at Israel er en stat på linje med alle andre stater, med de rettigheder og pligter, som det indebærer. Som alle andre stater må Israel rette ind efter folkeretten og overholde FNs menneskerettigheder, hvis det vil accepteres som en retsstat.  Ud fra den tanke har Israel ret til at eksistere, og har ret til at forsvare sine grænser, men Israel har ikke ret til at annektere de besatte områder, og der er også blevet rejst alvorlig kritik – efter folkeretten – af Israels behandling af befolkningen i de besatte områder.

Et femte måde at betragte Israel på, er at tage udgangspunkt i den påståede fordrivelse af (størstedelen af ) den oprindelige palæstinensiske befolkning i det nuværende, der har ført til at hundredetusinder af palæstinensere i dag lever i flygtningelejre. Ud fra den tankegang er Israel at betragte som en koloni etableret af især Vestmagterne. Kampen mod Israel vil i denne optik blive forstået som en befrielseskamp mod en kolonimagt og dens allierede. Her kunne man så kritisk spørge, om en evt. sejr i denne kamp vil føre til en egentlig befrielse fra israelsk/jødisk undertrykkelse eller blot vil føre til en anden form for undertrykkelse, fx af et islamistisk styre eller et diktatur, som vi kender det fra andre arabiske lande.

Endelig er Israel blevet betragtet som en slyngelstat, eller mere præcist som en terrorist-stat. Altså en stat, som udøver statslig terror mod bestemte dele af civilbefolkningen. Ud fra den holdning er der blevet argumenteret for retten til for de terroriserede at svare igen med terrorisme over for Israels civilbefolkning. Helt bortset fra om Israel udøver statsterror eller ej, så er der folkeretligt naturligvis intet, der kan legitimere terrorhandlinger, heller ikke at man selv er blevet udsat for terrorhandlinger.

På samme måde er der mange forskellige syn på Palæstina og palæstinenserne, hvoraf flere indirekte er beskrevet ovenfor. Her skal blot nævnes fire holdninger:

•    Et synspunkt er, at det kun er det palæstinensiske folk, som med rette kan gøre krav på ikke blot Vestbredden og Gaza, men også Israel. Palæstinenserne er derfor i deres gode ret til ikke at anerkende Israel og til at kæmpe for dets udslettelse.
•    Palæstina – forstået som Vestbredden og Gaza – kan for det andet opfattes som ethvert andet land, med den afgørende forskel, at det er blevet besat (og i stigende grad koloniseret gennem bosættere) af Israel og venter på sin befrielse
•    Et tredje synspunkt er, at Palæstina og palæstinenserne er en fiktion: palæstinenserne er blot arabere, som må slå sig ned i deres egne arabiske lande.
•    Endelig er palæstinenserne blevet opfattet som spydspidsen i arabernes kamp for at fortsætte udryddelsen af jøderne og muslimernes kamp mod den jødisk-kristne civilisation.

Det ville måske kvalificere den ofte meget følelsesladede debat, hvis debattørerne gjorde sig bevidst om og derefter i debatten tydeliggjorde, hvilket syn de grundlæggende havde på hhv. Israel og Palæstina. I praksis vil det nok for mange af os være vanskeligt entydigt at identificere vort syn hhv. Israel og Palæstina, og det vil måske bidrage til enstørre  forståelse af kompleksiteten i konflikten, der vil gøre os lidt mindre skråsikre og lidt mere ydmyge i debatten.

Christiansfeld, fredag, den 11. juli 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by worker on 17. december 2017 - 00:15

    Eurowillfour , fire, man

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: