Tyrkiet – fra ”Europas syge mand” til international stormagt og rollemodel? – 1

Mellemøsten har i de senere år været præget af alvorlige kriser og krige, der tilsyneladende ingen ende vil tage. Nogle kommentatorer har ud fra en meget overfladisk betragtning forsøgt at forklare alt ud fra den dominerende religion i Mellemøsten, nemlig islam, men skal man virkelig prøve at forstå Mellemøstens problemer, kommer man ikke uden om at gå tilbage til det osmanniske riges opløsning efter første verdenskrig.

Efter at det osmanniske rige i århundreder havde været de europæiske riger overlegen, skiftede magtbalancen i slutningen af det 17. Århundrede, og i sidste halvdel af det 19. Århundrede blev det osmanniske rige af gode grunde kendt som ”Europas syge mand”. Det osmanniske riger var i 1. Verdenskrig allieret med Tyskland og efter nederlaget påtog de sejrherrerne – først og fremmest England og Frankrig – sig at opdele det osmanniske rige. England og Frankrig fik hver deres mandatområder, som siden fik deres selvstændighed, og tilbage blev det, der i dag er Tyrkiet. Der var ikke nogen særlig logik – undtagen magtens logik – bag opdelingen, og de statsdannelser, der kom ud af det, er i dag for fleres vedkommende under opløsning. Det gælder fx Irak og Syrien – og hvem ved om ikke flere er på vej i de kommende år.

I bogen ”The Rise of Turkey” (Potomac Books, 2014) skriver den tyrkiske forfatter, Soner Cagaptay, der er forsker ved et institut i Washington, at Tyrkiet i dag er i en position, hvor det har afgørende indflydelse på, hvordan dele af Mellemøsten vil blive omstruktureret. Baggrunden er den, at Tyrkiet i dag er på vej til at blive en international stormagt. I løbet af det sidste årti – og det var altså i den periode Europa oplevede en alvorlig økonomisk krise – har Tyrkiet omtrent tredoblet sin økonomi, og udviklingen ser ud til at fortsætte af det spor. I mange år har Tyrkiet ønsket at blive medlem af EU, men flere EU lande har af mange årsager været tøvende. Men mens Tyrkiet tidligere havde langt større økonomisk behov for en tilnærmelse til EU end omvendt, så har den situation ændret sig, så er Tyrkiet i dag økonomisk ved at orientere sig i andre retninger, først og fremmest i retning af Mellemøsten, men også i retning af Asien og Afrika.

Denne udvikling er sket siden det islamistiske parti, AKP, med Erdogan i spidsen kom til magten i 2002. I denne periode har Tyrkiet gradvist forladt Tyrkiets oprindelige kemalistiske grundlag, når det gælder religion. Kemal Atatyrk indførte en sekulariseringsmodel inspireret fra Frankrig med en streng adskillelse af religion og politik, men Tyrkiets nye stærke mand, Erdogan, har som leder af det islamistiske parti AKP, gjort en social-konservativ udgave af islam til Tyrkiets de facto grundlæggende ideologi.

Cagaptay illustrerer kemalismens død med en fortælling om Iskilipli Atif Hoca. I november 1925 gennemførte Kemal Atatyrk en af sine måske mest symbolske reformer, da han forbød alle tyrkiske mænd at bære den osmanniske fez for dermed at cementere det nye Tyrkiets europæiske idealer. De fleste tyrkiske mænd fandt sig i denne ”hatte-reform”, men ikke Atif Hoca, der vedblev at bære fez og tilmed arrangerede protestdemonstrationer skrev artikler i aviserne for retten til at bære fez. I februar 1926 blev han dømt til døden af det kemalistiske regime og henrettet. I februar 2012 besluttede AKP regeringen at rehabilitere Atif Hoca og opkaldte et hospital i Iskilip – Atif Hoacas hjemby efter ham!

Erdogan har dog holdt fast andre dele af kemalismens ideologi. Som fx forståelsen af tyrkiskhed og fokuseringen på centralisme og anvendelsen af en top-down udviklingsmodel. Ligesom Kemal Atatyrk tog på sig at forme det nye sekulære Tyrkiet, og ofte ned i mange detaljer, på samme måde er Erdogan tilsyneladende i gang med at omforme det tyrkiske samfund.

Det var Kemal Atatyrks mål at kunne måle sig med Europa og at blive en del af Europa og det skete gennem en vestliggørelse af hele samfundet, både økonomisk og politisk. Erdogan måler sig også hele tiden med Europa, men han ønsker ikke at knytte sig ensidigt til Europa/Vesten, men at udnytte Tyrkiets position som bro mellem Europa og Mellemøsten.

Bogens undertitel er ”The Twenty-first century’s first Muslim Power”. Mange undersøgelser tyder på, at Tyrkiet i brede kredse i Mellemøsten ses som en mulig udviklingsmodel for muslimske lande, der ønsker at koble en (kapitalistisk) økonomisk og (liberal og demokratisk) politisk udvikling a la Vestens med en social-konservativ muslimsk identitet og kultur.

”Europas syge mand” er ikke blot blevet rask, men han har fået nye kræfter og gør sin indflydelse gældende både regionalt og internationalt.

Christiansfeld, tirsdag, den 5. August 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: