Tyrkiet – fra ”Europas syge mand” til international stormagt og rollemodel? – 3

Som titlen antyder – ”The Rise of Turkey. The Twenty-First Century’s First Muslim Power” (Potomac Books 2014) – er forfatteren til bogen, Soner Cagaptay, af den opfattelse, at Tyrkiet er på vej til at blive det enogtyvende århundredes første muslimske stormagt. Og tilmed en demokratisk rollemodel for andre muslimske lande i regionen. Mht. demokratiet er der imidlertid stadig en række problemer, og et af de vigtigste er spørgsmålet om, hvordan Tyrkiet behandler religionerne.

Det Osmanniske Rige var et multireligiøst rige, men det Tyrkiet som opstod af de osmanniske ruiner var et næsten monoreligiøst samfund, eller i det mindste opførte sig som alle tyrkiske borger var sunni-muslimer. Det er imidlertid langt fra tilfældet. Mindst 10% af Tyrkiets omkring 75 mio. indbyggere er alevi-muslimer, der altså udgør en muslimsk sekt ved siden af den dominerende sunni-muslimske sekt og den meget mindre shi’a-muslimske sekt, som har over 1 mio. tilhængere i Tyrkiet. Før osmannerne etablerede deres rige var ca. en tredjedel af befolkningen i Anatolien (der svarer til nutidens Tyrkiet) kristne, og så sent som i 1913 var ca. en tredjedel af befolkningen kristne, mens der i dag kun er ca. 70.000 kristne i Tyrkiet i dag, dvs. knap en promille af befolkningen. Desuden er der ca. 20.000 jøder i Tyrkiet.

Det er meget interessant at notere, hvilke råd Soner Cagaptay, der selv er tyrker, giver mht. for at finde demokratiske løsninger på det religiøse spørgsmål i Tyrkiet.

 Cagaptay peger på, at der er et helt grundlæggende problem omkring diskrimination af kristne og jøder i det tyrkiske samfund. Problemet går helt tilbage til dannelsen af det moderne Tyrkiet, hvor det at være tyrker indebar at være muslim, hvilket åbnede en dør for alevitter, shiitter og for kurdere til at blive anerkendt som tyrkere, mens det ikke var en mulighed for kristne og jøder (På det retoriske plan kan det minde om den måde, nogle i Danmark i dag taler om ”danskerne og muslimerne”). I forlængelse af det osmanniske millet-system har det moderne Tyrkiet fastholdt en særlig minoritetsstatus for bl.a. de kristne og jøderne. Cagaptay skriver således, at selv da Tyrkiet blev moderniseret, oplevede Tyrkiets religiøse minoriteter stadig diskrimination fra en stat, som var struktureret med henblik på at undertrykke sine minoriteter.

If. Cagaptay er der behov for, at de religiøse mindretal får grundlovssikrede rettigheder og forbud mod religiøs diskrimination, og systemet med oplysninger om borgernes religion i identitetskortene må afskaffes. Der er behov for en ”ombudsmand”, der kan tage sig af klager fra jøder og kristen over diskrimination. Læseplaner og skolebøger må rensens for fordomme om tyrkiske kristne og jøder som ”u-tyrkiske” grupper. Cagaptay mener ligefrem, at der burde gennemføres offentlige kampagner mod anti-semitiske og anti-kristne holdninger.

Også det tyrkiske ”religionsministerium”, diyanet, bør if. Cagaptay moderniseres. Diyanet blev etableret af Kemal Atatyrk for at holde radikale påvirkninger ude af religionen (islam) og religionen ude af politik. Sunni-islam blev i praksis betragtet som det moderne Tyrkiets ”statsreligion”, og staten byggede moskéer og uddannede, ansatte, lønnede og kontrollerede imamerne i alle moskéer (I nogle henseender kan systemet minde om det danske stats/folkekirkesystem). Efter Cagaptays opfattelse hører et sådant system ikke hjemme i et moderne demokratisk samfund, og derfor foreslår han, at Diyanet åbner sine døre også for Shi’a-islam og Alevi-islam og for kristne og jøder (”og for andre trosretninger, som tyrkerne måtte beslutte, at de ønske at bekende sig til”– Indirekte peges der altså her på retten til at konvertere fra en religion til en anden, også fx fra islam til kristendom!). På denne måde kunne man sikre, at ikke-sunni muslimer og ikke-muslimer opnår en ligebehandling af den tyrkiske stat.

Hvis Tyrkiet takler de store udfordringer, som landet står over for i disse år, og fortsætter en udvikling i en demokratisk retning, så kan Tyrkiet blive en stormagt og et forbillede for andre muslimske lande i regionen. Men det kan også gå galt for Tyrkiet, hvis det ikke spiller sine kort godt, skriver Cagaptay. Tyrkiet kunne igen komme til at opleve en stærk ustabilitet, en økonomisk nedsmeltning, en stigning i politisk vold, skrøbelige regeringer og endog konflikter med dets naboer. Hvis det sker, kunne Tyrkiet igen blive ”Europas syge mand”.

Christiansfeld, tirsdag, den 6. august 2014
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: