Folkekirken og de forfulgte kristne

Mens kristne (og andre religiøse minoriteter) i Irak udsættes for de mest grusomme forfølgelser, der vækker ubehagelige mindelser om jødeforfølgelserne, rettes skytset fra nogle ret ophidsede og ophidsende debattører mod folkekirken, biskopper, præster og missionsselskaber og nødhjælpsorganisationer, som angiveligt ikke skulle bekymre sig om de overgreb som Islamisk Stat (ISIS) foretager, men som i stedet er optaget af dialog med muslimer.

Kritikerne har ret i, at der i Folkekirken er både biskopper, præster og missionsselskaber, der engagerer sig i mødet med ca. 250.000 muslimer, som i dag er en del af det danske samfund. For at bidrage til dette møde etableredes for en halv snes år siden ”Folkekirke og Religionsmøde”, som har til formål ”med udgangspunkt i evangeliets forkyndelse, at styrke den danske folkekirkes møde med andre religioner i Danmark”. Der arbejdes i Folkekirken ikke kun med den vigtige samtale med muslimer om fælles samfundsmæssige udfordringer, men der arbejdes også med formidling af evangeliet til muslimer og modtagelsen af de muslimer, som ønsker at blive døbt.

Kritikerne har imidlertid ikke ret i, at Folkekirken – biskopper, præster, menighedsråd og menigheder, missionsselskaber og nødhjælpsorganisationer – ikke bekymrer sig om forfulgte kristne. Nu har folkekirken jo – i modsætning til de fleste andre kirkesamfund – ikke en synode e.l., som på folkekirkens vegne kan udtale sig om forfulgte kristne. Men folkekirken har trods alt et ”Folkekirkens Mellemkirkelige Råd”, som i flere år har prioriteret arbejdet med forfulgte kristne. Det sker i samarbejde med Kirkernes Verdensråd, der netop for et par dage siden har appelleret til FN om at gribe ind til fordel for de forfulgte i Nordirak, og i et brev har appelleret til alle medlemskirker om at bede for de forfulgte kristne, yazidier og andre religiøse grupper.

Og det sker gennem projektet ”Trosfrihed – forfulgte kristne”, som sorterer under udvalget for ”Folkekirkens Mission”. Her kobles omsorgen for ”forfulgte kristne” sammen med det generelle engagement i ”trosfrihed” for alle troende. Den trosfrihed vi ønsker for vore kristne brødre og søstre, ønsker vi naturligvis også for andre troende. Gennem projektet ønsker Mellemkirkeligt Råd bl.a. at ”at sætte fokus på og bistå forfulgte kristne mindretalskirker i Irak i retten til at samles til gudstjeneste og bøn samt at leve i fredelig sameksistens og dialog i samfundet” og ”at bistå forfulgte kristne, der hvor de er. Kontakten kan være i form af bøn, donationer og dialog mellem kirker i Danmark og Irak”.

Det sker først og fremmest ved at inspirere og udfordre folkekirkemenigheder til at engagere sig i kampen for forfulgte kristne (og naturligvis også andre forfulgte religiøse grupper). I en række stifter har der således været afholdt forbønsgudstjenester, møder og seminarer, og flere menigheder har etableret venskabsforbindelse til menigheder, der oplever forfølgelse, og har samlet ind til disse. Mellemkirkeligt Råd har endvidere afholdt flere konferencer, hvor der har været sat fokus på religionsfrihed og på forfølgelse af kristne og andre grupper.

Mange præster og lægfolk i Folkekirken har opladt deres røst til fordel for forfulgte kristne og for trosfrihed i det hele taget. De har skrevet kronikker og læserbreve og deltaget i debatter, og også forsøgt at påvirke politikere til at tage initiativer til fremme for religionsfriheden.

Alle folkekirkens 10 biskopper sammen med biskopperne for Grønland og Færøerne skrev i april et brev til Udenrigsministeren med en appel om, at regeringen fokuserede på de forfulgte kristnes situation. ”Folkekirkens biskopper vil med dette brev tilkendegive, at vi ser med stor alvor på de overgreb, kristne trosfæller blandt andet i Mellemøsten og Nordafrika med stigende hyppighed og voldsomhed udsættes for, og som resulterer i, at mange kristne, mister troen på, at der er en fremtid for dem i deres hjemland. Vi ser naturligvis med samme alvor på de overgreb, som andre religiøse mindretal udsættes for.”

Denne fælleshenvendelse fra biskopperne kom i forlængelse af et åbent samråd i Udenrigsministeret den 27. februar, hvor der var fokus på forfølgelse af kristne. Dette samråd kom i stand bl-a. på baggrund af et initiativ fra Missionsrådet, som i februar i år etablerede et ”Forum for religions- og trosfrihed”. Formålet er, ”At tros- og religionsfrihed som tema kommer tydeligere på dagsordenen i organisationer og menigheder gennem oplysning, og at temaet kommer til at spille en mere fremtrædende rolle i dansk politisk debat og handling.”

På det operationelle plan udfører folkekirkelige og tværkirkelige missionsselskaber og nødhjælpsorganisationer, støttet af folkekirkemedlemmer og folkekirkemenigheder, et stort arbejde med konkret omsorg for menigheder, der oplever forfølgelse eller andre former for overgreb eller diskrimination. Det gælder organisationer som Danmission, Mission Afrika, Dansk Europamission, Folkekirkens Nødhjælp, Mission Øst og mange andre. Senest har Danmission taget initiativ til en indsamling for gennem kirkelige organisationer i området at gøre noget aktivt for at hjælpe de desperate og nødlidende mennesker, der nu skrækslagne flygter for Islamisk Stat.

Situationen for de forfulgte kristne – og andre forfulgte religiøse grupper – på Ninives sletter – er yderst dødsensfarlig, og også andre steder er der alvorlig problemer omkring trosfrihed, og der kan og skal bestemt gøres mere for at afhjælpe nøde og på længere sigt skabe trygge forhold. Men det er altså ikke korrekt, når harmdirrende kritikere, hævder at folkekirken, biskopper, præster, missionsselskaber og nødhjælpsorganisationer, ikke tager de forfulgte kristnes situation i Nordirak – og andre steder i verden – alvorligt. Det ville være til større gavn for de forfulgte kristne, hvis disse kritikere havde brugt den energi, som de har anvendt til at lægge folkekirkelig aktører for had, til at arbejde sammen med alle dem, i folkekirken, som engagerer sig i kampen for trosfrihed og forfulgte kristne.

Christiansfeld, lørdag, den 8. august 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 11. august 2014 - 14:31

    I Kristeligt Dagblad skrev Jeppe Duvå den 20 juli en appel om opmærksomhed for bl.a. Iraks forfulgte kristne. Jeg ved ikke om den kunne kaldes “ophidset” eller “ophidsende”, den virkede først og fremmest bedrøvet: Hvorfor denne træghed eller frygtsomhed? Men han brugte udtrykket: “den velkendte sharia-undertrykkelse” og er dermed måske kritisabel, fordi han antyder, at sharia (som sådan) er undertrykkende over for ikke-muslimer.
    Det ømme punkt for mange er en berettiget eller uberettiget fornemmelse af, at folkekirken og de store missionsselskaber er dialog-orienterede over for islam og i dialogens interesse går ind på, at islam under ingen omstændigheder kan eller må kritiseres i sin essens.
    Og der vil jo altid være nogen, som kan sige, at islam ikke har nogen essens.
    ISIS er ekstrem (ligesom Boko Haram o.a.), men første svar fra dialog-holdningen er, at de slet ikke har noget med islam at gøre – trods de utallige Koran-citater og henvisninger til profetens eksempel og kalifatets historie.
    Jeg tror, at nogle føler sig svigtet af kirken, fordi den teologiske kritik af f.eks. Koran og Hadith kun kan findes på private blogs…. ikke fra den officielle kirkes side. Af hensyn til dialogen??? Til freden?? Til muslimerne??
    Men skulle kirken ikke bruge ordene til forsvar for kristentroen?

    https://www.document.no/2014/08/irakisk-erkebiskop-vare-lidelser-vil-bli-deres-lidelser/

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 11. august 2014 - 15:07

    @Karen E. Hansen: Med ordene “ophidsede og ophidsende kritikere af folkekirken” refererer jeg ikke til KDs Jesper Duvå. Jeg kan imidlertid ikke genkende, at folkekirkens aktører – biskopper, præster, menighedsråd, missionsselskaber, bibelselskaber og nødhjælpsorganisationer – skulle lide af trægthed eller frygtsomhed i forhold til problemerne i Nordirak. I folkekirken har man ikke holdt sig tilbage for at kritisere islamisters overgreb mod kristne og andre religiøse mindretal, men man har ganske rigtigt ikke sagt, at det som disse islamistiske galninge gør er et udtryk for islams essens. Hvilket formål tjener det, at dadle alle muslimer for det som disse islamistiske galninge foretager sig, og er det overhovedet rimeligt. Selvfølgelig skal vi også som folkekirkekristne foretage en teologisk kritik af islam, fordi islam og kristendom på afgørende punkter er forskellige, ligesom der også fra kristen side må foretages en teologisk kritik af budhisme, hinduisme, jødedom osv. I en kirke uden en synode er det vanskeligt at finde ud af hvordan man får en kritik af islam “fra den officielle kirkes side”. I stedet må vi alle, hver og en, foretage denne kritik, som medlemmer af denne synodeløse folkekirke.
    Venlig hilsen
    Mogens

  3. #3 by Karen E. Hansen on 11. august 2014 - 15:59

    Tak for svaret.
    Det, jeg har svært ved at forstå, er, at det skulle være “at dadle alle muslimer” for islamisternes gerninger, at påpege, at deres program faktisk har med sharia at gøre, og at kalifat-ideen har en konkret historisk baggrund.
    Det kunne måske fremkalde en debat blandt muslimer om, hvorfra disse “galninge” henter deres forståelse – og hvorfor det tilsyneladende er så svært at kritisere deres program… når de nu citerer koranen.
    Og jeg forsøger at forstå, hvorfor så mange almindelige mennesker deler den skuffelse, som KDs lederskribent gav udtryk for.
    Venlig hilsen
    Karen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: