Hvad er det, der fremmer kollektivt religiøst had?

FNs ”Special Rapporteur on freedom of religion or belief”, Heiner Bielefeldt, aflagde i december 2013 en rapport til FNs menneskerettighedsråd, som undgik de allerflestes – og også min – opmærksomhed, da den blev offentliggjort. Men de eklatante brud på religionsfriheden og de gruopvækkende eksempler på religionsforfølgelse, som vi er vidner til i disse uger, gør rapportens konklusioner yderst relevante.

I rapporten skriver Bielefeldt, at ”manifestationer af kollektiv had forgifter relationer mellem samfund, truer individer og grupper og er en kilde til utallige brud på menneskerettighederne udført af statsorganer og ikke-statslige aktører”. I rapporten fokuseres der på ”kollektivt religiøst had”, der defineres som ”fælles manifestationer af intense og irrationelle følelser af foragt, fjendskab og stærk uvilje mod en specifik målgruppe eller et specifikt individ proklameret i en bestemt religions eller tros navn”.

Straks kommer man til at tænke på den behandling nogle kristne minoriteter i dag udsættes for i visse lande i Mellemøsten, men historien viser, at den slags ”kollektivt religiøst had” kan opstå i alle kulturer, også hos os i Vesten. Tænk blot på antisemitismen og jødeforfølgelserne i 30’erne.

Det er meget om at gøre for Bielefeldt at slå fast, at ”kollektivt religiøst had”, selv om det undertiden leder til en tilsyneladende ustoppelig destruktiv dynamik, ikke er et naturfænomen. Det er ikke at sammenligne med en vulkan, som af uransagelige årsager pludselig går i udbrud, men det er et resultat af menneskers handlinger eller undladelse af visse handlinger. ”Populistiske politikere tiltrækker tilhængere ved at tilbyde simplistiske forklaringer på komplekse samfundsmæssige problemer; hadets fortalere forgifter relationer mellem grupper ved at piske en vrede op for at opnå kortsigtede politiske eller økonomiske fordele”. Og det, der gør en politik baseret på had, så attraktiv i tilhængernes øjne, er, at den forsyner dem med syndebukke, som de kan projicere deres frygt over på.

Når samfund gennemløber en hurtig udvikling kan det fremkalde en følelse af, at ens trygge verden gradvis går i opløsning, og det kan fremkalde en høj grad af frygt. Frygt har en anden indvirkning på mennesker en fx medlidenhed. Medlidenhed kræver åbenhed over for andres perspektiver og en parathed til at bevæge sig ud over ens egne selviske interesser. Frygt, derimod, har det med at avle snæversynethed hos dem, der rammes af den.

Det, der er genstanden for frygt, forestiller man sig typisk som noget, der på samme tid er mægtigt og stærkt og noget, der kun fortjener foragt. I had-propaganda og i manifestationer af kollektivt religiøst had ser man ofte denne kombination af frygt og had. Og frygten muterer undertiden til kollektiv paranoia, og hadet kan føre til, at man offentligt umenneskeliggør andre.

Bielefeldt har observeret, at kollektivt religiøst had får særligt gode vækstbetingelser i samfund, hvor der er en meget udbredt korruption, da det indebærer, at befolkningen mister tilliden til de offentlige institutioner, som ellers skulle facilitere fredelige samfundsforhold. Når man ikke kan regne med statens beskyttelse, er man tilbøjelig til at slutte sig sammen i sine egne lukkede grupper, og så er der basis for en ”os-mod-dem” kultur.

En autoritær politisk kultur bidrager ligeledes til udviklingen af kollektivt religiøst had. Et politisk autoritært miljø fremmer ikke den åbne kommunikation mellem samfundsgrupper og aktive deltagelse i samfundsdebatten, som skaber tillid i samfundet. I et sådant samfund kan et også være fristende for regimet, at give minoriteter skylden for samfundsmæssige problemer.

Endelig peger Bielefeldt på, at ”Regeringer også kan instrumentalisere religion som et middel til at forme og styrke et snævert begreb om national identitet, ved at udnytte religiøse tilhørsfølelser med det formål at styrke politisk loyalitet.” Men når man på denne måde bruger religionen til at fremme den nationale identitet og den sociale homogenitet ved at henvise til den dominerende kulturelle/religiøse arv, så risikerer man naturligvis at fremme diskrimination af medlemmer af mindretallene eller enkeltpersoner med afvigende religiøse synspunkter. Dem, der tilhører en minoritetsreligion kan blive mistænkt for at underminere den nationale enhed og at hæmme nationens udvikling (og i en dansk kontekst kunne man måske tilføje: sammenhængskraften!). Her er der en meget frugtbar grobund for en blanding af kollektivt religiøst og nationalt had.

Vi har i Vesten hverken alvorlige problemer med korruption og et autoritært styre, men vi kender til en snæver identitets-politik, hvor religion instrumentaliseres. Og derfor er vi heller ikke i Vesten immune over for kollektivt religiøst had.

Men, som tidligere nævnt, så er kollektivt religiøst had ikke nogen naturkraft, og derfor er der noget vi kan gøre for at forebygge det. Mere om det i næste blog-indlæg.

 

Christiansfeld, tirsdag, den 12. august 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. cv services bury

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: