”Generalens søn” – insider-perspektiver på den israelsk-palæstinensiske konflikt

I bogen ”Generalens søn” fortæller Miko Peled om sin far, Matti Peled, der var general i den israelske hær under 6-dages-krigen i 1967. Generalen var hele sit liv overbevist zionist og tvivlede ikke på Israels eksistensberettigelse og ret til at forsvare sin eksistens med våbenmagt. Men umiddelbart efter 6-dageskrigen undergik hans holdning til Israel og Palæstina en radikal ændring. Ændringen blev udløst af en massakre, som den israelske hær udførte på 30 palæstinensiske drenge og mænd i Rafa-lejren i Gaza. De blev stillet op på en række og skudt og efterfølgende kørt over af en bulldozer adskillige gange. Da general Peled hørte rygtet om det, tog hen til Rafa og undersøgte sagen. Han skrev en rapport til hærledelsen om massakren, men den gjorde intet ved sagen.

På et møde i den israelske hærs generalstab sagde general Peled om de landområder, som man havde erobret i krigen: ”Hvis vi beholder disse områder, vil der med sikkerhed komme en folkelige opstand mod besættelsen, og Israels hær vil blive brugt til at slå en sådan opstand ned, og det vil få katastrofale og demoraliserende følger”. Kort efter trak generalen sig ud af hæren, blev professor i arabisk litteratur og brugte sin energi på at forsøge at fremme forsoning mellem israelere og palæstinensere.

Generalens søn, Miko Peled, fik også en karriere i den israelske hær, nemlig i specialstyrkerne, men trak sig også ud, slog sig ned i Californien, hvor han blev karateinstruktør. I 1997 skete der noget, der ændrede Miko Peleds skæbne. Hans 14-årige niece, Smardar, blev dræbt af en selvmordsbomber i Jerusalem. Men i stedet for at lade sig opsluge af hævnfølelse over for palæstinenserne besluttede han at søge svar på, hvorfor noget sådant kunne ske. Han begyndte at opsøge palæstinensere, først i Californien og siden i Israel og Palæstina for at høre deres historie.

Miko Peled knyttede venskaber med en lang række palæstinensere og fik en dyb indsigt i, hvordan konflikten mellem Israel og Palæstina oplevedes set fra deres synspunkt. Han hørte om deres kamp mod den israelske besættelsesmagt, både den voldelige og den ikke-voldelige, og også om den grove tortur, som de havde oplevet i israelske fængsler. Sammen med jødiske og palæstinensiske ikke-voldsaktivister involverede han sig i arbejdet for fred og forsoning.

Mens general Matti Peled troede på to-statsløsning som den for alle rigtige udgang på konflikten og til sin dødsdag argumenterede for den, opgav hans søn efterhånden denne tro. Han blev efterhånden overbevist om, at den israelske regering aldrig ville opgive de bosættelser, som de havde etableret, og heller ikke Øst-Jerusalem, og at der aldrig havde været nogen oprigtig vilje til at arbejde for, at palæstinenserne fik deres egen stat. Derfor så han kun en énstatsløsning som en mulighed, ikke en jødisk stat, men en sekulær demokratisk stat med lighed for alle borgere uanset religion.

Bogen er ikke en videnskabelig historisk fremstilling af Israels og Palæstinas historie, men en israelers vidnesbyrd om, hvad han selv har set (og hørt – fra sin far), og hvordan han bedømmer det, han har set. Samtidig giver bogen et værdifuldt indblik i, at der både på jødisk-israelsk og palæstinensisk side er mennesker, som rækker hånden ud til modparten, lytter til den andens historie og og er parate til at arbejd sammen med den anden med ikke-voldelige midler for at skabe fred og forsoning. Dermed er bogen med til at nuancere det ellers ofte meget sort-hvide billede som ellers ofte – fra forskellig side – tegnes af situationen i Israel og Palæstina. Midt i den ellers udsigtsløse og trøstesløse konflikt – som vi efter at bogen er skrevet har set endnu et grufuldt eksempel på i den seneste Gaza-konflikt – giver bogen os stærke indtryk af menneskelighed og dermed også et glimt af håb.

København, tirsdag, den 27. august 2014
Mogens S. Mogensen

 

Miko Peled, Generalens søn. En israelers rejse i Palæstina. Forlaget Vindelsti, 2014. Læs mere.

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: