Dialog og monolog – forståelse og misforståelse – i debatten om forfulgte kristne

Dialogen har i flere sammenhænge trange kår i Danmark i dag. Jeg tænker ikke her først og fremmest på religionsdialogen, hvor flere ønsker dialogen afløst af monolog, men på den almindelig folkelige, kirkelige og politiske debat. Dialog betyder jo egentlig blot samtale, men en ordentlig samtale forudsætter at begge parter kan og vil lytte til samtalepartneren på en så opmærksom måde, at han eller hun er i stand til og villig til at gengive samtalerens udsagn på en sådan måde, at han eller hun kan genkende og godkende det. Den værdifulde samtale indebærer også, at man lytter til den anden for at blive klogere, og ikke kun for at finde ammunition til sit modsvar. Der er altså et sokratisk element i den gode samtale, hvor ikke på forhånd mener at have patent på hele sandheden, men gennem samtalen tror, at man kan blive klogere på sandheden.

En af mine venner fortalte om en oplevelse han havde haft med en debat. I en debat tillagde den anden debattør ham en udtalelse, der reflekterede en bestemt holdning, som min ven ikke havde. Efterfølgende ringede min ven til debattøren og foreholdt ham, at han aldrig var fremkommet med den udtalelse. ”Nej”, lød svaret, ”det er måske nok rigtigt, men jeg ved jo, at du har den holdning, så hvad er problemet?” Problemet med denne tilgang er imidlertid ikke blot, at det er uetisk ikke at nøjes med at holde sig til sandheden, og den sandhed, som man kan dokumentere, men at denne tilgang lukker af for muligheden for at blive klogere.

Det, der undertiden gør det meget vanskeligt for os at lytte med et åbent sind er dels vores indgroede fordomme. Ingen kan sige sig fri for at have fordomme om andre mennesker og om sagsforhold. Fordomme er, som ordet siger, for-domme, dvs. for-forståelser, og naturligvis har vi alle på forhånd en eller anden opfattelse af andre mennesker og deres holdninger og forskellige sagsforhold i verden, også før vi for alvor har udforsket dem. Problemet opstår først, når vi forveksler vore for-forståelser (fordomme) med egentlig forståelse, og ikke nøjes med at bruge vore fordomme som hypoteser, som vi nysgerrigt undersøger mhp at få dem justeret med virkeligheden – bl.a. ved at indgå i en ordentlig dialog.

Jo stærkere følelser, der er involveret, jo vanskeligere er det ofte at holde hovedet koldt og ørerne åbne. Det gælder fx den seneste debat om forfulgte kristne og andre forfulgte grupper. Et slående eksempel på det er det der på Christiansborg forleden netop skulle være en ”høring” om kristendomsforfølgelse, og hvordan vi skal respondere på det. I denne uges udgave af Udfordringen kan man således i artiklen ”Høring om kristenforfølgesle var en gyser” læse om, hvad journalist og samfundsdebattør Iben Thranholm hørte på høringen, eller måske snarere, hvad hun ikke havde vilje eller evne til at lytte til.

Iben Thranholm tegner her – på basis af baseret på et indlæg af Danmissions generalsekretær – et billede af Danmission, der ikke vil hjælpe de kristne i Mellemøsten, men blot vil overlade dem til samarbejdet med moderate muslimer. ”Det svarer til, at de allierede under 2. Verdenskrig havde nægtet at hjælpe jøderne under holocaust”. Hvis man bad en udenforstående forsker om at lytte til Mogens Kjærs indlæg, ville vedkommende hurtigt konstatere, at Iben Thranholms gengivelse af Danmissions holdning er helt og aldeles misvisende.

Det, der her sker for Iben Thranholm, og i andre situationer for mange andre, er, at hun er så optaget af den dybt alvorlige situation, som mange kristne i Mellemøsten befinder sig i i dag, og så overbevist om, at hendes respons på denne situation er den eneste rigtige. Hvis hun derfor møder mennesker, ser er lige så engageret i de forfulgte kristnes situation som hende, men ud fra deres analyse peger på en anden strategi for at hjælpe de kristne, så drager hun den følelsesmæssigt set forståelige, men i øvrigt intellektuelt og logisk set helt fejlagtige, konklusion, at de andre – når det kommer til stykket – slet ikke har omsorg for de forfulgte kristne. I stedet for at indgå i en dialog med Mogens Kjær for at på sine fordomme prøvet af på virkeligheden, indleder Iben Thranholm en monolog, der bekræfter hendes og andres fordomme.

Dialog fremmer forståelsen (både af det, vi er enige om, og det, vi ser forskelligt på) og muligheden for samarbejde (på basis af det, vi er enige om). Monolog fremme misforståelser og fremmer muligheden for konflikt. Det var ikke uden grund, at Hal Koch understregede at det grundlæggende i demokratiet er samtalen.

Christiansfeld, lørdag, den 22. november 2014
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: