Skal næstekærlighed væk fra udlændingedebatten?

Næstekærlighed skal væk fra udlændingedebatten” er den meget dækkende overskrift over en kommentar fra DF-politikeren Marie Krarup til udlændingedebatten, hvor hun diskuterer forholdet mellem næstekærlighed og udlændingepolitik. Marie Krarup gør imidlertid opgaven meget let for sig selv ved at benytte et gammelkendt debatkneb, det såkaldte stråmandsargument, hvor debattøren tillægger modparten et karikeret synspunkt, som han aldrig har indtaget, og som debattøren let kan skyde ned.

Mest absurd er hendes påstand om, at nogen skulle ”tro, at et kryds i stemmeboksen eller efterlevelse af et bestemt politisk eller moralsk program gør os mere kristne end de andre eller giver os en plads i himlen”. Jeg ved ikke, om Marie Krarup kender nogen lutherske kristne – jeg gør i hvert fald ikke – som tror på, at man bliver (mere eller mindre) kristen og kommer i himlen pga gode gerninger eller moralske holdninger.

Næsten lige så absurd er hendes påstand om, at hendes modparter har det synspunkt, at næstekærligheden kan omsættes til et politisk program. ”Man kan ikke på nogen måde uddrage af evangeliet, hvad opskriften på næstekærlighed er. Det er nemlig en fordring til den enkelte om at sætte næsten højest i mødet med næsten. Det kan naturligvis aldrig blive til et politisk program.”

To af de mest kendte debattører, som senest har kritiseret udlændingepolitikken, når det gælder de syriske flygtninge, er biskopperne Marianne Christiansen og Peter Skov Jakobsen. Ingen af dem har påstået, at de har et politisk program til løsning af flygtningeproblemet eller et udlændingepolitisk program.

Marianne Christiansen tillod sig blot med baggrund i at politikerne ikke vil ”give de mennesker, der i flugten fra barbariet er nået til Danmark, lov til at få deres børn med”, at minde de samme politikere om, hvad vi som kristent folk har lært af Jesus, nemlig, at ”det afgørende i livet er, hvordan vi forholder os til den syge, den fremmede, den sultne, den fængslede.” Og Peter Skov Jakobsen tillod sig at advare mod ”en snigende kynisme”, hvor ”vi ser på flygtninge som nogle tal, der bare vil tage noget fra os”. Efter hans opfattelse er vi ”et land, hvor det at hjælpe altid har været en central del af kulturen” Og i modsætning til Marie Krarups påstand om at næstekærligheden omsættes til et politisk program siger han: ”Jeg siger ikke, at jeg og andre kirkefolk sidder inde med en særlig sandhed eller skal være en samvittighed. Vi har i kirken en historie, der til tider har været ganske uklædelig, men jeg tror nu alligevel, at vi har noget at bidrage med, når det gælder humanitet og medfølelse.”

Alle kan være enige med Marie Krarup i, at næstekærligheden ikke kan omsættes i et politisk program. Men det behøver naturligvis ikke at betyde, at så har næstekærlighed ikke noget at gøre med, hvordan vi som samfund forholder os til flygtninge. Selvfølgelig har det da det. Politik handler ikke bare om kroner og øre, men også om menneskesyn, om værdier, om etik og her har kristendommen da noget at sige os ikke bare som enkeltpersoner, men også som samfund, og her har vi da brug for, at nogen italesætter det, sådan som de to biskopper har gjort det.

Bag Marie Krarups afvisning af, at næstekærlighed har noget med udlændingepolitik at gøre, ligger der åbenbart den holdning, at kristendom ikke har noget med politik at gøre. Denne holdning begrundes ofte med Luthers toregimentelære. Men if. Luther var de to regimenter, det verdslige (som har med stat og politik at gøre) og det åndelige (som har med kirke og tro at gøre) væsensforskellige og adskilte, men dog ikke mere end at Luther som præst og kirkeleder tillod sig at rådgive fyrsten i verdslige (politiske) spørgsmål ud fra kirkens forståelse af kristendommen.

Det er fuldt forståeligt, at politikere som Marie Krarup (og mange andre med hende) ikke bryder sig om, at repræsentanter for kirken minder dem om det kristne menneskesyn, om samfundets kristne værdier og om næstekærlighed, når de træffer politiske beslutninger. Men det er et vigtigt bidrag til samfundets udvikling,som repræsentanter for kirken yder, når de indimellem vover at rådgive eller ligefrem modsige politikerne ud fra den kristne tradition, som kirken repræsenterer, og som historisk set har haft afgørende betydning for vort samfunds udvikling. Og hvis man tilmed tager sit udgangspunkt i den lutherske toregimentelære, så handler det om at minde vor tids politiske fyrster om, at de står til ansvar overfor Gud for, hvordan de forvalter den magt, der er blevet dem betroet – og ikke blot står til ansvar over for de vælgere, som de gerne vil genvælges af.

Christiansfeld, fredag, den 28. november 2014
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Svend Jespersen on 4. december 2014 - 22:31

    Kære Mogens.

    Hvordan definerer du egentligt selv begrebet næstekærlighed?

    I dit indlæg her nøjes du hovedsageligt med at angribe andre menneskers definition eller tolkninger af det emne. Og hvordan definerer du misforståelse af den kristne forståelse af næstekærlighed?

    Jeg er fuldt ud klar over, at mit spørgsmål nok kræver et ret fyldigt svar, men både andre og jeg selv kunne nok godt tænke os at vide, hvor du egentligt står.

    Og du må jo gennem dit kendskab til mange andre religioner have en mening om, hvor de befinder sig i forhold til Jesu og kristendommens ord om næstekærlighed, og måske især hvor de på væsentlige punkter afviger fra din kristne tro?

    Venlig hilsen
    Svend Jespersen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: