Hvordan støtter vi bedst Mellemøstens kristne?

Ingen kan være i tvivl om, at de kristne har det endog meget svært i mange dele af Mellemøsten i disse år. Nogle steder er situationen endog så kritisk, at op imod to tusinde års kristen tilstedeværelse tilsyneladende er i fare for at blive bragt til ophør.

Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan vi som kristne i Danmark og i Vesten i det hele taget, kan støtte og hjælpe vore kristne brødre og søstre i Mellemøsten. Engagementet har været voksende i kirkelige og politiske kredse i de senere år, og da de mellemøstlige kristnes situation i al dens gru også er meget kompleks, er der ingen konsensus mht. hvad vi bør gøre. Tværtimod har debatten indimellem været endog meget heftig og skarp.

Den mest nærliggende holdning er at fokusere på de kristne som en gruppe, der er truet. Det er en gruppe mennesker som ofte diskrimineret, chikaneret og/eller forfulgt. Derfor bør vi som kristne lande i Vesten tale disse mellemøstlige kristne samfunds sag og måske ligefrem kræve en særlig beskyttelse fra de respektive stater af disse kristne samfund. I forlængelse af denne tankegang kan der argumenteres for, at vi kun skal kæmpe for de kristne samfunds rettigheder og beskyttelse, og ikke fokusere på de overgreb som andre religiøse minoriteter udsættes for, men overlade det til deres trosfæller. Og spørgsmålet er, om og i givet fald hvordan Vesten kan og skal bruge sin magt til at forsøge at presse (eller tvinge) muslimske stater til at beskytte de kristne samfund?

Problemet med denne tilgang er imidlertid, at den kun flugter alt for godt med den status, som kristne i Mellemøsten har haft i alle de år, de har været under muslimsk overherredømme og som de også har haft i det osmanniske rige helt frem til dets opløsning i begyndelsen af det 20. Århundrede. Ja, elementer af denne tænkning omkring de kristnes status i muslimske lande florerer stadig i mange muslimske lande den dag i dag.

I det osmanniske rige blev tankegangen udfoldet sådan, at borgerne var opdelt i samfund efter den religion (eller den konfession inden for en religion), de hørte til, i det såkaldte ”millet”-system. Hvert religiøst samfund blev styret efter sin religiøse lov og med hver deres domstol. Den enkelte borger havde altså ingen individuelle rettigheder, men havde kun rettigheder som en del af et religiøst samfund. Dertil kom, at forskellige religiøse samfund havde ikke de samme rettigheder, idet det muslimske majoritetssamfund havde særlige privilegier.

Hvis vi i vesten forholder os til de kristne i Mellemøsten som en særskilt gruppe i samfundet, er vi måske dermed til at fremme den århundredgamle samfundstænkning i muslimske lande, som har fastholdt kristne i en situation, hvor de som tilhørende den kristne (minoritets)samfund aldring kunne få de samme rettigheder, som dem, der tilhører det muslimske (majoritets)samfund.

Det kunne tale for, at vi i stedet for skulle forholde os til de kristne som individuelle borgere i et samfund, hvor der må være lige ret for alle og dermed også religionsfrihed for alle og beskyttelse af alle borgeres rettigheder. Det vil indebære et opgør med århundreders traditionelle samfundstænkning i mange muslimske lande. Efter denne tankegang må vi protestere over alle brud på religionsfriheden og over enhver forfølgelse af kristne såvel som af tilhængere af andre religioner, og så må vi søge at fremme udviklingen af retssamfund i disse lande og udviklingen af en statsmagt, der kan og vil beskytte alle borgeres menneskerettigheder, herunder i denne sammenhæng især religionsfriheden.

Problemet med denne tilgang er imidlertid, at de allerfleste lande i Mellemøsten har en lang vej at gå i deres udvikling mod retssamfund, hvor statsmagten har viljen og evnen til at beskytte den enkelte borgeres menneskerettigheder, og herunder også religionsfriheden.

Isidste ende er det naturligvis op til de kristne i Mellemøsten at afgøre, hvilken strategi de vælger at følge, om de ønsker at satse på deres kollektive rettigheder og beskyttelse hos statsmagten/diktatoren (og måske hos Vesten) som kristent minoritetssamfund, eller de vil satse på at få deres beskyttelse gennem udviklingen af et retssamfund med menneskerettigheder beskyttet af staten.

Christiansfeld, tirsdag, den 16. december 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: