Seks debatter om kirke og religion i 2014

I 2014 har en række væsentlige spørgsmål vedrørende kirke og religion været sat til debat på den kontante måde, som karakteriserer dansk debatkultur. Her vil jeg kort analysere seks debatemner – ud fra den teori, at der trods den ophedede debat og de mange knubbede ord, alligevel viste sig at være en enighed om nogle grundlæggende spørgsmål.

Kirkereformen
I april blev betænkning 1544 om ”Folkekirkens styre” fra ”Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”. Både før, under og efter udvalgsarbejdet har der været en hidsig debat om folkekirkens styre. Det tankevækkende er, at det faktisk lykkedes et stort flertal i udvalget, der repræsenterede alle de kirkelige grupperinger, at enes om en fælles anbefaling af en række beskedne ændringer i den måde, folkekirken i dag styres. Efter offentliggørelsen blev dette forslag også mødt med hård kritik fra flere sider i det kirkelige landskab, og i den efterfølgende debat  i folketinget viste det sig imidlertid, at der ikke kunne samles noget bredt flertal om reformen, og derfor bliver reformen ikke omsat til love. Men den grundlæggende enighed om beskedne reformer vil sandsynligvis sætte sig igennem i de kommende år i form af en række mindre ændringer i folkekirkens styre.

Flerreligiøse rum på hospitaler
I forbindelse med byggeriet af nye storsygehuse kom spørgsmålet om etableringen af rum, som kristne og tilhængere af andre religioner kunne bruge til gudstjenester, andagter og andre religiøse formål. Debatten var hård mellem dem, der mente, at der kun skulle bygges kristne kapeller eller kirker, og dem, der mente, at der skulle etableres flerreligiøse rum, eller måske endda rum til forskellige religioner. I debatten blev der både henvist til kristendommens (eller den evangelisk-lutherske kirkes) privilegerede status i Danmark (med understregning af, at Danmark var et kristent land) , og til den økonomiske side af sagen. Midt i uenigheden har man dog kunnet konstatere en voksende erkendelse af, at det danske samfund i stigende grad er et flerreligiøst samfund, og at samfundet har en pligt til på en eller anden måde at respektere det i forbindelse med hospitalsbyggeri.

Moské-byggerier
2014 blev året, hvor vi fik den første egentlige moské bygget i traditionel muslimsk stil i Danmark, når man ser bort fra Nusrat Djahan Moskéen i Hvidovre, som ahmadiyya-muslimerne byggede i 1967. Den 19. Juni åbnede Dansk Islamisk Råd i Rovsingsgade i København, en stor moské, som hovedsageligt var finansieret af muslimer i Qatar. Samtidig km det frem, at andre muslimske grupper i København også havde planer om at bygge en stor moske, og dette projekt fik opbakning fra en gruppe kendte ikke-muslimer, inklusive domprovsten ved Københavns domkirke. Og allerede i begyndelsen af året havde Islamisk Center i Haderslev ansøgt om at måtte ombygge en tidligere erhvervsbygning i et industriområde til en egentlig moské. Alle tre byggeprojekter blev mødt med en voldsom debat for og i mod. Der var forskellige synspunkter på, hvad effekten af moské- byggerier, især byggeriet af stormoskéer, kunne bliv i relation til integration eller radikalisering af muslimer. Der var forskellige holdninger til, at fx moskéen i Rovsingsgade var afhængig af donationer fra Qatar. Men bag alle uenighederne var der trods alt i brede kredse en enighed om, at der måtte være religionsfrihed også for muslimer i Danmark, og at man i forlængelse heraf og af forsamlingsfriheden, måtte tillade muslimer at bygge egentlige moskéer i Danmark.

Massoud-sagen
En af de kirkelige debatter, som har fyldt mest i år, er den såkaldte Massoud-sag i Odense. Sagen handlede om Massoud Fouroozandeh, der samtidig med at han vær præst i migrantkirken Church of Love, var ansat som migrantpræst i en treårig projektperiode bl.a. mhp. at undersøge muligheden for at knytte migrantmenigheder til folkekirken som valgmenigheder. Ved projektperiodens udløb blev der opslået en halvtidsstilling som migrantpræst, som Massoud Fouroozandeh af forskellige årsager ikke ønskede at søge. Undervejs opstod der en konflikt mellem Massoud Fouroozandeh og hans biskop Tine Lindhardt, som muterede til en ophidset debat på nationalt plan om synet på folkekirkens migrantarbejde, mission, diakoni og dialog, omvendelse og dåb – og måske meget mere. Debatten førte også til en beskyldning mod en præstekollega for racisme (fremført i en bog af migrantpræsten og Torben Bramming), som i en efterfølgende undersøgelse viste sig, at være ubegrundet. Debatten kunne give det indtryk, at der var ved at opstå en større uenighed omkring folkekirkens mission, men ved et nærmere eftersyn kan man konstatere, at der i meget brede kredse – inkl. alle biskopperne – manifesterede sig en enestående enighed om, at det er folkekirkens opgave at være i mission og at evangeliet også skal forkyndes for muslimer i håbet om at de tager imod det og bliver døbt. Men debatten viste også, at der var forskelligt syn på dialogens og diakoniens rolle i mission.

Forfulgte kristne
I 2014 kom der for alvor fokus på de kristnes situation i Mellemøsten og dermed på forfulgte kristne. I den forbindelse udviklede der sig en debat om, hvordan vi skal forholde os til spørgsmålet om religionsfrihed og religionsforfølgelse og om de kristnes fremtid i Mellemøsten. Skal vi som kristne kun tage os af de forfulgte kristne, primært af de forfulgte kristne, eller skal vi tage os af alle forfulgte uanset religion? Skal vi bakke op om dialog mellem de kristne og deres muslimske naboer, eller er det et udtryk for manglende erkendelse af faren fra islam? Debatten har imidlertid ført til en bred erkendelse af problemet med ikke blot kristenforfølgelse men også forfølgelse af andre minoriteter, og af at det er et både kirkeligt og politisk ansvar at forholde sig til det.

Kirke og politik
Et ofte tilbagevendende debatemne er forholdet mellem kirke/kristendom og politik. Det dukkede i år op i forbindelse med politikernes respons på flygtningestrømmen fra Syrien, hvor både biskop Marianne Christiansen og biskop Peter Skov Jakobsen kritiserede holdningen til flygtninge. Det dukkede også op i forbindelse med Flygtningenævnets beslutning om at udvise to unge afghanere, der var konverteret til kristendommen og for den enes vedkommende også døbt, til Afghanistan. Her rettede først biskop Peter Skov Jakobsen og siden en række provster i Københavns Stift en alvorlig kritik mod Flygtningenævnet. Debatten viste, at der var stor uenighed om, hvad repræsentanter for kirken kunne tillade sig at blande sig i. Mens der ikke rejste sig mange røster mod kritikken af udvisningen af de to konvertitter til Afghanistan, mødte kritikken af flygtningepolitikken langt større modstand. Grundlæggende er der imidlertid næsten ingen, som mener, at repræsentanter for kirken principielt aldrig må udtale sig om de forhold, som politikerne har ansvaret for. Og det hænger måske sammen med, at det ville være utænkeligt, at en dansk politiker i dag ville tage afstand fra, at biskopperne med deres hyrdebrev i oktober 1943 tillod sig ud fra deres forståelse af evangeliet at fordømme jødeforfølgelserne. Måske er der tværtimod i brede kredse af befolkningen – når det kommer til stykket – en forventning om, at repræsentanter for kirken taler de svages sag.

Der er ikke noget, der tyder på, at debatten om kirke og religion vil stilne af i 2015. En rundspørge hos folkekirkepræster om deres tro, offentliggjort i Jyllands-Posten juledag, har allerede skabt stor opstandelse!

Christiansfeld, mandag, den 29. december 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: