Frankrigs 11. september

I dag, fredag den 9. januar, er alle 26 sider i den vigtigste avis i Frankrig, Le Monde, dedikeret til terrorangrebet mod avisen Charlie Hebdo under overskriften ”Le 11-Septembre Francais”. Ti af siderne er en direkte hyldest til de dræbte karikaturtegnere og deres avis ”Charlie Hebdo”. Nogle af de dræbtes tegninger optrykkes sammen med tegninger udført af kolleger fra hele verden i sympati med ofrene. De fleste af avisens øvrige sider er fyldt fyldt med reaktioner på det frygteligt terrorangreb.

Le MOnde

Ud over de forventelige reaktioner med fordømmelse af attentatet mod Charlie Hebdo og dermed Frankrig og dets grundlæggende værdier og med krav om øget sikkerhed, finder man også advarsler mod en stigmatisering af muslimerne og mod gøre kampen mod terror til en kamp mod muslimer. Det gælder fx artiklen ”Lad os modstå krigens ånd” af tidligere premierminister Dominique de Villepin, der slutter sin artikel med denne formaning: ”I denne prøvelse har vi en pligt at udføre. Idet vi agerer ansvarligt, koldblodigt og i enighed, og svarer igen på demokratisk eksemplarisk vis, så bliver vi igen det vi er, nemlig republikanere, der tror på den styrke, der ligger i kulturen, uddannelsen og freden.”

Alvoren i denne advarsel understreges af en notits, der kort opsummerer, hvad moskeer i Frankrig siden de islamistiske terroristers angreb på Charlie Hebdo har været udsat for. Allerede i forgårs blev der affyret to skud mod en moské i Port-La-Nouvelle. Natten til i går blev et par øvelsesgranater sendt ind i en moske i le Mans, og i går blev en bombe sprængt i kebab-restaurant ved en moské i Ville-France-sur –Sabre. Heldigvis kom ingen til skade ved disse angreb.

En artikel beskriver, hvordan lederne for de fem største trossamfund i Frankrig, katolikkerne, protestanterne, muslimerne, jøderne og buddhisterne i går samledes og efterfølgende udsendte en fælles udtalelse, der bl.a. slår fast, at ”den sekulære republik og des værdier, især samvittighedsfriheden, demokratiet, og pressefriheden forbliver fundamenter for vort samliv”. Den muslimske leder føjede til, at ”kampen mod radikalisering burde gøres til en national sag”.

Avisen indeholder også en artikel med ”Officielle fordømmelser i muslimske lande”. Her citerres fordømmelser af terrorangrebet fra Al-Azhar universitetet i Cairo, Den Arabiske Liga, regeringerne i Egypten, Marokko, Saudi Arabien m.fl. Et hovedpunkt i fordømmelsen er henvisningen til, at vold mod civile er uforenelig med islam. Også en række islamistiske organisationer fordømmer terrorangrebet, som fx de muslimske brødre i Syrien. Der er sågar kommet en fordømmelse fra udenrigsministeriet i Iran, det land, hvorfor der i sin tid blev udstedt en fatwa mod Salman Rushdie for hans angivelige blasfemi, en fatwa, der i praksis var en dødsdom over ham! Men talsmanden advarer samtidig mod ”misbrug af ytringsfriheden” og mod ”fornærmelse af hellige personer og guddommelige religioners værdier”.

Sociologen og filosoffen Edgar Morin har også fået spalteplads til midt i en stærkt følelsesladet situation at nuancere debatten. Han tager naturligvis på det kraftigste afstand fra terrorangrebet på Charlie Hebdo, men samtidig vover han at skrive, at han er ”imod profaneringen af hellige steder og genstande”. Dernæst minder han om, at USA’s interventioner – støttet bl.a. af Frankrig – i Irak og Afghanistan har bidraget til det nuværende kaos i Mellemøsten, hvis konflikter nu forplanter sig til bl.a. Frankrig. Samtidig observerer han et tankevækkende sammenfald i tid mellem den blodige fundamentalistiske islamisme og en voksende islamfofob bevægelse i Europa. Han slutter med at konstaterer, at ”Den reducerende tanke triumferer. Ikke blot tror de morderiske fanatikere, at de bekæmper korsfarerne og deres allierede, jøderne (som korsfarerne massakrerede), men islamofoberne reducerer også araberen til hans angivelige tro, islam, de reducerer det islamiske til det islamistiske, islamisten til fundamentalisten (l’integriste), og fundamentalisten til terroristen. Denne anti-islamisme bliver mere og mere radikal – som en besættelse – og tenderer i retning af at stigmatisere en hel befolkning, der er endnu mere betydningsfuld i antal end den jødiske befolkning, som blev stigmatiseret af antisemitismen før krigen og Vichy”.

Set fra en dansk synsvinkel er artiklen ”Karikaturtegninger: ti år med en planetarisk feber”, hvor der trækkes en lige linje fra Jyllands-Postens karikaturtegninger den 30. september 2005, bl.a. af Muhammed med en bombe i turbanen, og de efterfølgende uroligheder, som på globalt plan kostede 50 mennesker livet, og frem til terrorangrebet mod Charlie Hebdo i forgårs. Artiklen, der peger på, at en stor del af den muslimske verden stadig anser karikaturer af Muhammed for at være blasfemiske, indledes med et citat af Kurt Vestergaard: ”Charlie Hebdo og jeg har en fælles skæbne”. Charlie Hebdo offentliggjorde den 8. Februar 2006, da Muhammed-krisen var på sit højeste, nogle af Jyllands-Postens karikaturtegninger.

I november 2011 – bl.a. som en reaktion på indførelsen af sharia i Libyen – udgave Charlie Hebdo et særnummer under overskriften Sharia Hebdo og med Muhammed som fiktiv redaktør, der truer alle, der ikke dør af grin, med 100 lynnedslag. Reaktionen kom prompte i form af en molotov-cocktail kastet ind i avisens bygning. Hverken dette eller andre overgreb eller trusler holdt imidlertid avisen tilbage. På selve den dag, hvor terrorangrebet mod Charlie Hebdo blev gennemført, den 7. januar, optrykte avisen en tegning af en jihadist under overskriften ”Nytårshilsen?” og med teksten: ”Stadig ingen attentater i Frankrig? Vent, man har stadig tiden ind til slutningen af januar til at sende sine hilsner”. Jihadisterne sendte i forgårs deres grusomme hilsen, og Frankrig fik sin11. september.

I luftrummet mellem Amsterdam og Cape Town
Fredag den 9. januar 2015

Reklamer
  1. #1 by Lars Mandrup on 10. januar 2015 - 20:38

    Kære Mogens.

    Jeg er fuldstændig enig med dig i, at den mest fatale konsekvens af den forfærdende tragedie i Paris vil være, at det fører til en stigmatisering af alle muslimer. Det er både menneskeligt og kristeligt uhæderligt, og er der noget, som vil være til fare for verdensfreden, vil det være dette. Det er desværre allerede ved at ske ikke mindst blandt højrenationalistiske personer, også i Danmark. Det gælder også Marie Krarups klumme i Jyllands Posten i dag. Derfor er det godt at se, at den ene muslimske organisation efter den anden tager skarp afstand fra det, som skete i Paris, og at de frasiger sig islamfællesskabet med terroristerne ved at sige, at deres holdninger og handlinger ikke er udtryk for islam.

    Desværre er Mohamad Ali Blaoo fra moskeen i Rovsinggade på vildspor, når han ifølge Kristeligt Dagblad i dag under fredagsbønnen i moskeen i går har sagt, at ”dette handler ikke om islam, men om enkelte personer, der udfører kriminelle handlinger samme måde som med alle andre kriminelle.” Terroristerne i Paris var blot ikke enkeltpersoner, men de var måske kun små fisk i et større og yderst velorganiseret netværk, som udgøres af bl.a. Al Qaeda og Islamisk Stat, og som målbevidst og effektivt optræner mennesker til at blive terrorister.

    Der findes mange og vidt forskellige fortolkninger af islam, ligesom der også findes mange og vidt forskellige fortolkninger af kristendommen, og der er mennesker, som påberåber sig henholdsvis islam og kristendommen, men som befinder sig langt væk fra det, som er udgangspunktet for deres religion. Ekstreme og voldelige kristne er lige så farlige og afskyelige som ekstreme og voldelige muslimer.

    Begrebet ytringsfrihed har været det store ord i de mange forskellige udmeldinger og terroraktionerne i de seneste dage. Og ve den, som taler ilde om ytringsfriheden. Det gør jeg heller ikke. Den er et af de vigtigste kendetegn på et frit og demokratisk samfund. Men når røgen fra terroren i Paris har lagt sig, har vi brug for at komme dybere ned i materien, også når det gælder begrebet ytringsfrihed, som så let reduceres til at blive et slagord. Hvad forstår vi ved ytringsfrihed? Betyder det en uhæmmet og ukontrolleret frihed og ret til at sige (og gøre), hvad der falder en ind? Eller er det ikke snarere en fin og hellig og umistelig ret til at udtrykke det, som er dyrebart og sandt for et menneske, uanset om det går på tværs af vedtagne meninger og flertalsholdninger? Det er en beskyttelse af minoriteterne og ikke et skarpladt våben i hænderne på et flertalsdiktatur. Ytringsfriheden er en frihedsrettighed, der som alle andre frihedsrettigheden skal bruges med forstand. Den debat trænger vi til at få. Vi fik den vel næppe i 2005-2006 i kølvandet på karikaturerne af profeten Muhammed.

    Jeg fortryder ikke, selv ikke i dag, min holdning i 2005-2006, da jeg sagde ja til at være en del af den kirkedelegation, som med Udenrigsministeriets velsignelse og økonomiske støtte rejste til Egypten for at gå i samtale og dialog med de egyptiske muslimske og politiske ledere.

    Mange hilsener og god rejse

    Lars

    Fra: Mogens S. Mogensen [mailto:comment-reply@wordpress.com] Sendt: 10. januar 2015 16:27 Til: larsmandrup@youmail.dk Emne: [Nyt indlæg] Frankrigs 11. september

    Mogens S. Mogensen posted: “I dag, fredag den 9. januar, er alle 26 sider i den vigtigste avis i Frankrig, Le Monde, dedikeret til terrorangrebet mod avisen Charlie Hebdo under overskriften ”Le 11-Septembre Francais”. Ti af siderne er en direkte hyldest til de dræbte karikaturtegner”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: