”Je ne suis pas Charlie!”

I de sociale medier og i aviser verden over – og også her i Sydafrika, hvor jeg opholder mig disse dage – støder man igen og igen på udsagnet ”Je suis Charlie”, ”Jeg er Charlie”, som et udtryk for solidaritet med det satiriske ugeblad Charlie Hebdo og dem der, blev dræbt eller såret ved terrorangrebet den 7. januar.

Jeg er også dybt rystet over det grusomme terrorangreb og har dyb medfølelse med de sårede og efterladte. Jeg ser også angrebet på Charlie Hebdo som et alvorligt angreb fra islamistiske terrorister på den ytringsfrihed, som er grundlæggende i ethvert demokratisk samfund. Der findes efter min mening intet, der på nogen måde kan retfærdiggøre dette terrorangreb på Charlie Hebdo. Men alligevel kan jeg ikke tilslutte mig den globale bevægelse ved for Gud og hvermand at erklære, at ”Jeg er Charlie!”

Charlie Hebdo er et satirisk ugeblad, og i et demokrati må der være plads til satire, ja, der er endda behov for satire. Men der er mange forskellige former for satire. Noget af den satire, som Charlie Hebdo er kendt for, er efter min mening decideret smagløs, for ikke at sige obskøn. Den form for satire – uanset hvem den retter sig mod – ønsker jeg ikke at identificere mig med. Charlie Hebdos satire er grundlæggende antireligiøs. Det tjener til dens ros, at den her ikke gør forskel på den behandling, som fx muslimer og kristne får, og der er bestemt også brug for satire rettet mod religiøse personer og aktiviteter, men jeg ønsker ikke at identificere mig med en principielt antireligiøs satire.

Den virkelig gode satire har et formål, som er af samfundsmæssig betydning, men meget af Charlie Hebdos satire har tilsyneladende kun til formål at underholde, og jeg ønsker ikke, at navngivne mennesker og bestemte grupper af mennesker skal udsættes for nedgørende satire blot for underholdningens skyld. Den sunde satire har altid en brod opad og ikke nedad. Den retter sig aldrig mod dem, der er svagere og mere magtesløse end satiretegnerne selv, men mod dem, de magtfulde, for dermed at varetage den demokratisk set nødvendige magtkritik. Den form for satire, som egentlig er en slags mobning, og som Charlie Hebdo undertiden forfalder til, ønsker jeg ikke at identificere mig med.

Der er altså dele af Charlie Hebdos satire, som jeg ud fra mine overbevisninger ikke bryder mig om, og som jeg heller ikke mener er samfundsgavnlige. Men med en omskrivning af et udsagn, der er tillagt Voltaire, vil jeg sige, at jeg på nogle punkter er uenig i Charlie Hebdos form for satire, vil jeg bestemt forsvare deres ret til at publicere deres satire.

Derfor: Jeg vil så stærkt, som det overhovedet er muligt, sammen med alle retsindige mennesker, fordømme terrorangrebet på Charlie Hebdo og alle andre anslag mod ytringsfriheden. Jeg vil også udtrykke min dybeste medfølelse med de sårede og de efterladte, og med Charlie Hebdo. Men: ”Je ne suis pas Charlie!”
Simon’s Town, Cape Province, Sydafrika, torsdag, den 14. januar 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Orla F. Møller on 15. januar 2015 - 11:10

    Tak for dette indlæg, Mogens. “Je suis Charlie” er egentlig en solidaritetserklæring i stil med “Hvis I skyder dem, så skyd også mig”. Jeg har ikke skrevet det berømte #jesuischarlie på mine social-media berøringsflader, fordi jeg netop, som du, har haft lidt svært ved fuldstændig at solidarisere mig med deres (til tider) platte stil.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: