Den dominerende politiske fortælling

Hvorfor var det i 1990, at de Klerk gik med til at afvikle apartheid-systemet? Det spørgsmål sad vi i aftes og drøftede med nogle kirkeledere, som selv havde været aktive i kampen mod apartheid. Og som havde måttet betale prisen for det, bl.a. ved at beskyldt for at være forrædere af hvide sydafrikanere, som bakkede op om afrikaanernes nationalistpartis politik.

Kristendommens forhold til slaveri og senere apartheid er komplekst. På den ene side er kristendommen blevet brugt til at legitimere både slaveri og apartheid, på den anden side blev opgøret med begge dele inspireret af kristendommen. Hvis det skete at en slave blev døbt, var slaveejeren forpligtet til at frigive slaven, og derfor var iveren efter, at slaverne skulle blive kristne naturligvis ikke stor i et slavebaseret samfund. I årene frem imod 1990 voksede kritikken af apartheid i kirkelige kredse i Sydafrika. Afrikaanernes parti, National Party, der havde magten, var tæt knyttet til den reformerte kirke, og i 1970’erne voksede kritikken af den reformerte kirke i Sydafrika så meget, at kirken til sidst blev udelukket af det reformerte verdensforbund.

Den hvide afrikaaner-regerings mest effektive argument mod at give efter for ANCs krav om afskaffelse af apartheid og indførelse af et demokrati, der også omfattede alle sorte og farvede, flugtede med den internationale politiske situation. Efterhånden blev alle verdens politiske konflikter set i lyset af den kolde krig mellem øst og vest, den såkaldt frie verdens kamp mod kommunismen. At give efter for ANCs krav blev opfattet som at give efter for kommunismen. Med murens fald i 1989 kunne alle imidlertid se, at den kolde krig var forbi og kommunismen ikke længere udgjorde en global trussel. Efter vore sydafrikanske venners vurdering var det kommunismens sammenbrud i 1989, der var årsag til, at det netop var i 1990, at de Klerk tog initiativ til den proces, som førte til apartheids afskaffelse. De var også overbeviste om, at kirke og kristendom spillede en afgørende rolle for, at det ikke kom til et militærkup mod de Klerk, og at overgangen blev gennemført uden et voldeligt opgør med de hvide.

Det er tankevækkende, at lige som kampen mod kommunismen i årtier var den altdominerende politiske fortælling, som under den kolde krig blev fortolkningsnøgle for næsten alle andre politiske konflikter, at sådan er det i dag (efter 9-11) kampen mod terrorismen, som er på vej til at styre vores forståelse af flere og flere andre konflikter i verden i dag. Irak-krigen blev søgt legitimeret med henvisning til kampen mod terrorismen. I dag taler man fx meget sjældent om frihedskæmpere, de er næsten alle sammen blevet til terrorister! Mange vestlige lande indskrænker i disse år borgernes frihedsrettigheder med henvisning til truslen fra terrorister.

Den kolde krig fik en ende i 1989 og det blev muligt mange steder at se den politiske, sociale og kulturelle situationen i et andet lys, så fx apartheid-systemet i Sydafrika kunne afvikles. Når en gang terrorismen ikke længere opleves som det dominerende problem, så vil det forhåbentligt blive muligt at tage fat på løsningen af nogle af de problemer i verden, som kampen mod terrorisme i dag skygger for. Og lige som der var kirker og kristne, som ikke lod sig forlede den dominerende fortælling om kampen mod kommunismen til at lukke øjnene for apartheid-problemet, sådan er der også i dag brug for kirker og kristne, som kan se bagom den dominerende fortælling om kampen mod terrorisme og engagere sit til fordel for dem, der undertrykkes og lider nød.
Strand, Sydafrika, fredag, den 22. januar 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Svend Jespersen on 22. januar 2015 - 21:10

    Kære Mogens.

    Tager jeg fejl, eller ….? Mener du virkeligt, at Mellemøstens og den muslimske verdens (og dermed desværre også vores) nuværende problemer udelukkende eller delvist kan eller skal løses af “kirker og kristne”?

    Og hvad mener du egentlig med, at man skal “se bagom den dominerende fortælling om kampen mod terrorisme og engagere sit til fordel for dem, der undertrykkes og lider nød”? De ord kunne komme fra Desmond Tutu, Nelson Mandela, Mahatma Gandhi, Hassan Nasrallah, Yusuf al-Qaradawi eller Ali Husayni Sistani. Spiller det slet ingen rolle, hvilken løsningsmodel der vil være den mest fornuftige, hvis flest muligt mennesker skal have gavn af den?

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 23. januar 2015 - 16:25

    Kære Sved
    Nej, jeg mener virkelig ikke, ” at Mellemøstens og den muslimske verdens (og dermed desværre også vores) nuværende problemer udelukkende eller delvist kan eller skal løses af “kirker og kristne”. Og det har jeg da naturligvis heller ikke skrevet.
    Hvad jeg mener med at “se bagom den dominerende fortælling om kampen mod terrorisme og engagere sit til fordel for dem, der undertrykkes og lider nød” er, en parallel til det som nogle af kirkerne og og de kristne i Sydafrika gjorde under apartheidtiden. I stedet for at se konflikten mellem ANC og den hvide afrikaaner-regering i lyset af den kolde krigs konflikt mellem kommunismen og den frie verden/kaptialismen, så så de apartheid-politikken som et udtryk for en ukristelig behandling af de sorte (og farvede). De lod sig ikke overbevise af den dominerende politiske fortælling om kampem mellem kommunisme og kapitalisme om, at det kun var det som var på spil i Sydafrika.De så bag denne retorik, og så en gruppe mennesker, som blev undertrykt og led nød.
    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: