Religion – opium for folket?

Da jeg begyndte at læse historie på universitetet i Århus i 1970, var den gængse forståelse hos de toneangivende studerende, at de socio-økonomiske faktorer var de helt afgørende for forståelsen af samfundet og historien. Her blev religion blot set som et overfladefænomen. Marxisterne kunne henvise til deres lærefader, Karl Marx, der kaldte religion for opium for folket. På samme tid som religionen lindrede den smerte, som de samfundsmæssige forhold påførte folket, uden at fjerne årsagen til den, gav den dem drømme og illusioner, som fjernede deres fokus på den konkrete sociale og økonomiske undertrykkelse, de var udsat for.

Jeg var ikke enig med mine marxistiske medstuderende i deres reduktion af kristendom – og anden religion – til opium for folket. Efter min opfattelse gav kristendommen en langt mere realistisk analyse af tilværelsen end den, som marxismen kunne præstere, og min erfaring med den kristne religion var ikke, at den fjernede mit fokus fra verdens problemer. Historien er da heldigvis også fuld af eksempler på mennesker, som inspireret af deres kristne tro – og helt specifikt visionen om Guds rige – h ikke bare har lindret menneskers nød, men også taget fat på de dybereliggende samfundsmæssige årsager til menneskers nød.

Men at religion kan bruges – og også op igennem historien undertiden er blevet brugt – som opium for folket, havde marxisterne da ret i. Måske oplever vi i disse år en speciel afart af det. Mens marxisterne fokuserede ensidigt på de socio-økonomiske faktorer i deres tolkning af verden og ikke havde blik for religionens selvstændige betydning, så er fokuseringen på religion i de senere år blevet så stor, at den i praksis undertiden kommer til at skygge for socio-økonomiske faktorer. Eller har det måske været i ”nogens” interesse at få den brede befolkning til at være optaget af religion – og især af konflikter mellem religiøse grupper – frem for at bekymre sig om, hvordan samfundet – og verden – i øvrigt udvikler sig.

Globalt set er der nogen, der forsøger at overbevise os om, at den grundlæggende konflikt i international politik i disse år er konflikten mellem islam og vesten, eller mellem den muslimske verden og den kristne verden. En alvorlig sideeffekt af denne overvurdering af religionens rolle i storpolitik er, at den påståede globale modsætning mellem islam og vesten (den kristne verden) overføres til det danske samfund. Islam – og helt specifikt den påståede grundlæggende konflikt mellem muslimer og kristne – kommer i manges bevidsthed til at fylde så meget, at det let tager opmærksomheden væk alle de ikke-religiøse udfordringer, som vort samfund står overfor i disse år.

Men også på det mellemmenneskelige plan er overfokuseringen på religion et problem. Da de første tyrkere, pakistanere og marokkanere kom til Danmark i slutningen af 1960’erne for at arbejde blev de betragtet som gæstearbejdere. Fokus var på, at de var arbejdere. Senere blev de kaldt fremmedarbejdere, fordi man lagde vægt på deres kulturelle fremmedhed. Indimellem har vi kaldt dem tyrkere osv., fordi vi fokuserede på, hvor de kom fra, eller ny-danskere, fordi de kom for at blive, og blev en del af det danske samfund. I dag er de ofte først og fremmest identificeret ved deres religion, de er muslimer.

De har ganske vist en muslimsk baggrund, der er anderledes end de fleste danskeres religiøse baggrund, men den ensidige fokusering på deres religion har det med at skygge for en hel masse andre identitetsmarkører, som også er vigtige for dem, og for nogle af dem måske er endnu vigtigere end deres religiøse identitet. De er ingeniører og grønthandlere, og som sådan har de interesser tilfælles med andre danske ingeniører og grønthandlere. De er Brøndby- og FCK-fans, og føler sig knyttet til andre danske fans af hhv. Brøndby og FCK. De er socialdemokrater og konservative og deler grundlæggende politiske anskuelser med andre danske socialdemokrater og konservative. De er højtlønnede og arbejdsløse, og deler vilkår med andre danske højtlønnede og arbejdsløse.

Når en person, med muslimsk baggrund begår en forbrydelse, er der en tilbøjelighed i medier og blandt politikere til at zoome ind på, at forbrydelsen blev begået af en muslim, og ikke fx af en arbejdsløs eller en FCK-fan. Derved kommer religionen til at skygge for andre, og måske meget mere relevante forklaringer. Og sådan kunne man desværre blive ved ….

Måske er der brug for, at der sættes en stopper for den pusher-virksomhed, der gør folk afhængige af den form for opium, som religion er, når den præsenteres som hovedforklaring eller ligefrem eneste forklaring på både dette eller hint. Og måske har befolkningen ligefrem brug for en ”kold tyrker”.

København, mandag, den 23. februar 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Ulla Thorup Nielsen on 7. marts 2015 - 12:23

    Kære Mogens.

    Jeg synes, du har fuldstændig ret. Desværre.

    I perioder taler vi om politiker lede, når det bliver for meget med personlige magtkampe, der stjæler billedet fra seriøse debatter om reelle samfundsproblemer.

    Og på samme måde kan vi også begynde at tale om religions lede, hvor det efterhånden er blevet for meget med alle de religiøse magtkampe, der stjæler billedet fra seriøse debatter om reelle samfundsproblemer.

    Og nej – religion er ikke udelukkende otium for folket. Det menneske- og livssyn, der kendertegner religiøse ”forståelsesrammer” giver, synes jeg, en anden og ofte mere visionær tilgang til forståelse for de konkrete verdslige samfundsproblemer.

    Hvis man udelukkende forholder sig til verden ud fra en socio-økonomisk vinkel, så begrænser man horisonten for mulige samfundsløsninger. Selvfølgelig kan religion blive brugt til virkelighedsfjerne drømmerier, der fjerner fokus fra konkrete problemer. Men det at have en abstrakt ”horisont”, som udgangspunkt for at tænke i nye og andre baner – er nogen gange det, der skal til, for at løfte fastlåste modeller for samfundsløsninger i retning af noget anderledes visionært, hvor også de mindre materielle meningsgivende værdier spiller ind.

    I de socio-økonomiske forståelsesrammer så kan alt meningsgivende ”materialiseres”. Medens der i de åndelige og religiøse forståelsesrammer også eksisterer en abstrakt og ikke-materialiserbar meningshorisont, der rummer muligheder for nytænkning og visioner.

    Men alt i rette mål – i forhold til det øvrige. Sådan er det jo med det meste. Ensidige fokuseringer er sjældent positive.

    Venlig hilsen Ulla…

  1. Foundation for Defense of Democracies

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: