Sørens Espersens foruroligende panikreaktion

Radikalisering og terrorisme har virkelig skabt stor utryghed i det danske samfund, men det er ikke kke betryggende at læse om, ud fra hvilket vidensgrundlag og ud fra hvilke holdninger en prominent politiker som DFs Søren Espersen vil søge at løse problemerne. I dagens udgave af Kristeligt Dagbladdag foreslår han, som artiklens overskrift lyder: ”Tag Koranen fra fængslede radikaliserede muslimer”.

Søren Espersens begrundelse for dette forslag henter han i TV-udsendelser, som han i sin ungdom så, om hvordan man ”debriefede” unge amerikanere, der var faldet i kristne sekters klør. En del af det voldsomme program var, at man forbød de unge kristne sektofre at læse i den bibel, som var blevet brugt til at forføre de unge. Derfor foreslår han nu regeringen, at de radikaliserede unge i fængslerne fratages retten til at have Koranen med i cellen, men i stedet får fuld adgang til den øvrige litteratur i fængselsbibliotekerne. ”Det er på den måde, syge bliver raske.”

Hvad Søren Espersen ikke ved, er at forskningen har vist, at disse dramatiske debriefing programmer, der bl.a. indebar kidnapning af sekt-ofrene, ikke var specielt effektive, og at der siden er rejst alvorlig kritik af etikken i disse programmer. Søren Espersens forslag vidner i det hele taget om, at hans viden om de radikaliseringsprocesser, han ønsker at bekæmpe, er meget begrænset, når han kan sammenligne en narkomans forhold til narkotika med en radikaliseret muslims forhold til koranen. Men gad vide, om denne manglende viden bekymrer ham.

Hvad der dog er endnu værre, er de holdninger, som hans forslag til regeringen vidner om. Et forbud mod, at radikaliserede indsatte i dansker fængsler har at læse i Koranen, er naturligvis et eklatant brud på religionsfriheden, hvilket Søren Espersen sikkert godt ved, men det bekymer ham sikkert ikke.

Dertil kommer, at han ved lov vil forbyde radikaliserede muslimer at få besøg af en fængselsimam. Søren Espersen skriver, at ”Det er på tide, at vi indser, at når det gælder bekæmpelse af islamisk terrorisme, er Koranen og imamerne ikke en del af løsningen, men problemet.” For det første ville det også være et brud på religionsfriheden, men det bekymrer ham sikkert ikke. For det andet, er det svært at forstå denne udtalelse på anden måde, end at han mener, at fængselsimamer bidrager til radikaliseringen eller fastholdelsen af muslimer i deres radikalisering og dermed bidrager til terrortruslen i Danmark. Søren Espersen fremlægger ikke nogen dokumentation for denne alvorlige beskyldning, men det bekymrer ham sikkert heller ikke.

Men der er virkelig grund til bekymring, for det er foruroligende, at en prominent politiker som Søren Espersen går i panik og fremturer på denne ekstreme måde. Den radikalisering og terrorisme, der truer det danske samfund, skal forebygges og bekæmpes så godt, vi formår. Men det skal ske på grundlag af faktuel viden, og ikke på basis af gamle TV-udsendelser og populære myter. Og det skal ske i overensstemmelse med vort demokratiske retssamfunds principper, og ikke med grundlovsstridige panikreaktioner.

Christiansfeld, tirsdag, den 24. februar 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: