En vind blæser gennem Islams hus – konverteringsbevægelser fra islam til kristendommen

I bogen ”A Wind in the House of Islam” (2014) beskriver David Garrison en ny –og måske for mange overraskende – trend i relationerne mellem islam og kristendom. Mens den altdominerende hovedbevægelse i de efterhånden snart 1400 års relationer mellem islam og kristendom har været massive konverteringer fra kristendom til islam, kan man i dag – som David Garrison beskriver det i bogen ”A Wind in the House of Islam” (2014) – konstatere en ny trend, nemlig konverteringsbevægelser i modsat retning. Det er ikke en massebevægelse, men alligevel en betydningsfuld udvikling.

Islams udbredelse i Mellemøsten, Centralasien, Nordafrika og i Europa (på Balkan og i Spanien) indebar, at store dele af de befolkninger, som i århundreder havde været kristne, efterhånden blev muslimer. Og der er heller ingen tvivl om, at islams tilstedeværelse i vesten har ført til, at mennesker med en kristen baggrund er konverteret til islam.

Denne envejstrafik har været næsten altdominerende i århundreder. Men der er dog enkelte mindre undtagelser. Vi skal imidlertid helt frem til 350 år efter Muhammeds død, altså i det 10. Århundrede, før vi kan finde historisk vidnesbyrd om et muslimsk samfund, som konverterede fra islam til kristendommen. Som en reaktion på beskatningen fra muslimske herskere var der 12.000 mænd foruden kvinder og børn nær byen Nisibis i Syrien, som allierede sig med den byzantinske kejser og lod sig døbe.

Det næste dokumenterede tilfælde af en konverteringsbevægelse fra islam til kristendommen møder vi i Libyen i det 13. Århundrede, hvor den franciskanske missionær Conrad af Ascoli, døbte 6400 konvertitter fra islam. På samme tid hævder den dominikanske missionær William af Tripoli at have døbt over 1000 muslimer i Libanon. Efter at den spanske konge i 1492 havde generobret Grenada, muslimernes sidste tilholdssted, blev tusinder af muslimer døbt, men sandsynligvis var der her tale om en tvangsdåb

I de første godt 1200 år af mødet mellem islam og kristendom, var der altså næsten ingen betydningsfulde bevægelser fra islam til kristendommen. Den første lidt større bevægelse fra islam til kristendommen møder vi i begyndelsen af det 20. Århundrede på Java, hvor en lokal javanesisk evangelist ved navn Sadrach stod i spidsen for en bevægelse, der allerede ved hans død i 1924 omfattede mellem 10 og 20.000 javanesiske kristne. På næsten samme tid oplevede nogle katolske missionærer fra ordenen ”De hvide fædre”, at nogle hundrede kabylske berbere blev kristne. Også omkring århundredeskiftet var der en bevægelse fra islam til kristendommen i Etiopien, under ledelse af en tidligere muslim, Zakarya. Ved hans død i 1920 var der 7.000 døbte med muslimsk baggrund.

Vi skal helt frem til 1965 i Indonesien for at finde en egentlig folkebevægelse fra islam til kristendommen. Et kommunistisk kup mislykkedes dette år, og det styre, der efterfølgende kom til magten, forbød kommunisme og ateisme og krævede, at alle borgere skulle tilhøre en af de fem historiske religioner: islam, hinduisme, buddhisme, katolicisme og protestantisme. Det førte til at 2 mio. indonesere, hvoraf mange havde muslimsk baggrund, tilsluttede sig protestantiske eller katolske kirker.

Den næste bevægelse fra islam til kristendommen fandt sted i Iran efter revolutionen i 1979, da mange muslimer indså, at en islamisk stat ikke var løsningen på deres problemer. I løbet af 1980’erne var der trods alvorlig forfølgelse fra regeringen tusinder af shiitiske muslimer, som var blevet kristne. Og da Algeriet i 1990’erne oplevede en blodig borgerkrig mellem militærregeringen og islamisterne, var der tusinder af kabylske berbere, som – ofte i det skjulte – vendte sig mod kristendommen.

I slutningen af det 20. Århundrede var der også konverteringsbevægelser fra islam til kristendommen blandt tyrkiske folkegrupper i Centralasien og i Albanien og Bulgarien samt i Bangladesh. Endelig var der også blandt de muslimske fulaner i Vestafrika – hvad jeg selv som missionær oplevede begyndelsen til omkring 1990 – en bevægelse mod kristendommen.

David Garrison definerer en kristen bevægelse blandt ”Muslim Background Believers” (MBB) mindst 1000 dåb eller opstarten af mindst 100 menigheder i en lokalitet over to årtier. Ud fra den definition konstaterer han, at der knap var nogen utvungen omvendelsesbevægelse i de første 1200 år. I det 20 århundrede var der indtil 1980 kun trebevægelser, men i de sidste to årtier af det 20. Århundrede registrerer han 11 bevægelser.

Det, som virkelig er tankevækkende, er, at han i de første 12 år af det 21. Århundrede har kunnet registrere yderligere 69 bevægelser fra islam til kristendommen. Det er også tankevækkende, at disse konverteringsbevægelser som i dag foregår i alle rum i “Islams hus”, dvs. Nordafrika, Vestafrika, Østafrika, den arabiske verden, den persiske verden, den tyrkiske verden, den vestlige del af Sydasien (Afghanistan, Pakistan og den vestlige del af Indien), den østlige del af Sydasien (den østlige del af Indien og Bangladesh) og den indo-malayiske verden (bl.a. Indonesien).

”Der sker noget, noget, der har historisk betydning, noget, der ikke er sket før. En vind blæser gennem Islams hus”, konkluderer David Garrison i bogen ”A Wind in the House of Islam”, som hermed anbefales til interesserede.

Christiansfeld, mandag, den 16. Marts 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. En vind blæser gennem Islams hus – konverteringsbevægelser fra islam til kristendommen | mimaginable's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: