En kerygmatisk tilgang til dialog med muslimer (Martin Accad om kristne holdninger til islam og muslimer – 3)

Den arabiske kristne teolog Martin Accad beskriver i artiklen ”Christians Attitudes toward Islam and Muslims: A Kerygmatic Approach” i bogen ”Toward Respectful Understanding & Witness among Muslims” fem tilgange til dialog med muslimer: den synkretistiske, den polemiske, den eksistentielle, den apologetiske – og den kerygmatiske. Efter Accads opfattelse, så er den kerygmatiske tilgang så langt at foretrække, fordi ”den er blottet for polemisk aggressivitet, apologetisk forsvarsposition, eksistentiel tilpasning og synkretistisk flygtighed”. Det hænger sammen med kerygma’ets (dvs. budskabets) natur, at ”det er Guds nådige og positive invitation til menneskeheden om at indgå i relation til ham gennem Jesus”.

If. denne position, så er religion en essentiel del af mennesket psykologiske og sociologiske behov. Samtidig opfattes Gud som værende over ethvert religiøst system. Derfor indebærer denne holdning til islam ikke, at muslimen opfordres til at forkaste sin religiøse arv; det er Kristus selv, som er centrum for frelsen og ikke noget religiøst system. Det særlige ved denne position er, at dialogen fjernes helt og aldeles fra en diskurs om institutionaliseret religion. Det, der ligger bag, er naturligvis Karl Barths teologi, hvor religion betragtes som vantro.

Islam ses som et institutionaliseret religiøst fænomen par excellence. Islam indeholder megen sandhed om Gud og hans åbenbaring, men ud fra en Kristus-centreret forståelse mangler islam mange af de essentielle sandheder om Guds gode nyheder, som de er åbenbaret og proklameret i og af Jesus Kristus i evangelierne. Ifølge en kerygmatisk tilgang, så er Jesus Kristus Guds endegyldige åbenbaring, men det forhindrer ikke en anerkendelse af Muhammeds storhed og opfattelsen af ham, om ikke som profet, så dog som et sendebud der bragte en vigtigt guddommeligt budskab til sit folk og ledte væk dem fra ployteisme og hen til tilbedelsen af den ene Gud.

Det anerkendes, at Muhammeds budskab oprindeligt var et ægte forsøg på at give hans arabiske fok, hvad han troede var essentielle elementer af de jødisk-kristne skrifter i et sprog, nemlig arabisk, som de kunne forstå. Baggrunden var, at Muhammed helt frem til begyndelsen af Medina-perioden anså sit budskab for at være i forlængelse af den jødisk-kristne tradition. I den senere Medina-periode, begyndte Muhammed imidlertid at distancere sig fra jøderne og de kristne. Trods deres iver efter at behage Gud, så mangler muslimerne efter en kerygmatisk opfattelse imidlertid grundlaget for at opleve et dybt personligt forhold til Gud, fordi de ikke gennem troen på Kristus oplever Gud som deres far.

På baggrund af ovenstående vil kristne ud fra en kerygmatisk position engagere sig i mødet med muslimer på en respektfuld og anerkendende måde, hvor man vil have et oprigtigt ønske om en udveksling af forståelser af Gud og tro. Denne gensidigt berigende respektfulde relation vil udvikle den tillid, der skal til for at en meningsfuld og livsforvandlende samtale kan finde sted.

Selvom Accad helt klart foretrækker den kerygmatiske tilgang til dialogen med muslimer, er han ikke blind for nytten af andre tilgange. Efter hans erfaring kræver forskellige kontekster, situationer og samtalepartnere forskellige tilgange. Mens han selv i de fleste tilfælde ville undgå den synkretistiske og den polemiske tilgang, så ville han i offentlige sammenhænge, hvor det er afgørende at takle sociale problemer, vælge en kombination af den eksistentielle og den kerygmatiske tilgang. Under mere private forhold, hvor der måske ville være behov for at drøfte dybt forankrede misforståelser, som muslimer måtte have fx om Kristus og Bibelen, er det hans opfattelse, at en kombination af den kerygmatiske og den apologetiske tilgang ville være mest frugtbar. Så vidt Martin Accad.

Mens muslimer og kristne i tidligere tider levede i hver sin del af verden, og relationerne derfor kunne begrænses til et minimum, så har globaliseringen om ikke gjort verden til en landsby så dog gjort den meget mindre. Samtidig har globaliseringen ført til, at de fleste samfund, inkl. det danske, i dag er blevet multireligiøse, så mødet mellem muslimer og kristne er blevet en del af mange menneskers hverdag Samtidig betyder det faktum, at både kristendommen og islam er religioner med et universelt budskab til hele verden, at kristne og muslimer uvægerligt vil komme til at vidne over for hinanden. Interaktion mellem muslimer og kristne er ikke længere en valgmulighed, og det giver derfor ingen mening at afvise dialog mellem kristne og muslimer. Set fra et kristent synspunkt handler det om at udvikle interaktionsformer og dialogformer, der på én og samme tid fremmer kristnes respektfulde forståelse af islam og muslimer og kristnes respektfulde vidnesbyrd blandt muslimer – og egentlig også vice versa.

Christiansfeld, tirsdag, den 17. marts 2014
Mogens S. Mogensen

Hermed afsluttes denne lille serie.

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: