Synkretistisk, polemisk, eksistentiel eller apologetisk dialog mellem kristne og muslimer (Martin Accad om kristne holdninger til islam og muslimer – 2)

I den arabiske kristne teolog Martin Accads artikel ”Christian Attitudes toward Islam and Muslims: A Kerygmatic Approach” i bogen ”Toward Respectful Understanding & Witness among Muslims” skitserer forfatteren et spektrum med fem dialogiske positioner mht. interaktion mellem kristne og muslimer.

De to mest ekstreme tilgange til dialog mellem muslimer og kristne er den synkretistiske position og den polemiske position, som han ikke har meget godt at sige om.

I den synkretistiske position relativiseres forskellene mellem religionerne, og alle religioner anses for at for at være på lige fod. Fokus i dialogen er derfor ikke på det specifikt religiøse eller teologiske i islam og kristendom, men på religionernes potentielle positive bidrag især i form af de moralske værdier, som de kan indpode i de enkelte mennesker i deres samfund. I denne position betragtes islam primært som et socio-politisk fænomen lige som andre religioner, og Muhammed som en socio-politisk leder. Den synkretiske position fører imidlertid ikke til en dybere forståelse af islam og muslimer og fremmer heller ikke vidnesbyrdet om Jesus Kristus bland muslimer.

I den polemiske position har kristne ofte et triumfalistisk syn på kristendommen og den kristne kirke, et syn, der udelukker, at der kan være sandhed i islam, der tværtimod anses som et onde og en torn i kødet på kristendommen. Islam dæmoniseres ligesom Muhammed, og koranen betragtes som inspireret af djævelen. Formålet med dialogen med muslimer er blot at demonstrere over for muslimer, at islam er falsk, og at kommunikere til dem, at de går til helvede, hvis de ikke forkaster islam. Den polemiske position, som Accad kort karakteriserer med ordene ”seek and destroy”, fører naturligvis til øgede konflikter, som lægger gift både for en gensidig forståelse og for et troværdigt kristent vidnesbyrd.

Der er imidlertid mere konstruktivt at sige om de to næste tilgange til islam, nemlig den eksistentielle position og den apologetiske position.

Den eksistentielle position henter sin navn fra den menneskelige eksistens, og dens primære fokus er snarere sociologisk end teologisk. Det essentielle i religion er godhed og moralitet. Kristendom og islam opfattes som distinkte og forskellige religioner, men denne position giver plads for en mere signifikant rolle for det guddommelige i islam og er også åben for muligheden af muslimers frelse inden for islam. Islam er en religion, som har guddommelig oprindelse, men lige som alle andre religioner bærer den præg af menneskelig påvirkning. Man er åben overfor, at Muhammed modtog en eller anden slags guddommelig kaldelse som profet for araberne, og at koranen derfor indeholder substantielle elementer af guddommelig sandhed. Målet med dialogen er at fremme fredelig sameksistens og sammen bidrage til opbygningen af et godt samfund, og derfor er der fokus på det, som religionerne har til fælles. Den eksistentielle position kan være med til at en gensidig forståelse og tolerance og dermed fremme en fredelig udvikling af samfundet, men vidnesbyrdet får her en sekundær placering

If. den apologetiske position er der kun én ultimativ sandhed, som er den vi møder i kristendommen, og Kristus er derfor den eneste vej til frelse. Islam betragtes som et menneskeligt fænomen, som pga. Muhammeds vildfarelser indeholder en fejlagtig forståelse af Gud. Koranen er et plagiat af bibelen med mange fejl og unøjagtigheder. Målet med at indgå i dialog med muslimer er alene evangelisering, nemlig at påvise kristendommens sandhed og afvise islams validitet. Problemet med den apologetisk position er ikke, at selve det at bedrive apologetisk virksomhed over for muslimer, men den måde det undertiden foregår på. Fx når kristne bedriver en overfladisk ’eisegesis’ (indlægning) i stedet for sober ’exegesis (udlægning) af muslimske skrifter (og vice versa), og der ikke er en åben lytten til den anden for at forstå den anden. Der er i Ny Testamente mange eksempler på apologetik, som fx i 1 Peter 3,15, hvor der står, at vi skal altid skal være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, vi har, men samtidig føjes der til, at det skal foregå med mildhed og respekt. Resultatet af praktiseringen af den apologetiske position vil altså afhænge af, hvordan den udføres. På den ene side kan det give mulighed for at forklare, hvad kristendom (og islam) er, på den anden side kan det også ende i en steril debat, der hverken fremmer forståelsen eller vidnesbyrdet.

Som titlen på Accads artikel antyder, peger han imidlertid på en femte position, nemlig den kerygmatiske position, som den, der efter hans erfaring bedst fremmer både en respektful forståelse af islam og muslimer og et respektfuldt vidnesbyrd blandt muslimer.

Christiansfeld, tirsdag, den 17. marts 2015
Mogens S. Mogensen

Fortsættelse følger.

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: