“Vi skal elske muslimer, men hade islam” er et meget problematisk fyndord

”Vi skal elske muslimer, men hade islam” er blevet et fyndord, som i disse år høres oftere og oftere i debatten om islam og muslimer i Danmark. Før fyndordet vandt udbredelse blandt debattører i Danmark, blev det brugt i andre dele af verden. Geert Wilders, grundlæggeren og lederen af Frihedspartiet i Holland, blev kendt for i 2008 at anvende en lignende distinktion, da han i et interview sagde, ”I don’t hate Muslims, I hate Islam”. Og den egyptiske koptiske præst Father Zakaria Botros, der siden 2003 har optrådt i talk shows på Hayah Evangelical Channel, er kendt for igen og igen at understrege, at ”As I love Muslims, I hate Islam.”

Når kristne foretager distinktionen mellem at hade islam og elske muslimen, henter de begrundelsen kristendommens forståelse af, at Gud elsker syndere, men hader synden. Kirkefaderen Augustin, der levede fra 354 til 430, var måske den første, der udformede den siden så udbredte leveregel, ”Had synden, elsk synderen”, som også Gandhi er kendt for at have taget til sig.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er uproblematisk at slutte fra den anerkendte kristne leveregel ”Had synden, elsk synderen” til, at vi som kristne skal ”elske muslimer, men hade islam”?

At vi som kristne er kaldet til at elske muslimer, kan der naturligvis ikke herske nogen tvivl om. Muslimen vor min næste, vi skal elske vor næste, som vi elsker os selv. Også selvom nogen måtte opleve muslimer som deres fjender – fx ud fra en forestilling om en global konflikt mellem den muslimske verden og vesten – så er vi kaldet til at elske muslimer, fordi vi også er kaldet til at elske vor næste.

Det er straks mere problematisk at hævde, at vi skal hade islam. At vi skal hade synd, er bibelen helt klar omkring, men kan man identificere islam med den synd, som vi skal hade? Hvis man siger, at synd er vantro – dvs. ikke at tro på Jesus (jf. Joh 16,9) – så er islam også vantro og dermed synd. Men det har islam jo tilfælles med fx den jødedom, som eksisterer i dag, hvor man heller ikke tror på Jesus. Og ud fra den logik, så skulle kristne jo hade jødedommen, men elske jøderne, og det ville nok i nogens opfattelse nærme sig antisemitisme. Og så skulle kristne også hade alle andre religioner og ideologier, som ikke har en tro på Jesus, men altså elske disse religioners og ideologiers tilhængere.

Hvis vi siger, at kristne skal hade islam og jødedommen og andre religioner, der ikke har en tro på Jesus som Guds søn og verdens frelser, så kommer vi uvægerligt til at overse alle de sandheder og værdier, som vi som kristne kan genkende i andre religioner. Når vi sammenfatter alt det, der er i religioner som islam og jødedom og andre religioner og ideologier under overskriften synd, så kommer vi let til at dæmonisere disse religioner. Og så ligger det snublende nær også at komme til at dæmonisere tilhængerne af disse religioner og ideologier, fordi tilhængerne jo repræsenterer disse religioner og ideologier.

Erfaringen viser desværre også, at distinktionen mellem islam, som fyndordet opfordrer os til at hade, og muslimer, som det opfordrer os til at elske, i praksis ikke holder, fordi islam i manges bevidsthed ikke blot er en bog eller en filosofi eller en dogmatik, men også er de mennesker, der – undskyld udtrykket – så at sige inkarnerer ideologien i deres daglige liv. Og man kunne også ud fra en religionsvidenskabelig betragtning spørge, om det overhovedet giver mening at foretage en sådan distinktion. Er en religion ikke konkrete menneskers tolkning af skrifter og tradition, en tolkning som omsættes i levet liv? Fordi distinktionen i praksis ikke holder, så vil hadet mod islam derfor let komme til at smitte af på holdningen til muslimer, så måske ender let med, at de, der lader sig lede af fyndordet, forledes til at hade både islam og muslimer.

Som kristne kaldes vi til at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, hvortil hører synden. Men bag Augustins udsagn om at hade synden og elske synderen ligger der en ydmyghed og solidaritet, som er vanskelig at få øje på i fyndordet om, at ” ”Vi skal elske muslimer, men hade islam”. Når vi som kristne kaldes til at elske synderen, så kaldes vi som syndere til at elske andre syndere. Og når vi som kristne kaldes til at hade synden, så er det ikke kun den synd, som ligger hos de andre, men også den synd som vi selv daglig må kæmpe med. I det moderne fyndord er det derimod muslimen, der entydigt sættes ind på synderens plads, og muslimens religion, islam, der entydigt sættes entydigt ind på syndens plads. Problemet er imidlertid, at synden har det med at finde vej ikke blot ind i den kristnes hjerte, men også ind i den kristnes kirke og endog ind i den kristne teologi, der undertiden kommer til at gå syndens ærinde. Som kristne kaldes vi altså ikke kun til at forsage den synd, som findes i det muslimske samfund og den muslimske tradition, men vi kaldes også til at forsage den synd, som vi må slås med i det kristne samfund og i kirkens tradition –  og i vort liv i det hele taget.

At vi som kristne tror, at evangeliet er sandheden om Gud og om os mennesker, betyder at sandheden har krav på os, og at vi er kaldet til at vidne frimodigt om sandheden. Det betyder ikke, at vi har rådighed over sandheden og kan bruge den til at slå andre oven i hovedet med.

Christiansfeld, onsdag, den 18. marts 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Nikolaj Hartung Kjærby on 23. marts 2015 - 09:47

    Tak for et tankevækkende indlæg, Mogens! Jeg er naturligvis fuldstændig enig i at det som regel er dumt at SIGE “Jeg hader islam” når man taler med en muslim (eller på anden måde udtrykker sig i et offentligt forum hvor der er muslimer blandt læserne/tilhørerne), da det let kan opfattes som nedladende, selv hvis man tilføjer at man elsker muslimer. Men trods de kvaliteter og sandheder der unægtelig er i islam, plejer jeg alligevel at bruge fyndordet “til indvortes”, for jeg hader det at islam holder mange mennesker væk fra den frelsende tro på Jesus som Guds søn og verdens frelser. Af samme grund hader jeg naturligvis også ateisme, buddhisme, hinduisme, sikhisme, shintoisme, Baha’i, asatro, og den jødedom der ikke anerkender Jesus som Messias, men jeg må indrømme at jeg aldrig har hørt mig selv (eller nogen andre for den sags skyld) sige “Vi skal hade hinduismen, men elske hinduerne” – så måske har du en pointe.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: