Netanyahus svære valg

Dagen før valget i Israel udtalte Israels premiermeinister, Likuds leder, Benjamin Netanyahu, der ser ud til at kunne fortsætte som premierminister, at han ikke længere gik ind for en to-stats-løsning af konflikten mellem Israel og Palæstina. Det er klar tale, og dermed giver den fredsproces, der bygger på Oslo-aftalerne naturligvis ingen mening længere.

Men hvad betyder det, at det så må forventes at blive Israels officielle politik at afvise muligheden af en to-statsløsning: altså den nuværende stat Israel og en ny uafhængig palæstinensisk stat, bestående af (dele af) den besatte Vestbred og Gaza? Logisk set må alternativet til en to-statsløsning naturligvis være en en-statsløsning, altså en løsning, hvor Israel og de besatte palæstinensiske områder slås sammen til én stat under den samme regering, en slags udvidet Israel.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan en sådan stat skal indrettes? Her er der, så vidt jeg kan se, logisk set kun tre modeller at vælge imellem.

  1. Et demokratisk stat – med risiko for ikke-jødisk flertal
    Da det nuværende Israel er en demokratisk stat med stemmeret for alle voksne borgere og med (næsten) lige ret for alle borgere, ville det være nærliggende at en-statsløsning ville indebære en fortsættelse denne demokratiske tradition. Problemet for Netanyahu er imidlertid, at den demografisk sammensætning af en udvidet israelsk stat ville være sådan, at den jødiske befolkning kunne risikere at komme i mindretal.
  1. Etnisk udrensning – for at sikre jødisk flertal
    Hvis Netanyahu skal undgå denne situation, der ikke er et usandsynligt scenarie i en en-statsløsning, har han stort set kun to muligheder at vælge imellem. Den ene mulighed er, at han søger at udvise eller uddrive større eller mindre dele af den ikke-jødiske befolkning til de arabiske nabolande, for dermed at bevare et jødisk flertal i landet.
  1. En ikke-demokratisk stat – for at sikre jødisk kontrol
    Den anden mulighed er, at han reducerer eller helt fjerner den ikke-jødiske befolknings politiske indflydelse ved at ændre de demokratiske spilleregler, så den jødiske befolkning fortsat kan bevare kontrollen over landet.

Ingen af disse tre modeller, som en én-statsløsning tvinger Netanyahu til at vælge imellem, kan imidlertid være attraktive for ham. Derfor er det bestemt muligt, at Netanyahu ikke føler, at valget står mellem en én-stats- og en to-statsløsning. Måske ønsker han slet ikke nogen løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne, men ønsker blot at den nuværende israelske besættelse af de palæstinensiske områder skal fortsætte også de næste 50 år.

Christiansfeld, fredag, den 21. marts 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Svend Jespersen on 21. marts 2015 - 13:11

    Nej, Mogens, Netanyahu sagde ikke, “at han ikke længere gik ind for en to-stats-løsning af konflikten mellem Israel og Palæstina”. Er det ikke pudsigt, hvordan udeladelse af nogle få ord kan vildlede og give anledning til så mange misforståelser?

    http://www.ynetnews.com/articles/0,7340,L-4639207,00.html

    http://edition.cnn.com/2015/03/16/middleeast/israel-netanyahu-palestinian-state/

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 21. marts 2015 - 13:22

    Dagen før valget blev Netanyahu spurgt: “If you are prime minister, a Palestinian state will not be established?”
    Netanyahus svar var: “Indeed.”
    Det har mange politikere rundt om i verden tolket som et nej til en tostatsløsning, og jeg er enig i den tolkning.

  3. #3 by Svend Jespersen on 21. marts 2015 - 20:47

    Ja, du har ret, og således positionere både du og nogle medier sig i de retfærdiges lejr ved at udelade ordene ”now”, og ”on my watch” , eller hvad oversættelsen af de hebraiske ord i interviewet nu kan blive til.

    Essensen af Netanyahus ord er, (hvis man gider eller ønsker at læse og forstå dem alle), at Israel ifølge hans mening ikke i den nuværende situation med to splittede og dysfunktionelle, palestinensiske regeringer og militaristiske fjender hele vejen rundt langs og i nærheden af grænserne af sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan tillade sig at afgive kontrollen med de områder for øjeblikket. Og det kan man vel ikke fortænke ham i.

    Man kan mene om Netanyahu, hvad man vil. Han forsøger ikke at vinde nogen popularitetskonkurrence blandt politisk korrekte observatører, men hvorfor har ingen af hans modstandere forsøgt at modbevise hans påstand om Israels nuværende sårbarhed i stedet for at fejlcitere og -tolke ham?

    Det ville da være meget mere ærligt.

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 21. marts 2015 - 21:37

    CNN skriver i overskriften: “Netanyahu shoots down two-state solution ahead of vote”. Så må CNN også have misforstået Netanyahu. Og så må alle de talrige andre medier og og politikere have misforstået Netanyahus udtalelse forud for valget. – Uanset Netanyahus begrundelse for at sige nej til en to-statsløsning – on his watch – og en en-statsløsning går han åbenbart heller ikke ind for, så såvidt jeg kan se holder min konklusion stadig. “Derfor er det bestemt muligt, at Netanyahu ikke føler, at valget står mellem en én-stats- og en to-statsløsning. Måske ønsker han slet ikke nogen løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne, men ønsker blot at den nuværende israelske besættelse af de palæstinensiske områder skal fortsætte også de næste 50 år”

  5. #5 by Nikolaj Hartung Kjærby on 23. marts 2015 - 13:47

    Så vidt jeg har forstået, har Netanyahu heldigvis efterfølgende præciseret at han ikke mente at han FOR AL FREMTID ikke går ind for en palæstinensisk stat, men blot at han ikke betragter det som realistisk lige nu. Det blev jeg meget glad for, for på længere sigt kan jeg (ligesom du, Mogens) ikke se noget brugbart alternativ til en tostatsløsning.

    Jeg har spekuleret en del på hvad Netanyahu egentlig vil. Jeg kender mange der er glødende Netanyahu-fans, men der er endnu ikke nogen af dem der har kunnet (eller villet) give et svar på det, så min foreløbige konklusion er at han ikke har nogen langsigtet plan, men at han ser en personlig fordel i at fastholde Israel i konflikt med alt og alle fordi det giver ham mulighed for at markedsføre sig selv som den stærke mand der kan beskytte landet mod alle fjenderne. Men jeg gætter på at Svend Jespersen er uenig i dén analyse, så jeg vil da med interesse læse hans bud på hvad Netanyahus langsigtede plan kunne være. 🙂

  6. #6 by Svend Jespersen on 23. marts 2015 - 20:49

    Hej Nikolaj.

    Er det ikke underligt, at valget i et så fjernt og lille land kan bringe sindene i oprør over hele kloden? Vores debat her er bare en del af den, og Netanyahu har været centrum i langt de fleste af dem. Prøv f.eks. at søge på nettet med ordene ”israel elections v15” , uden anførselstegn.

    Og så er jeg enig med dig i halvdelen i din konklusion om Netanyahu. Han vil gerne ses som Israels forsvarer, som kan ” beskytte landet mod alle fjenderne”. Enhver nysgerrig, åben og ærlig person vil derefter gå et skridt videre og spørge sig selv: ”Er de fjender imaginære, er de udelukkende resultatet af en paranoid persons hjernespind”? Det spørgsmål kender du sikkert svaret på.

    Og mht. langsigtede planer? Tjah, Netanyaha taler kun om planerne for de næste fire år. Har du noget godt bud på, hvordan situationen vil se ud om fire år i Mellemøsten? Før du går i gang, så husk på, hvor grueligt galt det gik for alle dem, som med lys i øjnene i december 2010 spåede om ”det arabiske forår”.

    I januar i år var Mahmoud Abbas i Sverige for at blive hædret og belønnet for sin indsats for fred i Mellemøsten. Det er den Abbas, som blev valgt som præsident for alle palæstinenserne i 2005. Året efter var der valg til parlamentet i de palæstinensiske områder, og vinderen blev Hamas. Resultatet af parlamentsvalget blev en krig mellem Fatah og Hamas med den nuværende, reelle opsplitning i to stater. Abbas har siden da nægtet at afholde de nye valg til både parlamentet og præsidentposten, som aftalen ellers var. Så sidste gang, palæstinenserne fik lov at gå til valgurnerne var i 2006. Siden da har der været fire valg i Israel.

    11. marts i år fejrede Fatah, som Mahmoud Abbas er formand for, på sin Facebookside 37-årsdagen for ”martyren” Dalal Mughrabis død. Hun døde i et palæstinensisk angreb på en bus i Israel, hvorunder 38 civile israelere blev dræbt, herunder 13 børn.

    Jeg undrer mig såmænd bare over, hvordan dele af verden så ukritisk og i så høj grad kan blive så forargede over en enkelt politiker, som bliver valgt af frie mennesker i frie valg i et land omgivet af så megen ufrihed, had og blodigheder.

    • #7 by Nikolaj Hartung Kjærby on 24. marts 2015 - 10:12

      Vist er truslen reel – i hvert fald et stykke hen ad vejen. Min pointe er at jeg ikke synes at Netanyahu (i modsætning til Livni og Herzog) lader til at have noget bud på hvordan truslen kan mindskes. En trussel fra eksempelvis Iran ville jo ikke just blive mindre hvis Obama fulgte Netanyahus opfordring til under ingen omstændigheder at indgå en aftale med Iran, og truslen fra Hamas bliver ikke mindre af at Netanyahu giver dem en masse døde civile palæstinensere som de kan bruge i deres anti-israelske propaganda. 😦

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: