”National kristendom til debat”. En anmeldelse.

Der er i disse år god grund til at sætte ”National kristendom til debat”, sådan som titlen lyder på en antologi af Jeppe Bach Nikolajsen, lektor på Menighedsfakultetet i Århus. Lige siden oplysningstiden har den århundrede lange tætte forbindelse mellem stat og kirke i Europa været under pres – et pres, som i de seneste årtier er blevet understøttet af den fremadskridende sekularisering – og i vore nabolande Sverige og Norge har det allerede ført til, at båndene mellem stat og kirke er blevet brudt eller løsnet. Når båndene mellem stat og kirke – som debatten om en styringsreform af folkekirken viste – ikke er ved at blive løsnet i Danmark, hænger det sammen med en modsatrettet bevægelse, der bunder i globaliseringen. Den kulturelle og religiøse pluralisering af det danske samfund, som globaliseringen har ført med sig – og helt specielt det faktum, at der i dag er omkring 250.000 muslimer i Danmark – har givet anledning til en politisk værdikamp, som folkekirken er blevet inddraget i.

I år 313 legaliserede kejser Konstantin kristendommen, der kort efter blev gjort til kejserrigets officielle religion og senere igen til rigets eneste tilladte religion. Denne såkaldte konstantinske vending, som knyttede kirke og stat nært sammen og efterfølgende kom til at danne mønster for samfunds- og kirkeordninger overalt i Europa, har naturligvis påvirket både samfundets kultur, udviklingen af kirkens teologi og forståelsen af kirkens plads i samfundet, og det er dette sidste tema – nemlig spørgsmålet om, hvordan kirken er blevet påvirket af ”konstantinismen” – der er bogens fokus.

I bogens første afsnit gennemgås forholdet mellem kirke og stat fra den præ-konstantinske periode, hvor kirken var et ofte forfulgt mindretal, over den konstantinske, hvor kristendommen bliver statsreligion og til den post-konstantinske periode, som vi nu lever i, og hvor kirken mange steder mister sin privilegerede stilling i et efterhånden mere og mere flerreligiøst samfund. Artiklerne i dette afsnit indeholder mange spændende analyser. Fx påviser Jakob Engberg, lektor i kirkehistorie ved Århus Universitet, i artiklen ”Forfølgelse og lydighed mod øvrigheden”, hvordan kirken i den præ-konstantinske periode ikke kun udviklede en martyrideologi og en teologi, der udsprang af kirkens konfrontation med myndighederne, men også en myndighedsteologi med idealer om loyalitet, lydighed og nødvendigheden af myndigheder – og dermed lagde grunden til kirkens samvirke med myndighederne i den konstantinske periode.

I det andet afsnit præsenteres en række kritiske perspektiver på den konstantinske periode af forfattere, der – som redaktøren gør opmærksom på – alle udmærker sig ved ”at argumentere for en separationistisk relation til øvrigheden” (s. 6). Helt centralt står her inddragelsen af de amerikanske teologer John Howard Yoder og Stanley Hauerwas. Som et alternativ til en konstantinsk ekklesiologi fremhæves bla. Yoders diaspora-ekklesiologi. Den præ-konstantinske kirkes teologi og kirkelige praksisser var if. Yoder præget af den jødiske diasporatilværelse, og if. Yoder ”må den være nødvendig for en kirke, der ønsker at blive frigjort fra sin bundethed til en nationalstat” (s. 150), som Arne Rasmussen gør opmærksom på i artiklen ”Diasporaens teologi”. I artiklen ”Kirkens mulighed for at genvinde sig selv” udfolder Nikolajsen Yoders anti-konstantinske teologi. Kirken forstås som et særligt folk, der med sin særlige levevis manifesterer gudsriget, og blandt kirkens kendetegn er gensidig underordning, forfølgelse og pacifisme.

Det sidste og korteste afsnit indeholder nogle specifikt lutherske perspektiver ekklesiologien. I to artikler drøfter Asger Højlund, professor i systematisk teologi ved Menighedsfakultetet i Århus, toregimentelæren, som i en luthersk teologi spillede en afgørende rolle i den konstantinske periode, og argumenterer for, at toregimentelæren også vil være vigtig i en post-konstantinsk kontekst.

Bogens opgør med en konstantinsk kirkeforståelse kunne godt tolkes sådan, at den konstantinske periode anses som en problematisk parentes i kirkens udvikling mellem en præ-konstantinsk kirkeforståelse og så en post-konstantinsk-kirkeforståelse, der indebærer en tilbagevenden til den oprindelige og ideelle forståelse af kirkens plads i samfundet før den konstantinske vending. Der er imidlertid også eksempler i bogen på en mere nuanceret forståelse af den kirkehistoriske udvikling.

I artiklen ”Den konstantinske kirke” analyserer Nikolajsen, som undertitlen lyder ”Lesslie Newbigins ambivalente kritik” af den konstantinske periode. For den kendte engelske missionsteolog Lesslie Newbigin er det afgørende, at kirken i dag genvinder forståelsen af at være et missionalt fællesskab. Mens den præ-konstantinske kirke var en art missional græsrodsbevægelse, så tabte kirken i den konstantinske periode bevidstheden om sin missionale natur. Alligevel er hans kritik af den konstantinske kirke ambivalent. For, som Newbigin skriver: ”… we have to ask, would God’s purpose as it is revealed in Scripture have been better served, if the church had refused all political responsibility, if there had never been a ”Christian” Europe, if all the churches for the past two thousand years had lived as persecuted minorities …? I find it hard to think so” (s. 180).

Harald Hegstad, der er professor i systematisk teologi ved Menighedsfakultet i Oslo, følger samme linje i sin artikel, ”Kirken som fællesskab. Lutherske folkekirker i forandring”. Hegstad er enig i, at den konstantinske periode er ved at ebbe ud, og mener også, at kirken må aflære en række af de vaner, som hørte den konstantinske periode til, men kirken har også i denne periode lært vigtige ting, som den må tage med videre. Dertil kommer, at vor kultur stadig bærer præg af det aftryk, som kristendommen satte i den konstantinske periode, og at folkekirker stadig som majoritetskirker har en rolle at spille som forvaltere af national kultur. Derfor er der for Hegstad stor forskel for kirken på at befinde sig i en præ-konstantinsk og en post-konstantinsk situation.

Uanset hvilken vurdering man måtte have af den konstantinske periode, så er der for mig at se ingen tvivl om, at vi – alle værdipolitiske kampe til trods – er på vej ind i en post-konstantinsk periode, hvor båndene mellem kirke og stat også i Danmark på lang sigt vil løsnes mere og mere. Derfor er der, som der lægges op til i bogen, god grund til at reflektere over og debattere spørgsmålet om kirkens plads i samfundet fremover og herunder, hvordan kirken bedst varetager sin missionale opgave. Og derfor er denne antologi også en meget nyttig bog, som det bestemt kan anbefales at tilbringe nogle timer i selskab med.

Christiansfeld, mandag, den 30. marts 2015
Mogens S. Mogensen

National kristendom-Jeppe Bach Nikolajsen, National kristendom til debat. Fredericia: Kolon, 2015.

Reklamer
  1. #1 by Kim Hartzner on 30. marts 2015 - 10:37

    Kære Mogens,

    En fornøjelse at være på din liste over modtagere af dine indlæg i den fantastisk aktuelle debat om kirke, kristendom, islam, etc., etc.

    God påske,

    Kim

    Kim Hartzner, M.D.

    Managing Director;

    Mission East,

    Skt. Lukas Vej 13,

    DK-2900 Hellerup

    Telephone work: + 45 39 61 20 48

    E-mail: kim.hartzner@missioneast.org

    http://www.missioneast.org

    Privileged/Confidential information may be contained in this message. If you are not the addressee indicated in this message (or responsible for delivery of the message to such person), you may not copy or deliver this message to anyone. In such case you should destroy this message and kindly notify the sender by reply email. Please advise immediately if you or your employer do not consent to Internet email for messages of this kind. Opinions, conclusions and other information in this message that do not relate to the official business of my organisation shall be understood as neither given nor endorsed by it.

  2. #2 by Ole Riis on 30. marts 2015 - 22:13

    Jeg har ikke læst bogen. Men umiddelbart er det nok en anakronisme at tale om en nation i det østromerske imperium. Nationerne fødes vel først med den Westphalske fred eller med romantikken efter Napoleonskrigene? Desuden kan man hævde, at Luthers to-regimentelære var bundet til den historiske kontekst. Derfor beder vor tids lutherske præster for den lovlig øvrighed, men ikke nødvendigvis for fyrsten. I hvert fald ikke i Tyskland og USA.

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 30. marts 2015 - 22:16

    Ole Riis: Naturligvis giver det ikke mening at tale om nationer i oldtid og middelalder. Toregimentelæren opstod i en bestemt historisk kontekst, men den spiller stadig en ikke uvæsentlig rolle i mange sammenhænge den dag i dag. Du skulle nu tage og læse bogen alligevel 🙂
    Vh Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: