Fængselsimamers rolle

Da regeringen i slutningen af januar med et bredt flertal fik vedtaget sin ”anti-ekstremisme-plan”, måtte man efter krav fra Dansk Folkeparti droppe et forslag om at lade Politiets Efterretningstjeneste inddrage imamer i indsatsen mod ekstremisme. På trods af at mange eksperter har udtalt, at det ikke var nogen klog beslutning, så er det løb åbenbart nu kørt. Men at PET ikke må inddrage imamer i forebyggelsen af ekstremisme, behøver naturligvis ikke at betyde, at andre instanser ikke må gøre det. Derfor har flere kommuner da også været ude og meddele, at de fortsat vil samarbejde med imamerne.

Det samme gælder fængslerne. I sidste uge argumenterede Fængselsforbundet for, at der var brug for flere imamer i danske fængsler. ”Fængselsbetjentene er dybt afhængige af at finde ud af, hvad der foregår i de radikaliserede miljøer. Derfor er det klogt at samarbejde med flere moderate imamer eller andre, som har en hamrende god fornemmelse for, hvornår noget er ekstremt, og som der lyttes til”, siger formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye (”Fængselsbetjente vil samarbejde med flere imamer efter belgisk forbillede”. Information 29/3/2015). Også her har Dansk Folkeparti (DF) forsøgt at bremse samarbejdet med imamer. DFs udlændingeordfører, Martin Henriksen, går så vidt som til at sige, at ”Allerhelst ser vi, at man helt fjerner imamerne fra fængslerne” (”DF vil have alle imamer fjernet fra de danske fængsler”. Information 29/3/2015).

DFs holdning til samarbejde med imamer bygger tilsyneladende ikke på undersøgelser om fængselsimamers rolle, men på en grundlæggende anti-islamisk ideologi. Der findes da heller ikke nogen solid forskning om fængselsimamers rolle mht. forebyggelse eller bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering i fængslerne. Men det måtte dog være værd at lytte til, hvilke erfaringer de mennesker, der til daglig omgås de radikaliserede eller potentielt radikaliserede muslimske indsatte i fængslerne, har, og de er altså overbeviste om, at fængselsimamer kan spille en vigtig rolle.

En af dem, der ved mest om muslimsk ekstremisme og radikalisering i Norden er nok terrorforsker Magnus Rastorp, der står i spidsen for den ekspertgruppe i Københavns Kommune, der arbejder med en indsats mod radikalisering. Hans vurdering er, ”at imamer kan have mulighed for at påvirke nogen i den rigtige retning, men der er også mange religiøse unge, som slet ikke lytter til imamer. Så det er svært at sige, hvilken effekt imamer i danske fængsler vil have. … Imamer kan godt være til hjælp, men det kan socialrådgivere og psykologer også. Så løsningen kan være en kombination af begge dele.” Og så konkluderer han, at han synes, ”at man skal afprøve tiltaget stille og roligt og se, hvordan det fungerer, inden man ruller det helt store program ud” (”Terrorekspert: Svært at spå om imamers effekt i fængsler”. Information 29/3/2015).

Det lyder jo ganske fornuftigt, for fængselsimamer er jo religiøse forkyndere og sjælesørgere – ligesom fængselspræster – og ikke specialister i håndteringen af unge, der allerede er eller er i fare for at blive radikaliserede. Derimod lyder ikke spor fornuftigt, når Martin Henriksen foreslår, at man helt skal fjerne imamerne fra fængslerne.

I dag er der seks imamer ansat ved de danske fængsler, heraf dog kun en fuldtidsansat, men resten er deltidsansatte (4-12 timer ugl). Desuden er der en imam, som arbejder frivilligt. Det er altså disse imamer, som Dansk Folkeparti vil have ud af fængslerne. Ikke, fordi de har de har forbrudt sig mod reglerne for religiøse forkyndere (for så ville de allerede være blevet afskediget), men alene fordi Dansk Folkeparti ikke vil have imamer i fængslerne, i hvert fald ikke på den side af tremmerne, som fængselsimamer optræder.

Lige så vel som indsatte med en kristen baggrund har krav på en gejstlig betjening af fængselspræster, så har indsatte med muslimsk baggrund naturligvis også krav på en gejstlig betjening af fængselsimamer. Generelt at afskære muslimer fra at blive betjent af imamer i fængslerne er et meget ekstremt standpunkt, som ligger meget fjert fra traditionelle danske demokratiske værdier!

Hvis Martin Henriksen og andre ligesindede imidlertid er bekymrede for fængselsimamernes rolle i danske fængsler, så kunne de med fordel fx læse det gældende ”Cirkulære om ansættelse af og tilsyn med religiøse forkyndere i Kriminalforsorgen” (2013), og se, hvor grundige man er i ansættelsesprocedurer, og når det gælder tilsynet. Heraf fremgår det bl.a.. at direktoratet for Kriminalforsorgen har nedsat et sagkyndigt udvalg med tre medlemmer, der er behjælpelig ved ansættelse af fængselsimamer og ved det løbende gejstlige tilsyn af disse imamer.

Det betyder ikke, at der ikke kunne gøres mere for bedre at kvalificere imamer til at varetage funktionen som fx som fængselsimamer. I 2012 udarbejdede jeg på vegne af Kristent Muslimsk Samtaleforum en rapport om ”Teologisk uddannelse i islam i Danmark – indledende behovs- og interessentundersøgelse blandt udvalgte grupper i det danske samfund med perspektivering til teologisk uddannelse i kristendom.” Her blev der sat fokus på behovet for en teologisk uddannelse af danske imamer inkl. fængselsimamer. I rapporten er repræsentanter for fængselsforsorgen citeret for at bl.a. at sige, at ”Det ville være en fordel, hvis fængselsimamer – ligesom fængselspræster – har en universitetsuddannelse i teologi, herunder sjælesorg. Hvis der kommer et uddannelsesinitiativ, fx udvikling af en dansk eller nordisk uddannelse af imamer, vil det være hensigtsmæssigt. Det vil gøre det meget lettere at vurdere den teologiske faglighed” (s. 30-31).

Uanset hvad Dansk Folkeparti af ideologiske grunde måtte mene, så er muslimerne blevet en del af den danske befolkning, og moskéer med imamer er kommet for at blive. I stedet for at forsøge at holde imamer og muslimer ude fra samfundet og samfundets institutioner, så må det i stedet være udfordringen på forpligtende vis at inddrage dem mest muligt i udviklingen af vort demokratiske retssamfund – også når det gælder bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering.

Christiansfeld, tirsdag, den 31. marts 2015
Mogens S. Mogensen