Iran, uran og digte af Donne

Rimer Iran på uran? I det mindste var der forleden en TV-journalist, som i en reportage om bestræbelserne på at begrænse Irans muligheder for at berige uran og dermed producere atomvåben kom til at bytte om på ordene. Der er nu slet ikke det mindste poetisk ved uran og atombomber. Da Indien i 1974 sprængte sin første atombombe havde de ganske vist givet den kodenavnet ”Smiling Buddha”, men smilet stivnede i Pakistan, der svarede igen med nogle år senere at etablere sit eget atomvåbenprogram. Hvis Iran har været i gang med at udvikle atombomber, så har det måske været inspireret af Israel, dom sandsynligvis i mange år har haft sit arsenal af atombomber, der bl.a. kan fremføres af missiler, der bærer det bibelske navn Jeriko II – og så er omverdenen advaret.

Det var som bekendt USA, der satte det atomkapløb i gang, som i min barndom og ungdom spredte en paddehattesky af frygt for verdens undergang ud over os alle sammen. Og i dag har alle fem stormagter i FNs sikkerhedsråd – foruden som nævnt Indien, Pakistan og Israel og dertil også Nordkorea – hver deres arsenal af dødbringende atomvåben. Da USA den 6. juli 1945 i New Mexicos ørken sprængte verdens første atombombe, havde lederen af dette såkaldet Manhattan-projekt, J. Robert Oppenheimer, givet bomben kodenavnet ”Trinity”. Et eller andet kodenavn skulle bomben naturligvis have, men hvorfor netop kalde projektet for ”Trinity”?

Da Oppenheimer mange år senere blev spurgt om det, svarede han, at han ikke var helt klar over, hvorfor han havde valgt dette navn, men han husker, at der i hans tanker havde været nogle digte af englænderen John Donne, skrevet kort før hans død i 1631. Det ene digt, som han henviser til, er en henvendelse til den treenige Gud, der indledes med ordene ”Batter my heart, three-person’d God”. I det andet digt, ”Hymn to God, in My Sickness”, var det ordene ”As East and West in all flat maps – and I am one – are one, so death shall touch the Resurrection”, der rumsterede i hans tanker, da han var i gang med de sidste forberedelse til sprængningen af atombomben. Digtet er egentlig et påskedigt, hvor det første og de to sidste vers lyder sådan:

Since I am coming to that Holy room,
where, with Thy choir of saints for evermore,
I shall be made Thy music ; as I come
I tune the instrument here at the door,
and what I must do then, think here before:

We think that Paradise and Calvary,
Christ’s cross and Adam’s tree, stood in one place ;
look, Lord, and find both Adams met in me;
as the first Adam’s sweat surrounds my face,
may the last Adam’s blood my soul embrace.

So, in his purple wrapp’d, receive me, Lord;
by these his thorns, give me his other crown;
and as to others’ souls I preach’d thy word,
be this my text, my sermon to mine own:
“Therefore that he may raise, the Lord throws down.

Når Oppenheimer valgte at give den første atombombe kodenavnet ”Trinity”, var det altså ikke et udtryk for en guddommeliggørelse af bomben, men nok tværtimod for Oppenheimers samvittighedskvaler omkring det, som han var i gang med, og måske erkendelse af at stå skyldig over for den treenige Gud.

Oppenheimer havde imidlertid ikke kun læst Donne. Da han – på afstand – så sprægningen af den første atombombe, reciterede han – som et udtryk for selverkendelse eller en bekendelse, vi ved det ikke? – nogle ord fra en af hinduernes hellige skrifter, Bhagavadgita, “I am become death, the shatterer of worlds.”

På trods af den aftale, som det skærtorsdag omsider lykkedes fem atomare stormagter plus Tyskland at indgå med Iran om begrænsning af Irans berigelse af uran, så er atomfaren – uanset hvor bevidste eller ubevidste vi måtte være om den – langt fra drevet over. Der er stadig mindst ni atommagter, der er i stand til at bringe total død og ødelæggelse over vore syndige hoveder. Og derfor er John Donnes bøn fra 1600 tallet stadig aktuel for alle Oppenheimere, men også for alle os andre, der har ansvar for vor næstes ve og vel.

Batter my heart, three-person’d God, for you
As yet but knock, breathe, shine, and seek to mend;
That I may rise and stand, o’erthrow me, and bend
Your force to break, blow, burn, and make me new.
…..
Yet dearly I love you, and would be loved fain,
but am betroth’d unto your enemy;
Divorce me, untie or break that knot again,
take me to you, imprison me, for I,
Except you enthrall me, never shall be free,
Nor ever chaste, except you ravish me.

Christiansfeld, langfredag, den 3. april 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: