Er det igen ved at blive god latin at koble religion og politik?

Det har tidligere været god (politisk) latin i meget brede kredse, at religion og politik skulle holdes adskilt. Og i forlængelse af denne forståelse har man peget på, at det netop var muslimernes problem, at man i islam ikke adskilte religion og politik, men tværtimod ønskede at bygge et samfund op på religionens værdier og regler. Med den seneste udmeldinger fra en række politikere, inkl. Det konservative Folkepartis ordfører, Mai Mercado, kan man ikke undgå at få det indtryk, at flere og flere politikere ikke længere ønsker at fastholde skellet mellem religion og politik, men begynder at argumentere kristeligt for deres politik.

Det har tidligere været god (kirkelig) latin, at ingen kunne eller skulle udtale sig på folkekirkens vegne, og da slet ikke om politiske spørgsmål. Ingen biskop, ingen provst, ingen præst havde bemyndigelse til andet end at udtale sig på egne vegne, på lige fod med ethvert andet medlem af folkekirken. Denne holdning har vel også været en af grundene til, at mange har sagt nej til noget, der kunne ligne et kirkeråd. Men i de senere år er der ved særlige lejligheder kommet et pres mod ”kirken” for at udtale sig, et pres, der især rettes mod biskopperne. Det seneste og mest tydelige eksempel er spørgsmålet om forfulgte kristne, hvor flere og flere appellerer til biskopperne om at udtale sig til fordel for de forfulgte kristne i Mellemøsten. En typisk synspunkt er, som er citeret i Kristeligt Dagblad i dag, er, at ”Hvis ikke kirken hjælper, er der ingen der gør. Derfor men jeg, biskopperne samlet bør være mere aktive.”

Det har i forlængelse af de to ovenstående afsnit været god (teologisk) latin, at kirken ikke blandede sig i statens politiske anliggender. Denne forståelse udspringer naturligvis af en tolkning af den lutherske toregimentelære med adskillelsen mellem det verdslige regimente (hvor staten bruger magt og tvang) og det åndelige regimente (hvor kirken virker gennem forkyndelsen af evangeliet i frihed). Men i dag appelleres der altså fra flere sider til kirken – typisk repræsenteret ved biskopperne – om at gøre sin indflydelse gældende over for politikerne. Det gælder ikke blot spørgsmålet om regeringens holdning til forfulgte kristne, men også fx. spørgsmålet om asyl til konvertitter fra islam til kristendom. Det er også mit indtryk, at der langt ind i vor lutherske kirke er stor opbakning til, at pave Frans den 1. – på sin katolske kirkes vegne – ikke nøjes med at forkynde evangeliet, men forsøger at lægge pres på den tyrkiske regering for at få den til at anerkende det armenske folkedrab.

Tidligere var det især blandt de mere venstreorienterede, at der i kirke og politi var fortalere for at kristendom og politik hang sammen. Der var tale om en politisk teologi (fx befrielsesteologi), der forholdt sig til grundlæggende samfundsproblemer ud fra en forståelse af evangeliet. Senere kom Kristeligt Folkeparti og argumenterede politisk ud fra kristendommen, men nu ser vi altså, at der i brede borgerlige kredse er større og større opbakning til forståelsen af at kristendom og politik hænger sammen.

Mens baggrunden for de venstreorienteredes kobling af kristendom og politik var en socialistisk inspireret reaktion mod undertrykkelsen af de fattige og i det hele taget social og politisk uretfærdighed i verden, så var baggrunden for Kristeligt Folkepartis kristelige politik en kristendemokratisk inspireret reaktion på et moralske forfald i samfundet i form af fx porno og abort. Når borgerlige i dag kobler kristendom og politik, ser det ud til at ske ud fra en nationalkonservativ tankegang. Der er tale om en reaktion på konsekvenserne af globaliseringen i form af udviklingen af et multikulturelt og multireligiøst samfund og helt konkret en frygt for islam. Her aktiveres kristendommen – typisk i form af kulturkristendom – i beskyttelsen af dansk kultur og som et værn mod islam.

Nogen vil måske sige, at begrundelserne for ikke at adskille religion/kristendom/kirke og politik bygger på ”løgn og latin”, det gælder både den socialistiske tale om verdens uretfærdighed, den kristendemokratiske tale om det moralske forfald og den nationalkonservative tale om, at dansk kultur er truet af islam. Det får være, hvad det være vil. Men noget tyder på, at vi måske er på vej ind i en periode, hvor det ikke bare er muslimer, der henter politiske argumenter i religionen, men hvor det også blandt mange andre på en ny måde igen bliver god latin at koble religion og politik.

Christiansfeld, onsdag, den 15. april 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Ulla Thorup Nielsen on 16. april 2015 - 19:37

    Kære Mogens.

    En sammenblanding af det politiske (statsdannelse) og det religiøse er uforeneligt med de humanitære menneskerettigheder.

    Det kan ikke lade sig gøre at implementere reel trosfrihed i de samfund, hvor der er en direkte sammenblanding mellem det politiske (statsdannelsen) og det religiøse.

    Venlig hilsen Ulla…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: